Debat
24. apr. 2022 | 09:38

Seriekvindemord er dehumanisering

Foto: DR
Første sæson af DR-serien Broen begynder med to parterede kvinder midt på Øresundsbroen. Det førte til gættekonkurrencer om, hvem morderen var, men ofrenes eneste funktion var at være blevet dræbt, mener Kim Fupz Aakeson.

De serielle aflivninger af ukendte og navnløse kvinder gør det stik modsatte end at understrege deres dyrebarhed, skriver manuskriptforfatter i debatten om fiktionens vold.

Af Kim Fupz Aakeson

Mit umiddelbare svar på Tobias Petersens indlæg om Den Dyrebare Kvinde som symbol på og årsag til seriemorderes blodtørst og førstevalg af ofre, vil være et mjah, mon dog

Jeg er som manuskriptforfatter med på, at vi tit er ude efter det fatale tab. Det skal gøre rigtigt ondt, før det kan gøre rigtigt godt. 

Men hvis den forklaring skal bruges i denne anledning, ville man nok give de kvindelige ofre en spe lidt mere kontur inden deres endeligt. 

Et navn for eksempel, et virke af en art, en identitet ud over deres køn. Man ville gøre dem til et menneske, som det vil være ægte smertefuldt at miste. 

Der er mange biologiske og kulturelle årsager til, at det er mænd, som går og sendes i krig, vælger sværdet og falder ved sværdet, og dermed får en eller anden aktie i egen skæbne. Det står i jobbeskrivelsen for både soldater og gangstere, at man risikerer sit liv. 

Hvad ville Freud sige?
Så ja, enig, der er et fravær af uskyld her. Men det gør ikke seriekvindemordene uskyldige. 

Broen åbner sin første sæson med to kvinder flækket på tværs og lagt så elegant sammen, at den ene halvdel ligger i Sverige, den anden i Danmark. Hermed aktiveres kriminalbetjente i begge lande. 

De to kvinder er lige præcis ikke nogen ud over den funktion at være blevet dræbt. De har ikke gjort noget, der gør dem til oplagte offerlam, andet end at være det såkaldt svage køn. 

”Dehumanisering” tror jeg, at det hedder. Det har ikke noget med dyrebarhed at gøre, tværtimod. 

Og gad vide, om ikke Freud ville få noget helt andet og mere ud af de nøgne, misbrugte kvindekroppe på de retsmedicinske stålborde. Det vover jeg dog ikke at gøre mig klog på. 

En besk bismag
Men hvis jeg skal tage tanken om det dyrebareste på ordet, så er det jo ikke kvinderne, der ville stå for skud (metaforisk og bogstavelig talt). 

Det ville være børnene. 

Det ville være drenge og piger, der skulle myrdes og derefter dissekeres. For de er vores dyrebareste. De slår til enhver tid kvinden med flere længder. 

De er både familiens og menneskehedens fremtid. De er det eneste i livet, der rækker ud over vores egen eksistens. 

Vi voksne kan godt miste en partner, en soultmate, den eneste ene, og komme os over det, møde den eneste anden og få et kærlighedsliv op at stå igen. 

Anderledes med at miste et barn. Det ar sætter sig dybt og mørkt i resten af et liv. Men børnelig en masse i Nordic Noir ville nok give aftenkaffen en besk smag, så dyrebart må det nemlig ikke være. 

Her kommer kvinderne så ind i billedet (også metaforisk og bogstavelig talt). Og jeg tror, at de serielle aflivninger af ukendte, navnløse, kontursvage kvinder gør det stik modsatte end at understrege deres betydning og dyrebarhed. 

Det er simpel markedsmatematik. Når produktiviteten stiger, så falder stykprisen.

Trailer: Broen 1

Kommentarer

Kim Fupz Aakeson

Født 1958 i København.

Prisbelønnet forfatter bag adskillige film, bøger og tegneserier.

Manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 1996.

Delte en Æres-Bodil med Anders Thomas Jensen og Mogens Rukov i 2003.

Startede i Ekko debat om filmvold med indlægget Man parterer da kvinder.

Sociolog Tobias Petersen svarede, at kvinder er ofre, fordi kulturen anser dem for at være mere dyrebare end mænd.

© Filmmagasinet Ekko