Nyhed
10. juni 2020 | 09:35 - Opdateret 10. juni 2020 | 14:12

Politiet: Sandheden om Palmemordet

Foto | Rolf Petterson
Den senere skuddræbte svenske statsminister Olof Palme blev i 1963 fotograferet med sønnerne Joakim og Mårten på armen.

Svenske myndigheder udpeger Skandiamanden som Olof Palmes morder 34 år efter drabet på den svenske statsminister.

Af Nicki Bruun

34 år er gået, siden den svenske statsminister Olof Palme i 1986 blev skudt og dræbt på åben gade.

Efterforskningen har været i gang lige siden, men her til formiddag har politiet og chefanklageren i sagen, Krister Petersson, fremført en række indicier, efter at der igennem årene er blevet afhørt omkring 10.000 mennesker.

Og de peger på Stig Engström – bedre kendt som Skandiamanden – som den skyldige i mordet. Da han døde ved selvmord i 2000, kan man ikke retsforfølge ham.

Historien om Stig Engström er lang og temmelig absurd, som Ekkos chefredaktør skrev forleden.

Han arbejdede for et forsikringsselskab, der lå i Skandiahuset tæt på gerningsstedet. Dermed havde han mulighed for at begå drabet, og Stig Engström var da efter eget udsagn også til stede på drabstidspunktet.

Han påstod dog at være vidne, men gik videre end det.

Engström kontaktede nemlig den svenske tv-station SVT og rekonstruerede Palmemordet for rullende kamera. Han påstod at have prøvet at hjælpe Olof Palme, men ingen andre vidner mindes at have set det. Der spekuleres i, at Engström medvirkede i tv for at have det alibi, at eventuelle vidner, der kunne pege på ham som morder, kunne affejes med blot at have set ham i tv.

Krister Petersson beskrev på pressemødet, at Stig Engström havde hånet politiet ved at medvirke i tv-programmet. Men Petersson retter også en kraftig kritik mod efterforskningen.

Engström fløj på mærkeligste vis under politiets radar, især fordi den første efterforskningsleder Hans Holmér betragtede ham som et forstyrrende element og i stedet forfulgte et spor, der pegede på den kurdiske organisation PKK som ansvarlig for mordet.

Usammenhængende forklaring
Det har tidligere været svært at tilskrive Stig Engström et konkret motiv for drabet, og det står stadig ikke klart i dag.

Men på pressemødet sagde efterforskerne, at han havde et had til Olof Palme, var presset i sit privatliv og havde et alkoholproblem. Desuden havde han en ven, der var våbensamler og havde flere Smith & Wesson-pistoler, der blev brugt til drabet. Endelig bar han på drabsaftenen tøj svarende til det, som flere vidner fortalte politiet, at morderen havde på.

Dermed er de svenske myndigheder enige med journalisten Thomas Pettersson, der i 2018 først skrev artikler i magasinet Filter og siden udgav bogen Den osannolika mörderen. Her peger han på Stig Engström som den skyldige baseret på tolv års undersøgelse.

Der har i svenske medier de seneste dage været fremme, at mordvåbnet var blevet fundet. Det er imidlertid ikke tilfældet, fortæller efterforskerne. De vurderer, at Stig Engström arbejdede på egen hånd. Der kan have været tale om en konspiration, men politiet mener ikke, at det er sandsynligt.

Politiet og chefanklageren brugte på pressemødet tid på minutiøst at gennemgå Stig Engströms vidneforklaring og fremhæve de steder, hvor den ikke hang sammen. For eksempel mindes Olof Palmes kone Lisbet – der også er død i dag – ifølge afhøringer ikke at have talt med Engström, som han ellers påstod.

Dermed fremhæves også særdeles mangelfuldt politiarbejde lige efter drabet.

Stig Engström var en af de første, som blev afhørt, men hans usammenhængende forklaring udmøntede sig aldrig i videre efterforskning eller sigtelse. I pressemødet kritiserede de nye efterforskere også de tidligere efterforskeres afhøring af andre vidner.

Kommentarer

Palmemordet

Den svenske statsminister Olof Palme blev skudt den 28. februar 1986 i Stockholm.

Christer Pettersson blev i 1989 dømt for mordet i byretten, men senere frikendt i landsretten på grund af manglende beviser.

Mistanken har været rettet mod alt fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA over det kurdiske parti PKK til svenske politifolk med nazisympati.

Mere end 10.000 mennesker har været afhørt.

2018 skrev journalisten Thomas Pettersson en bog om, at drabet blev begået af Stig Engström, der fik tilnavnet Skandiamanden.

Onsdag den 10. juni kom chefanklageren med sin konklusion i sagen.

© Filmmagasinet Ekko