Dag 9: Rumænsk perle og kinesisk øjenåbner

I snart halvanden uge har hundredvis af filmfaglige personer skrevet, snakket, interviewet og sladret om ét emne: Hvem vinder årets Guldbjørn i Berlin?

Og fredag eftermiddag er snakken på sit højeste efter visningen af Ana, mon amour. For rumænske Călin Peter Netzer, der vandt Guldbjørnen i 2013, kaster sig i ellevte time ind i kampen om hovedprisen med en stærk perle om en mand og en kvindes kærlighed over en årrække.

Det unikke ved Ana, Mon Amour er, at filmen er komplet ligeglad med publikum, men til gengæld enormt fokuseret på fortællingen. Lystigt springes der frem og tilbage i tid og sted, og havde det ikke været for den mandlige hovedpersons svindende hårpragt i de skiftende tider, ville man ofte blive ladt i stikken i biografmørket.

Netzer er en forrygende langsom historiefortæller, der lægger sig i strømmen af store rumænske instruktører. Især er det tydeligt, at han deler visuelle kongstanker med Cristian Mungiu (4 måneder, 3 uger og 2 dage).

Alligevel er Netzer sin egen. Han holder ikke sit kamera lige så stille, som Mungiu gør, og han klipper markant mere, men kompromisløsheden i dystre fortællinger, deler de to.

En umulig redning
I Ana, mon amour er det den umulige kærlighed, der toner frem.

Allerede i åbningsscenen, hvor Ana og den lidt ældre Toma mødes på et kollegieværelse, går der ikke længe, førend Ana får et angstanfald. Ikke ligefrem en perfekt første date, men Toma ser noget i Ana.

En ild og en lyst til et veluddannet liv. Og en kvinde, der vil gøre alt for ham, hvis han ”redder hende”.

Og det gør Toma så til en start med masser af sex, hvor Netzer gerne serverer hele akten. Men senere i forholdet står Toma så klippefast bag Ana, og han medicinerer hende sådan set også. I en ubærlig scene vasker Toma endda sin store kærlighed, da hun har skidt i bukserne i en overmedicineret søvn.

Netzers billeder skåner ingen, og konstant klipper instruktøren i tid og sted uden at angive hverken årstal eller sted.

Sammenholder man det med en tiltagende desperat levering af den mandlige hovedrolle Mircea Postelnicu og en endnu mere blændende nervøs og flirtende præstation af Diana Cavallioti, så har man en af Berlinalens bedste film.

Kontroversielt valg
”Det er synd, at den ikke kan vinde,” siger en anmelder fra Tyskland, da vi går ned ad trapperne i Berlinale-paladset efter visningen af Ana, mon amour. ”Der bliver jo talt russisk i den undervejs, så den er chanceløs!”

På den måde er vi helt tilbage ved diskussionen fra juryens pressemøde for mere end en uge siden.

Her stillede en russisk journalist sig op og ville høre, om de manglende russiske film på Berlinalen, og det førte til at moderatoren lukkede ned for ham. Derfor vil det naturligvis være et kontroversielt valg, hvis Paul Verhoevens jury giver Guldbjørnen til en film, hvor der rent faktisk tales på russisk sommetider, men ikke desto mindre er Ana, mon amour nærmest umulig at komme helt uden om.

En løsning kunne derfor være at tildele den manuskriptprisen, fordi Netzer fortæller sin historie så radikalt anderledes.

Guldbjørn-favoritten hos de forskellige magasinjuryer er stadig finske The Other Side of Hope, mens gårsdagens koreanske On The Beach at Night Alone deler andenpladsen med chilenske A Fantastic Woman.

Men dette behøver den prisuddelende jury selvfølgelig ikke skele til. Alligevel er det svært at forestille sig, at de tre film ikke får noget med hjem.

Men det kan være, at de bliver narret på Guldbjørnemålstregen af en helt fjerde film. For rygterne om, at juryen vil gå efter en kvindelig vinder i år, er taget til i korridorerne omkring festivalpaladset. Særligt polske Agnieszka Hollands Spoor nævnes hyppigt, mens Sally Potters politisk-satiriske The Party betragtes som en outsider.

Og netop med hensyn til det politiske kan også Ana, mon amour komme til kort. Filmen har slet ikke den storpolitiske ånd, som kendetegner en typisk Berlinale-vinderfilm. Men så er det jo heldigt for den, at der skal uddeles otte priser i alt.

Det samme kan man sige om instruktøren Sabus Mr. Long. Mange tyske aviser har fremhævet filmens lydarbejde, og lige præcis i denne kategori har de tyske medier været velinformerede de senere år.

Kineser overrasker
En af de film, der kan komme i spil til særpriserne i morgen aften, er Have a Nice Day, der er noget så sjældent på festivalen som en kinesisk animationsfilm. Den kan snildt løbe med Alfred Bauer-bjørnen, som gives for at åbne nye perspektiver.

Have a Nice Day er en fiffig sag, der mest af alt er en thriller, men som også har et tydeligt budskab om, at Kina bør åbne sig mere for omverdenen.

På animationsfronten har man ikke set noget lignende siden den Oscar-nominerede Waltz With Bashir fra 2008, og Have a Nice Day er muligvis den af filmene i årets hovedkonkurrence, der har de største muligheder for at nå bredt ud i verden efter på søndag, hvor festivalen slutter.

Have a Nice Day opruller en blodig konflikt imellem en række mennesker i det sydlige Kina. Jian Lius streg er realistisk, men hans universer er med vilje fortegnede, så det er figurerne i filmen, vi kigger mest på. De tumler med problemer, som viser, at kineserne er blevet mere vestligt orienterede og har lagt mærke til Trump og Brexit.

Til slut sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Kina med Have a Nice Day for alvor er trådt ind på det vestlige filmmarked. Filmen emmer af sort humor og fremviser en ensomhed i sine figurer, der aldrig forfalder til at være drømmende eller fyldt med noget overnaturligt.

Have a Nice Day er virkelig en oplevelse, der åbner op for Kina som filmland, og selv om filmens slutning fuser ud, så tager det intet fra helhedsoplevelsen.

Plagede Hugh Jackman
En film, der ikke leverer nye perspektiver, men til gengæld har en drøngod historie, er i Logan.

Den lukker årets hovedprogram og er som en klassisk Hollywood-film lidt aparte i Berlinalen. Alligevel er den en stor fornøjelse.

Logan formår nemlig at gøre en Marvel-superheltefilm så jordbunden og dyster, at man ofte helt glemmer, at Hugh Jackmans rolle kan fyre knivblade ud af knoerne og dræbe, hvem det skal være.

Instruktør James Mangold formår at skabe en stærk fortælling med lækre action-billeder, der dog lægger sig for tæt op ad Mad Max: Fury Road til at kunne kaldes originale.

Men original er så til gengæld fortællingen om Wolverine, der i år 2029 har trukket sig desillusioneret tilbage, men som ryger ud på en sidste mission, da en datter pludselig melder sig i hans liv.

Og Hugh Jackman – som Ekkos udsendte har fornøjelsen af at skulle interviewe lørdag – er virkelig fremragende som en plaget mand, der tager en sidste omgang i både baren og på slagmarken.

Alligevel er der ingen priser til Logan, for den vises nemlig uden for hovedkonkurrencen, hvor det ligner en guldbjørn til Aki Kaurismäkis The Other Side of Hope med rumænske Ana, mon amour som en stærk outsider.