Dag 5: Sexchikane og tiden før livet

Tyve kvinder er indtil videre stået frem med anklager mod hiphop-produceren Russell Simmons. Tyve!

Og her taler vi ikke om lumre kommentarer eller upassende krammere, men forsøgte eller fuldbyrdede voldtægter. Alligevel har der ikke været noget nævneværdigt efterspil for manden, der beskyttes af en ikke særlig omstillingsparat musikbranche.

Den forargende dokumentar On the Record, der handler om anklagerne, har endda mistet distributionsaftalen.

Oprah Winfrey, der ellers havde lagt navn til projektet som executive producer, trak sig fra den et par dage før premieren, der prompte blev aflyst. Kreative uoverensstemmelser, lød begrundelsen.

Hvad det dækker over, må guderne vide, men distributøren Apple droppede i hvert fald filmen, som om den var det rene gift.

Dermed risikerer budskabet at gå uhørt hen, og det er en skam. For selv hvis man ikke tror kvinderne, så giver Kirby Dick og Amy Ziering et foruroligende indblik i de udfordringer, sorte kvinder står overfor, når de oplever seksuelle overgreb.

”Der er en diskurs, der siger, at sorte kvinder ikke kan voldtages,” som en af interviewpersonerne fortæller.

Omvendt er forestillingen om sorte mænd som en seksuel trussel stadig så udbredt, at sorte kvinder risikerer at blive lagt for had, hvis de bekræfter forestillingen ved at rapportere en sort mand for voldtægt.

On the Record er en ukunstlet dokumentar, men dens budskab står så meget desto stærkere af den grund. Lad os håbe, vi Sundance-gængere ikke bliver de eneste, der hører det.

Sjæle i livets venteværelse
På Sundance-festivalen ser man mange lødige hverdagsdramaer. Så det er forfriskende, når en film i hovedkonkurrencen går egne veje med et originalt koncept.

Det gør Edson Odas fabulerende debutfilm Nine Days i den grad. Her skal den reserverede eneboer Will nemlig interviewe en håndfuld kandidater til stillingen som nyfødt sjæl i et hus i et øde ingenmandsland. De håbefulde er opstået af ingenting, kort før de banker på hans hoveddør, og klarer de sig ikke igennem den ni dage lange udvælgelsesproces, vender de tilbage til ingenting.

Konceptet minder om Hirokazu Koreedas After Life i sin finurlige dissekering af et godt liv.

På en væg af gamle tv-skærme holder Will øje med de mennesker, han tidligere har ført ind i verden. Han føler med dem i dur og mol og frygter at vælge forkert.

Livet er hårdt for følsomme sjæle. Det ved han bedst selv. For modsat sin eneste ven Kyo, der kommer på besøg i ny og næ, har Will også levet et liv, før han endte her som gatekeeper i førlivets ingenmandsland.

Det er et interessant udgangspunkt for en filosoferende fortælling om, hvad der gør livet værd at leve, og en parade af veloplagte skuespillere som Zazie Beetz, Benedict Wong, Riz Ahmed, Tony Hale og Bill Skarsgård levendegør de teknisk set livløse karakterer.

Nine Days er et finurligt, måske lidt fortænkt bekendtskab. Men Edson Oda skal nok lave bedre film end denne, hvis bare han får lov. Fantasien fejler i hvert fald ikke noget.

Rodet politisk thriller
”Forstod du, hvad der skete?” hører jeg på vej ud af biografen. Jeg tænkte det samme undervejs i Dee Rees’ politiske thriller The Last Thing He Wanted.

Det var noget med en amerikansk graverjournalist Elena (Anne Hathaway), der i 1984 bliver overtalt af sin syge far til at gennemføre en våbenhandel, faren har forhandlet på plads i Costa Rica. Hurtigt ud og hurtigt hjem, en halv million dollars rigere.

Men da hun lander, snupper kontakten våbnene og skrider. Da Elena tager sagen i egen hånd, bliver hun hurtigt hvirvlet ind i en politisk konspiration, der er mørk som tjære og lige så klæbrig.

Filmen kan ses på Netflix allerede fra 21. februar, og jeg har på fornemmelsen, at oplevelsen er mere helstøbt, når man ser den med undertekster. Man taber hurtigt overblikket i den lynhurtige dialog, der for at gøre ondt værre er fuldt af spiongenrens diskret betydningsfulde udenomssnak.

Bedst som man tror, man har hittet rede i det ene bagholdsangreb, vender historien på en tallerken, så man igen mister overblikket. Det er virkelig en skam. For historien om amerikansk imperialisme og gedulgt våbenhandel i Latinamerika, der er inspireret af den virkelige Iran-Contra-affære via en roman af Joan Didion, er i udgangspunktet spændende.

Filmen er dyrt sat op og lækkert fotograferet, og en stjerneparade af skuespillere – der foruden Hathaway tæller Willem Dafoe, Ben Affleck og Rosie Perez – vækker 80’erne til live på overbevisende vis.

Ethvert holdepunkt kan smuldre dramatisk i spiongenren, men The Last Thing He Wanted er så elegant underfortalt, at den føles lige indforstået nok.