Russisk smædekampagne mod instruktør

Der er ikke så meget pis med den russiske instruktør Sergei Loznitsa. Mens A Gentle Creature – der er i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival – er en kompleks og metaforisk fortælling om et bureaukratisk helvedessystem, taler han selv lige ud af posen.

Der skal således ikke mere til end et indledende spørgsmål om, hvordan styret i Rusland vil reagere på filmen, før Loznitsa kaster sig ud i en nådesløs kritik af sit tidligere hjemland.

”Det er svært at vurdere hjernevaskningens omfang, men medierne arbejder effektivt på at styre befolkningen, og det foregår meget velorganiseret. Det, der bekymrer mig, er, at folk ikke er i stand til at forsvare sig imod ensretningen. De bliver styret som robotter,” fortæller Sergei Loznitsa, da Ekko møder ham under den sydfranske sol, der står i skarp kontrast til hans grå og dystre film.

”Fem minutter efter visningen i Cannes blev jeg mål for en smædekampagne i Rusland. Lige efter pressevisningen var der i russiske medier historier om, at filmen blev buhet ud, og at publikum forlod salen.”

”De skabte hurtigt en alternativ virkelighed, som spredte sig, og pludselig fik jeg beskeder fra venner og familie, som spurgte, om det virkelig var så slemt.”

Advarsel til Vesten
”Slemt” er kun et fattigt ord for den navnløse kvinde i centrum i A Gentle Creature. En dag får hun det brev, hun havde sendt til sin fængslede mand, tilbage.

Forvirret prøver hun at finde ud af, hvor han er, og hvad der er sket med ham, men det er mere eller mindre umuligt i det lukkede system, der holder borgerne fanget i ulykkelig uvidenhed.

Filmens titel stammer fra Dostojevskijs novelle fra 1876, men handlingen leder nærmere tankerne hen på Franz Kafkas surrealistiske bøger som Slottet og Processen.

”Der er også noget Freud i filmen,” siger 52-årige Sergei Loznitsa med et grin, som han også er fuld af.

”Jeg har taget idéer fra mange forskellige værker, og middagsscenen til sidst i filmen er faktisk fra en anden af Dostojevskijs bøger, De besatte. Fra Kafka stammer idéen om slottet som det uigennemtrængelige sted, hvorfra magten regerer – et sted, som man også er draget af og bliver slugt af.”

Sergei Loznitsa er i dag bosat i Berlin, hvor han nyder den frihed, han ikke havde meget af som ung mand i det kommunistiske Sovjetunionen. Men han pointerer, at A Gentle Creature lige så meget er en advarsel til Vesten som en direkte kritik af Rusland.

”Demokratiet er altid i fare, for man kan ikke bare bygge et slot, som bliver stående mod al modstand. Det handler filmen også om, og det gælder ikke kun Rusland, men alle lande i Europa, som er inde i en farlig udvikling.”

Ingen parmesan
Men instruktørens tidligere hjemland er selvfølgelig den primære boksepude i A Gentle Creature. Især er Sergei Loznitsa fortørnet over, at der ikke er sket noget, efter at Sovjet blev til Rusland.

”Vi bliver snydt af navnene Sovjet og nutidens Rusland, for i mine øjne har området ikke ændret sig, siden det hed det russiske imperium – altså i århundreder. Der har aldrig været respekt for menneskerettighederne, og loven er aldrig blevet holdt i hævd. En leder har altid haft den totale magt,” siger instruktøren og tager fat i mere aktuelle begivenheder.

”Titusinder af mennesker døde, da Krim-halvøen blev indtaget, men ingen blev nogensinde straffet for det. De myrder politikere, konfiskerer privat ejendom og fængsler uskyldige, men i befolkningen er man bare glad for, at det går ud over enkelte mennesker, og ikke drejer sig om massefængslinger som i 1930’erne. Men hvis de i morgen beslutter sig for at fængsle tusinder eller millioner, er der intet, som kan stoppe dem.”

”Det eneste, der har ændret sig i tyve år, er skiltet på døren. Før stod der ’købmand’, nu står der ’supermarked’. Desværre forsvinder maden derinde snart,” fortæller Loznitsa med samme symbolbrug, som gennemstrømmer hans film.

Han har dog også mere håndfaste eksempler.

”Faktisk kan man ikke købe parmesan i Rusland, fordi udenlandske produkter er sanktioneret af den russiske regering. Det sender en klar besked til folket om, at magten altid holder øje med dem. Det er en udbygning af staten, der tager friheden fra borgerne.”

Nødvendig voldtægt
Sergei Loznitsa savner, at borgere tager ansvar for deres eget liv og ikke bare lader sig styre af staten.

”Der eksisterer den illusion, at når lande har lidt under dårlige ledere – som Stalin i Sovjet og Hitler i Tyskland – har folket aldrig haft ansvaret, men er blevet forført af skurke. Jeg ser det anderledes, nemlig at sådanne ledere bliver skabt af et passivt folk,” siger instruktøren og byder ind med en anekdote fra sin barndom, hvor han gjorde oprør mod systemet.

”Min skole var mere eller mindre som et fængsel ligesom det i filmen. En dag blev jeg bedt af min lærer om at sladre om andre elever, men jeg forstod ikke, hvorfor jeg blev valgt som spion og løb væk. Da jeg senere kom til Vesten, forstod jeg, hvordan de undertrykker ved at spille borgerne ud mod hinanden.”

Efter pr-personen har erklæret interviewet for færdig, kan en kvindelig, polsk journalist ikke dy sig for at spørge, hvorfor det dog var nødvendigt at lade filmens hovedrolle voldtage.

”Hun var jo ellers en så stærk kvinde,” forsøger journalisten.

”Voldtægten er vigtig, fordi magten fungerer på den måde,” forklarer Sergei Loznitsa venligt, men bestemt. ”Den tager sig af dig, giver dig lidt mad og vand og sørger for, at du ikke behøver tage ansvar for dit eget liv. Men i den proces berøver den dig også al frihed og værdighed.”