Top 5: Serier på C More Play
C More kæmper en hård kamp på seriefronten, hvor konkurrencen med de pengestærke giganter Netflix og HBO Nordic stiller store krav, hvis man vil skille sig ud.
På C More kan man se originale HBO-serier som Game of Thrones og Girls på C More, men der er også eksklusivt guld at finde i gemmerne.
Nedenstående liste er – trods rangeringen – selvfølgelig ikke en endegyldig dom over alle serier på C More. Den skal ses som en guide til fem værker, man som tv-fan bør give en chance.
Det gælder også de kommende ugers lister, hvor der hver lørdag vil blive fremhævet fem fremragende serier på de største danske streaming-tjenester.
Det snævre fokus på den længere serielle fortælling betyder, at monumentale miniserier som Ingmar Bergmans Fanny og Alexander og Scener fra et ægteskab ikke er kommet med – men anbefales skal de selvfølgelig alligevel.
Imens er samtlige afsnit af klassikeren Seinfeld både at finde hos C More og konkurrenten Viaplay, hvorfor den heller ikke kommer med. Den fremragende football-serie Friday Night Lights ryger på, at kun tre af fem sæsoner er tilgængelige på tjenesten.
Derimod fokuserer vi på tjenestens mindre kendte amerikanske og britiske serier, der byder på både beskidt humor, glamourøs sex og den nok bedste skildring af teenage-livet til dato. Og de fleste af serierne er relativt korte – perfekt til et hurtigt serie-fix.
5. Extras, 2005-07
Alle kender forhåbentlig både den britiske og amerikanske udgave af The Office (som kan ses på C More). Mindre kendt er bagmanden Ricky Gervais’ Extras.
Den har også Gervais i hovedrollen som den socialt akavede mandsling Andy Millman, der drømmer om at avancere fra statist til en rigtig skuespiller. Serien er baseret på samme pinlighedshumor som i The Office, men et nyt krydderi er Andys møde med forskellige kendisser.
Særdeles mindeværdigt er eksempelvis afsnittet, hvor han møder nu afdøde David Bowie på en bar – og bestemt ikke gør et godt indtryk. Det ender nemlig med, at Bowie laver fællessang på stedets klaver i en ode til Andy med titlen Pathetic Little Fat Man.
4. The Girlfriend Experience, 2016-
The Girlfriend Experience er produceret af Steven Soderbergh og ligger i forlængelse af hans spillefilm af samme navn. Den er ikke nemt at blive klog på, men det er netop tiltrækningen.
Seriens første sæson følger den jurastuderende Christine Reade (Riley Keough), der arbejder som escort-pige i nattens mulm og mørke. Eller faktisk er foretagendet knap så lusket, for hun skammer sig øjensynligt ikke over studiejobbet og fremstår umiddelbart som en ung kvinde, der har kontrol over sin egen seksualitet.
Helt så simpelt er det naturligvis ikke, og i løbet af sæsonen konfronteres hun med omverdenens fordømmelse af sin anderledes livsstil. Det resulterer i en pirrende tur i lagnet, som også efterlader en masse spørgsmål om seksualmoral og identitet i en verden, hvor kærlighed er blevet noget, man finder på internettet.
3. Højt spin, 2005-12
Der er mange britiske serier på C More, men de fleste af dem er halvtørre miniserier baseret på Jane Austens romaner.
Helt anderledes er Højt spin, eller The Thick of It, som den hedder på originalsproget. På C More præsenteres den fejlagtigt som ”inspireret af den amerikanske tv-serie Veep”, for det forholder sig lige omvendt.
Engelske Armando Lanucci gik først til satirisk angreb på hjemlandets politiske institutioner med Højt spin. Siden kastede han sin kærlighed på vanviddet over Atlanten i Veep – hvis nyeste femte sæson også er på C More. De to serier deler et helt fantastisk sprog af konstante eder og forbandelser, og nogle tilsvininger lyder bare bedre på dronningens engelsk.
Derfor bør alle, som har kastet kærligheden på hylemorsomme Veep, også give Højt spin en chance.
2. Party Down, 2009-10
Ovenstående to britiske serier fik kun i omegnen af tyve afsnit hver, for det er måden, man gør det på i England. Hvis man må nøjes med det i USA, er det højst sandsynligt, fordi serien er blevet stoppet før tid.
Det skete således for Party Down, men de to sæsoner – om en flok tjenere, der prøver at blive skuespillere – er stjernespækket sjov fra start til slut. Vi følger gruppen ude på forskellige serveringsopgaver, mens de forsøger at dulme pinslerne med forskellige, euforiserende stoffer.
Serien har sjove mennesker som Adam Scott (Parks and Recreation), Lizzy Caplan (The Interview) og Martin Starr (Silicon Valley) i hovedrollerne. Den skal ses for deres skildring af livstrætte tjenere, som aldrig får det gennembrud, de håber på.
Det gjorde til gengæld netop Martin Starr i den næste serie, som topper vores liste.
1. Freaks and Geeks, 1999-2000
Vi har tidligere kåret Freaks and Geeks til tv-historiens bedste serie, der ufortjent kun fik én sæson.
Men de atten afsnit, som det blev til, leverer et af de mest realistiske og engagerende portrætter af det svære ungdomsliv nogensinde.
Mens Lindsay (Linda Cardellini) prøver at finde sig selv som en del af freaks-gruppen, er hendes lillebror Sam (John Francis Daley) og hans venner klassiske geeks. Den gruppe tæller også Martin Starrs über-nørdede Bill, der hverken får meget opmærksomhed i skolen eller hjemme.
Derfor er scenen, hvor han finder et øjebliks sjov og fællesskab alene foran tv-skærmen i sin stue i al sin enkelthed meget rørende. Det er et destillat af serien, som har så meget kærlighed til sine karakterer, at man ikke må snyde sig selv for at se den.
C More Play
On Demand-tjeneste med indhold fra C More, som er en samlebetegnelse for en række tv-kanaler.
Under det oprindelige navn Canal+ blev kanalen lanceret i Frankrig i 2003.
De skandinaviske kanaler er i dag ejet af TV4-Gruppen, der er en del af Bonnier-koncernen.
Streaming-tjenesten får hver måned en række nye film og tv-serier.
Kommentarer