Rúnarsson tilbage med storslået panoramafilm

Med en Oscar-nominering for sin første kortfilm, Sidste gård, og to kortfilm, som fik premiere på Cannes-festivalen, var islandske Rúnar Rúnarsson det mest lovende talent fra Den Danske Filmskole i slutningen af 00’erne.

Alle tre film kan ses på Ekko-dvd #13.

Rúnarsson cementerede sin position med en rekordhurtig spillefilmdebut efter filmskolen. Volcano havde Cannes-premiere i 2011 og fik roser for sin rørende coming of age-historie om en pensionist, men herefter faldt Rúnarssons kadence.

Der gik fire år til opfølgeren Sparrows, som genbrugte kortfilmen Småfugle og fik knubbede ord af Ekkos anmelder.

Men nu er den 42-årige instruktør tilbage med Echo, som er i konkurrence på den schweiziske Locarno-festival, der løber af stablen fra 7. til 17. august.

Julens spejl
Echo er en panoramisk fortælling med 56 scener, der foregår omkring juletid i Island, men ellers umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre.

I traileren (se nederst) ser man blandt andet en ældre kvinde, der juleaften afprøver sine nye 3D-briller, en halvtom byggeplads, hvor arbejderne er gået i strejke, og en kvinde, der sender live på Facebook for at udstille en mand, som hun hævder har chikaneret hende.

En højstemt korsang skaber en sakral stemning, og man fornemmer, at filmen er et mangefacetteret vægmaleri med religiøse overtoner. Rúnar Rúnarsson foretrækker dog at kalde filmen for et socialt studie.

”Vi bruger juletiden som noget, der forstærker samfundet. Det er en arthouse-julefilm. De skal jo også laves,” siger instruktøren og griner i telefonen fra Island.

”Julen er den tid på året, hvor man ser sig selv i spejlet og får muligheden for en ny begyndelse. Om man er religiøs eller ej, bliver det gode i os spejlet. Julen er en tid, som de fleste mennesker elsker, men det er også en svær tid for mange.”

Det grå felt
Echo har et budget på 7,5 millioner danske kroner. Den er produceret af Pegasus Pictures og den islandske underafdeling til danske Nimbus Film, og Rúnarsson trækker på faste samarbejdspartnere som fotografen Sophia Olsson og klipperen Jacob Schulsinger.

Han lavede inden optagestart nogle klare spilleregler.

”Der klippes ikke i scenerne, og locations og de medvirkende optræder kun i én scene. Det er ikke en historie om et menneske, men om et samfund,” forklarer han.

”En anden spilleregel er, at de medvirkende – hvor de fleste er amatørskuespillere – optræder under deres eget navn.”

Rúnar Rúnarsson har besluttet, at han ikke vil sige, hvilke scener han har oplevet i virkeligheden, og hvilke der er opdigtede.

”Mange har besluttet, at dokumentar er virkelighed, mens fiktion er opdigtet. Men den her film bevæger sig i det grå felt imellem.”

Som en strandtur
Filmen udspringer af instruktørens træthed ved den klassiske filmdramaturgi.

”De fleste film – også europæiske arthouse-film – har den samme struktur. Man tager udgangspunkt i et sikkert manuskript, men det bliver ofte forudsigeligt og upoetisk.”

”Min metafor for Echo er at gå ned til stranden, hvor du finder en sjov sten og så endnu én, som er virkelig skøn. Så et stykke glas, der var en cola-flaske for 30 år siden, men nu er ændret af sand og vand. Det er først, når du kommer hjem, åbner posen på køkkenbordet og flytter tingene rundt, at du har et motiv,” siger Rúnar Rúnarsson.

Echo får også dansk premiere og bliver herhjemme distribueret af Øst for Paradis. Instruktøren håber, at filmen kommer op til jul.

”Dem, der har set den, siger, at det er min sjoveste og mest publikumsvenlige film. Med titlen har jeg forhåbentlig også scoret nogle point hos jer på Ekko, så jeg ikke bliver slagtet igen,” griner Rúnar Rúnarsson med en stikpille til magasinets trestjernede anmeldelse af Sparrows.