Nyhed
07. nov. 2018 | 10:36

Shortlist-nomineret får rolle i amerikansk serie

Foto | Jan Bastian Muñoz Marthinsen
Claes Bang er nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2018 for sin rolle som konservativ politiker, der mødes med en ung mand på et hotelværelse i Hotel Boy.

Skuespilleren Claes Bang er nomineret ved Ekko Shortlist Awards, men er også godt i gang med en international karriere, der tæller en rolle i serien The Affair.

Af Nicki Bruun

Nogle husker måske at have set Claes Bang i serier som Anna Pihl og 2900 Happiness, men med al respekt for dem er det noget større titler, skuespilleren arbejder på i disse dage.

Han fik et kæmpe gennembrud i Ruben Östlunds Cannes-vinder The Square i 2017 og er biografaktuel som hvidhåret skurk i Millennium-filmatiseringen The Girl in the Spider’s Web.

Og nu er Claes Bang taget til Los Angeles for at medvirke i femte sæson af serien The Affair, skriver skuespilleren på Facebook.

I oktober afslørede Bang i programmet Bearnaise er dyrenes konge på Radio24syv, at han skulle spille med i sidste sæson af en stor HBO-serie. Det var enten et bevidst røgslør eller en mindre fejl, for The Affair tilhører kanalens konkurrent Showtime, men kan herhjemme ses på streamingtjenesten HBO Nordic.

Claes Bang medvirker desuden i kommende internationale film som The Burnt Orange Heresy over for Donald Sutherland, Mick Jagger og Elizabeth Debicki (Natportieren) samt i Lyrebird, der også har danske Roland Møller på rollelisten.

Priser på kaminhylden
Claes Bangs første rolle efter succesen med The Square var dog i kortfilmen Hotel Boy, hvor han spiller den konservative politiker Stefan, der har et intimt møde med en ung mand på et hotelværelse.

Og Claes Bang er blevet nomineret i kategorien bedste mandlige skuespiller for sin præstation som den ikke videre sympatiske politiker, der af angst for sin at miste sin karriere forsøger at holde homoforholdet skjult.

Claes Bang vandt i 2017 prisen for bedste skuespiller ved den europæiske pendant til Oscar-uddeling – European Film Award – for sin rolle som forvirret museumsdirektør i The Square.

Skuespilleren med det sene gennembrud har dermed chancen for at hente flere priser hjem til kaminhylden, når årets Ekko Shortlist Awards løber af stablen 24. november i Bremen Teater.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko