Sensationen lærer vi intet af

Dødsenglen. Seriemorder i hvid kittel. Dødssygeplejersken.

Med sådanne overskrifter pryder den kulørte presse sin dækning af den opsigtsvækkende sag, hvor en sygeplejerske bliver dømt for drabsforsøg på fire patienter på Nykøbing Falster Sygehus.

Tre af dem finder sted i 2015, dagen før den dengang 30-årige Christina Aistrup Hansen bliver arresteret. Det første er allerede i 2012, og hun bliver mistænkt for at have begået flere hundrede drab.

Det er en af Danmarkshistoriens mest spektakulære kriminalsager. En sygeplejerske, som myrder svagelige mennesker, der er afhængige af hendes pleje, er en mildest talt skrækindjagende tanke. Men det er også sygeligt fascinerende, for hvad fik hende til det – hvis dommen altså var korrekt?

Historien ligger til lige til højrebenet for en filmmager eller forfatter, der jager den næste true crime-sensation. Men det var Kristian Corfixen slet ikke interesseret i, da han skrev bogen Sygeplejersken på Lindhardt og Ringhof.

”Faren ved true crime er, at man forelsker sig i selve dramaet og spektaklet. Men hvis vi bare vil tjene en hurtig mønt på en god historie og så ellers lade sagen ligge, lærer vi ingenting. Det ville jeg aldrig kunne forsvare over for de pårørende i en sag som denne,” sagde Politiken-journalisten i et interview, som Ekko lavede i 2020.

Lystløgner
I byretten bliver Christina Aistrup Hansen dømt for tre mord og et drabsforsøg, inden sagen ankes og ender med tolv års fængsel for fire drabsforsøg efter tvetydige resultater i målinger af ofrenes blod.

Det er rettens vurdering, at hun brugte dødelige doser medicin til at forgifte allerede svagelige patienter. Motivet var, at hun kunne nå at redde dem og således ville fremstå som en heltinde. Men det lykkedes altså ikke hver gang.

Retspsykiatere mener, at hun lider af en histrionisk personlighedsforstyrrelse – en lystløgnerdiagnose, der også fik Christina til at medicinere sin datter for at gøre hende syg og opnå yderligere opmærksomhed.

Men for Kristian Corfixen er det ikke motivet, der er det vigtige i sagen. Siden han i sin tid dækkede sagen for Politiken, har han været drevet af et større spørgsmål. Det kom nemlig hurtigt frem, at et ganske stort antal kolleger i tre år havde mistænkt Christina Aistrup Hansen uden at gå til politiet. Hvordan kunne mange mennesker holde tæt med en voldsom mistanke i så lang tid?

Til at besvare det spørgsmål får journalisten for første gang sagens kronvidne i tale.

Mistro til ledelsen
På en skæbnesvanger nattevagt står Pernille Kurzmann Larsen over for et svært dilemma. Skal hun løbe ind efter modgift til den patient, der ligger døende af en stesolidoverdosis foran hende? Eller skal hun lade som ingenting og ofre ham for at samle flere beviser mod den sygeplejerske, hun er overbevist om, har forgiftet ham og flere hundrede andre?

Hun vælger det sidste.

Sammen med sin kæreste, overlægen Niels Lundén, går hun derefter til politiet og får Christina dømt. Ingen af dem turde gå igennem hospitalets ledelse, da de forventede, at sagen enten ville blive henlagt eller trukket i langdrag, imens sygeplejersken frit kunne myrde videre.

Ét liv måtte ofres på grund af manglende tiltro til hospitalets ledelse. I 2018 blev en afdelingssygeplejerske idømt en bøde på 10.000 kroner for at have ignoreret flere andre sygeplejerskers mistanke til Christina.

I bogen fortæller Pernille og Niels, at det danske sundhedsvæsen endnu intet har lært af sagen. De synes ikke, der er gjort nogen reelle tiltag for at forebygge endnu en ”healthcare serial killer” – den kriminologiske term for de 131 sundhedsmedarbejdere, der er dømt for mord på patienter rundt om i verden.

I januar kunne Kristian Corfixen imidlertid skrive i Politiken, at Nordsjællands Hospitals akutafdeling har forbedret sikkerhedsforanstaltningerne på baggrund af netop hans bog.

Døren lukker med et klonk
Kristian Corfixen stiller i Sygeplejersken også spørgsmålet, om Aistrup Hansen i virkeligheden var offer for et justitsmord. Selv nægter hun sig stadig skyldig og har blandt andet beskrevet anklagerne som et udtryk for den sladdermentalitet, der herskede blandt hendes kolleger, hvoraf flere havde et horn i siden på hende.

Et storsladrende miljø, der ikke var uigenkendeligt for Corfixen, da han først dykkede ned i hospitalets kultur.

For at nærme sig sandheden imellem systemsvigt og justitsmord satte han sig for detaljeret at beskrive hver eneste udvikling i retssagen samt at tegne et præcist billede af hospitalsmiljøet.

Baseret på 2.500 siders efterforskningsmateriale og et utal af interviews beskriver han på litterær vis de centrale scener i sagen med en sådan detaljerigdom, at man kan komme i tvivl om, hvor meget han selv har fundet på.

”Hvis min bog var baseret på virkelige hændelser, kunne jeg have digtet. Men min bog er virkelige hændelser. Når jeg skriver, at en armeret trædør i fængslet lukker med et hult ’klonk’, er det, fordi jeg har ringet til fængselsvagten og spurgt, hvad det er for en dør, og hvordan den lyder,” forklarer Kristian Corfixen.

”Det har jeg gjort med samtlige detaljer, jeg beskriver. Det kræver, at jeg stiller nogle mærkelige spørgsmål. Flere af kilderne har nok tænkt, at jeg er skør,” siger forfatteren med et grin.

I sin research har han siddet flere dage på Café 3kanten i Nykøbing Falster og talt med det ene vidne efter det andet. ”Jeg har lignet en rigtig speeddater,” siger han.

Begge sider af sagen
Også vidnernes tanker på specifikke tidspunkter i sagen er inddraget. Pernille og kærestens sønderbankede nerver under nattevagten sitrer foruroligende på siderne.

”Vi er nødt til at kunne mærke miljøet og komme ind i hovedet på sygeplejerskerne, hvis vi virkelig skal forstå, hvorfor de holdt deres mistanke hemmelig så længe. Jeg vil ikke skrive min egen holdning. Jeg forsøger tværtimod at tegne et præcist billede, så læseren selv kan tage stilling.”

Selv et år efter udgivelsen har Kristian Corfixen stadig ikke luftet sin holdning hverken til dommen eller sygehusvæsenets håndtering af sagen.

”At stå med et ben på hver side af voldgraven og fortælle begge sider af sagen, var en stor udfordring. Mange af kilderne havde det svært med, at jeg lige efter at have snakket med dem, tog hen til én, der havde den stik modsatte opfattelse.”

”En af kilderne ringede til mig og spurgte: ’Hvad fanden har du gang i?’ Alligevel har det været umuligt at repræsentere begge sider lige talstærkt. Det lykkedes mig ikke at få Christinas støtter til at medvirke, selv om jeg brugte mange kræfter på det. Ærgerligt, for det var kun blevet en bedre bog af det.”

Corfixen talte undervejs med Christina Aistrup Hansen og hendes familie.

”Jeg ved ikke, om Christina har læst bogen. Hun afbrød kontakten undervejs i skriveprocessen, selv om hun vidste, at jeg talte med begge sider. Jeg håber ikke, Christina og hendes familie føler, at jeg har svigtet deres tillid. For både hun og de pårørende fortjener at få deres historie fortalt på en sandfærdig og sober måde.”

Ekko har kontaktet Christina Aistrup Hansen for at høre hendes holdning til bogen, men der er ikke kommet svar.