Dag 7: Sex, løgn og iPhone

”Man sidder jo bare og venter på, at han skal ordne sin søster,” siger min franske sidemand. Han smiler forlegent bag det lille overskæg – men han mener det.

Og det er jo selvfølgelig noget af et statement, når man har fået kastet levende billeder i hovedet i tre timer. Desværre sidder den syndige analyse lige i øjet.

Tyske Philip Gröning er med i hovedkonkurrencen i Berlin for første gang med My Brother’s Name is Robert and He is an Idiot. Den fik filmkritikerne til at udvandre undervejs med himmelvendte øjne og buh-råb.

Det skete især henimod slutningen af My Brother’s Name is Robert and He is an Idiot, hvor det incestuøse virkelig træder frem, men indtil da er der nu også sket en masse … eller måske nærmere ikke en skid.

Flad filosofi
Det er svært at få hold på filmen, fordi den driver så ligegyldigt af sted. Med knitrende sommerbilleder fortælles historien om tvillingerne Robert og Elena.

Hun er på vej videre i livet for at studere, mens han planlægger ikke at lave andet end at dase i naturen og læse Heidegger. Derfor diskuterer de da også ofte filosofi, mens der konstant ligger spændinger imellem dem, som normalt ikke hører hjemme i søskendeforhold.

Især Elenas jalousi over for brorens mulige flamme bliver tydeligere og tydeligere.

Philip Gröning hiver og slider i sit publikums tålmodighed med sin slentrende fortælleteknik. Han lavede i 2005 dokumentaren Den store stilhed, men det er svært at se værdien i, at han er med i hovedkonkurrencen i år.

Det bliver simpelthen en flad fornemmelse. Også selv om unge Josef Mattes og Julia Zange gør det udmærket i de forskruede roller.

Dansk serie hitter
Så var der noget mere konventionelt gang i den, da DR-serien Liberty havde verdenspremiere. Den er baseret på Jakob Ejersbos Afrika-roman af samme navn, og den tiltrak sig stor opmærksomhed.

En pakket filmsal leverede store ovationer, og efter visningen var filmholdet på scenen for at besvare spørgsmål.

I sig selv er det imponerende, at DR stadig er så anerkendt et navn, at man kan have noget med i Berlinalens relativt nye seriesidekonkurrence. De udenlandske streamingtjenester fylder nemlig mere og mere for hver eneste serie, der bliver lavet, men med mere end tyve forskellige nationaliteter blandt pressefolkene må man sige, at interessen for dansk tv i den grad stadig er stor.

I Danmark er Liberty inden premieren på søndag blevet beskyldt for nepotisme, fordi den DR-ansatte Karoline Leths bror Asger blev hyret som seriens hovedforfatter. Men i Berlin blev Liberty hyldet for det gode håndværk uden antydninger af personfnidder.

Soderberghs iPhone
Eftermiddagen på Berlinalen stod helt og holdent i amerikanske Steven Soderberghs tegn.

Instruktøren, hvis voksenliv blev kickstartet i slutningen af 1980’erne med Guldpalmevinderen Sex, løgn og video, har været i Berlins hovedkonkurrence fire gange tidligere. I år viser han Unsane uden for konkurrence, men alligevel var biografsalen fyldt til bristepunktet.

Unsane handler om kvinden Sawyer (spillet med stor vildskab af Claire Foy), som bliver indlagt på et sindssygehospital.

Det ene horror-element afløser det næste, og Sawyer bliver mere og mere besynderlig. For ser vi virkeligheden igennem hendes filter, eller behandler man rent faktisk mentalt udfordrede mennesker med pinsler og psykisk terror?

Når det kommer til Soderberghs ”lettere” værker, er der ofte en distance til materialet og små komiske indslag undervejs. Og et let værk må man sige, at Unsane er. En velkomponeret gimmickfilm, som er skudt på bare to uger, men alligevel ofte er bævrende intens.

Publikum i salen både gøs og hvinede.

Mobiltelefonens begrænsninger gør, at Unsane får en 1990’er-fornemmelse over sig, eftersom der ikke er plads til de helt store skud, men derimod masser af closeup’s og stillestående indstillinger. Og uhyggen formår virkelig at plante sig i tilskueren.

Digital tingest
Selv var Steven Soderbergh kolossalt begejstret, da han mødte verdenspressen efter filmen.

”Det bliver svært at vende tilbage til et normalt kamera, fordi man kan flytte sin linse langt hurtigere med en iPhone,” sagde instruktøren og nævnte, at han snart går i optagelse med en ny film. Den forventer han også at skyde på en iPhone. 

Rygterne vil vide, at den kommende film tager udgangspunkt i de journalister, der gravede historierne fra Panama-papirerne frem, men faktisk handlede stort set hele Soderberghs pressemøde i Berlin om filmteknik. 

”Cirka hvert halve år kommer der en ny digital tingest, som kan udvikle fotografers arbejde,” sagde instruktøren og forklarede, at fotograferingen med en iPhone gør, at man kan være utroligt ligefrem med sin metode. I det øjeblik man ved, hvad der skal ske, så filmer man det straks. Det frigiver energi hos både instruktør og skuespillere, fordi der ingen ventetid er. 

Da Soderbergh blev spurgt til, om hans film om en kvinde, der spærres inde og bliver mishandlet af mænd, er en kommentar til #MeToo, svarede instruktøren kort og godt: ”Nej.” Og så blev der ikke spurgt om mere af den slags. 

Dem vi venter på
Soderbergh kan jo altså ikke vinde noget i år i Berlin, men lige netop bjørneuddelingen fylder faktisk mere og mere rundt omkring festivalpaladset. 

Screens stjernebarometer er i skrivende stund ikke blevet opdateret, men læser man anmeldelser fra de førende amerikanske og tyske medier, kan man konstatere, at både Lav Diaz’ musical Season of the Devil og Gus Van Sants Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot begge har fået blandet modtagelse. 

Derfor samler opmærksomheden sig naturligt nok også om særligt to af de resterende film i hovedkonkurrencen. 

Malgorzata Szumowskas Mug om en mands ansigtstransplantation var allerede inden festivalen en film, som mange talte om. Den har solgt godt til flere filmmarkeder allerede inden premieren og er rykket op som en endnu uset favorit, mens der det seneste døgns tid også har været masser af rygter om, at den mexicanske Museum skulle være en urimeligt god film. 

I Museum planlægger en gruppe kriminelle at røve et historisk museum, og kender man instruktør Alonso Ruizpalacios, så kommer hans fortælling nok til at hylde diverse filmgenrer undervejs. Sådan var det i hvert fald med hans fremragende Güeros, som vandt debutantprisen i Berlin for fire år siden. 

Berlinalen går altså og venter på Malgorzata og Alonso. Lad os så bare håbe, at de kan leve bedre op til forventningerne, end My Brother’s Name is Robert and He is an Idiot gjorde.