Top 5: Serier på Viaplay
Der er mange serier på Viaplay, men størstedelen af dem er forskellige former for reality-tv og dokumentarprogrammer, som falder uden for denne listes interesseområde.
Blandt alt reality-fjolleriet gemmer sig dog også et par af tidens bedste serier, som i Danmark kun kan streames eksklusivt på Viaplay. Derfor giver det også mening at benytte tjenesten, selv om man ikke går op i den nyeste sæson af Paradise Hotel.
Serierne tæller en eklektisk blanding af samfundsrevsende og popkulturel komik, bittersøde dramakomedier og dystre dramaer af mere klassisk tilsnit.
Vi har valgt at se bort fra Mozart in the Jungle, Preacher, Underground og Mad Dogs, der alle er gode serier, men som vi også allerede har anmeldt. I stedet fremhæver vi andre glimrende serier. En af de allerede anmeldte har vi dog ikke kunnet se bort fra, da der er tale om en af de allerbedste serier i nyere tid.
5. Episodes, 2011-
Efter megasuccesen Venner – som også er på Viaplay – sluttede for over ti år siden, forsøgte skuespilleren Matt LeBlanc at køre videre med spinoff-serien Joey. Den kom desværre ikke i nærheden af forgængeren og sluttede efter to sæsoner.
Matt LeBlanc fik siden sit comeback, ikke som den sandwich-sultne storcharmør, men som sig selv sig i dramedy-serien Episodes. Her spiller han over for Tamsin Greig og Stephen Mangan, der som det britiske forfatter-ægtepar Beverly og Sean Lincoln tager turen fra England til Hollywood for som så mange andre at genindspille deres hitserie til det amerikanske marked.
Den skal LeBlanc være trækplaster for, og derfor bliver han både ægteparrets professionelle og private plageånd i en rolle, der gør tykt grin med skuespillerens manglende succes efter hovedværket.
Episodes har nu kørt i fire sæsoner, og som så mange andre serier har den svært ved at holde sig frisk. Det problem lider LeBlanc dog ikke af, og selv når serien af og til daler en smule, er han konstant på toppen som sig selv, så man næsten glemmer, at han engang var Joey Tribbiani.
4. Outlander, 2014-
Outlander er en vild genreblanding af en serie, som er blevet kendt for sin hede sex og blodige vold.
Den er et romantisk drama, som følger den gifte Claire Randall, der er sygeplejerske under Anden Verdenskrig. Der ryger dog såvel science fiction som fantasy i gryden, når hun pludselig transporteres til Skotland i 1743, hvor hun involveres i et trekantsdrama mellem ægtemandens forfader og den flotte kriger Jamie Fraser.
Serien er også et miks mellem høj- og lavkultur, som smager af lige dele kvalitets-tv og sæbeopera. Den er smukt filmet og refererer til virkelige historiske begivenheder, men er heller ikke bange for at køre melodramaet op i højeste gear for den gode histories skyld.
3. Community, 2009-15
Community havde en voldsomt turbulent levetid i komedieseriens seks sæsoner, men når den var bedst, leverede den noget af den skarpeste komik til dato.
Serien foregår mestendels på Greendale Community College, hvor en flok meget forskellige mennesker i hver sin alder ender sammen i en læsegruppe. Herefter bliver speederen kun sjældent sluppet fra den humoristiske pedal, når gruppen flere gange forvandler skolen til en krigszone i sjove referencer til film- og tv-historien.
I et af seriens bedste afsnit tages spaghettiwestern-genren under kærlig behandling, når der bliver fyret op for en gevaldig paintball-kamp, som også afslører det bankende hjerte bag de mange skarpe jokes.
Community var fra start en anmelderdarling, men ikke en publikumsfavorit, og serien var hele tiden på vippen til at blive stoppet. Tidligt startede sloganet #SixSeasonsAndAMovie for at støtte serien, og nu går fans og håber på en afsluttende film, efter at sæsonønsket blev opfyldt.
2. Transparent, 2014-
Transparent er en serie, som ingen må gå glip af. Vi har allerede smidt adskillige roser efter serien, men der kan ikke siges nok godt om historien om manden Mort, der først i pensionsalderen anerkender sit virkelige jeg som kvinden Maura.
Det er både sjovt og hjerteskærende, når ekskonen og de mere eller mindre egoistiske børn skal vænne sig til farens forvandling og alle de nye problemstillinger, den fører med sig.
Vi glæder os i hvert fald helt vildt til tredje sæson, der meget gerne skulle komme på Viaplay allerede senere i denne måned.
1. South Park, 1997-
Har man Comedy Central Danmark, TV 2 Zulu eller MTV i sin kanalpakke, kan man tænde for flimmerkassen nærmest ethvert givet tidspunkt og finde et hysterisk morsomt afsnit af South Park, der er en af tv-historiens bedste komedieserier.
Vil man gå mere metodisk til værks, kan man finde samtlige afsnit i de foreløbigt nitten sæsoner hos Viaplay – og gratister kan endda se den nyeste sæson på Viafree, som er gratis takket være reklamer.
Den efterhånden gamle serie om de politisk ukorrekte børn gjorde det umulige og genopfandt sig selv i seneste sæson. Pludselig var der modsat tidligere sæsoner en gennemgående linje i de ti afsnit, og det gav den altid skarpe samfundssatire et nyk opad.
Tyvende sæson af South Park kommer apropos til landet den 15. september, men har man ikke tid til at tænde for Comedy Central Danmark torsdag aften eller lede efter en genudsendelse de næste dage, bliver den forhåbentlig også tilgængelig på Viaplay, når sæsonen er omme.
Viaplay
Skandinavisk streamingtjeneste under tv-distributøren Viasat, som er ejet af den svenske medievirksomhed MTG.
Blev lanceret som Viasat OnDemand i 2007 og fik sit nuværende navn i marts 2011.
Viser film, serier, børneunderholdning og sport.
Tjenestens indhold bliver også vist på de tilknyttede TV3- og Viasat-kanaler i tv-pakker.
Se mere på Viaplay.dk
Kommentarer