Nyhed
08. juli 2022 | 13:37

Se talenters kortfilm fra dansk filmhøjskole

Foto | Julie Obel
Skuespilleren Mille (Luna Lundgren) er i Bag lukkede døre blevet kaldt til casting på en stor film, men hendes ambitioner begynder at tage overhånd.

Vi viser afslutningsfilmene af de unge elever, som har fået en introduktion til filmens verden på fremadstormende Filmhøjskolen Møn.

Af Nicki Bruun

I 2020 vandt kortfilmen Lidt endnu Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards.

Filmen om kærlighedsforviklinger på en højskole er lavet på Filmhøjskolen Møn, som de seneste år har markeret sig med flere spændende film produceret af talentfulde elever.

De næste to uger – fra 8. til 22. juli – viser vi her på siden seks nye kortfilm produceret under fiktionsforløbet på Filmhøjskolen Møn i 2022.

Andante handler om en ung musiker, der forsøger at finde kærligheden, selv om han lider af tvangshandlinger.

Bag lukkede døre følger en kvindelig skuespiller, der op til en vigtig casting begynder at miste sig selv. Fjols handler om William, som dropper Amalie, men får en chance til.

I Hjemve kæmper Ali for anerkendelse hos både sin far og vennerne. Skytsengel viser en deprimeret fyrs frygt for at optræde ved sin musikhøjskoles afslutningskoncert.

Og i Søvngænger bliver venskabet sat på prøve, da tre veninder tager svampe for første gang.

Det er en samling vidt forskellige og interessante film, der vidner om spirende talent i den danske undergrund.

Kreativt miljø
Kort inden sejren til Lidt endnu besøgte vi Filmhøjskolen Møn og fik et indblik i, hvordan det er lykkedes folkene bag at etablere en lære- og oplevelsesrig uddannelse i det syddanske.

Skolen blev grundlagt i 2017 og har til huse i Stege på Møn, hvor op til 36 elever går i et semester på tyve uger.

Forstanderen Lars E. Gandsø har sammen med en dedikeret stab skabt et kreativt miljø, hvor de unge både bliver undervist i teoretiske forløb og producerer egne film.

Filmhøjskolen Møn har en række tilknyttede faglærere, som for fleres vedkommende også har gået og/eller undervist på Den Danske Filmskole. Lars C. Detlefsen har været leder af Filmskolens manuskriptlinje, Thora Lorentzen er uddannet dokumentarinstruktør, og David Adler er udklækket fra animationslinjen på Filmskolen.

Filmhøjskolen er med andre ord et fremragende sted at få sin introduktion til filmens verden!

Det kan man også se i de seks afslutningsfilm for semesteret, som eleverne på højskolen har produceret. Der er lovende takter og stort talent at spore i filmene. Vi glæder os til at se mere fra de unge filmskabere, som er meget velkomne til at sende nye kortfilm ind til Ekko Shortlist!

Filmhøjskolen Møn har start på efterårssemestret den 7. august. Læs mere og tilmeld dig her.

Kommentarer

Filmhøjskolen Møn

Stiftet i 2017 og ligger i Stege på Møn.

Kan huse 36 elever, der går et semester på tyve uger.

Eleverne bliver undervist i teoretiske forløb og producerer selv film.

Se den nyeste årgangs afslutningsfilm.

© Filmmagasinet Ekko