Ekko Shortlist Awards 2020
26. nov. 2020 | 20:51

Shortlist-vinder fører publikum ud i mørket

Foto | The Animation Workshop
Parkbetjenten Megan Patel bevæger sig dybt ind i skoven for at opklare sin brors død, men naturen er lige så hemmelighedsfuld, som den er smuk.

”At vinde en af de mest prestigefyldte priser i Danmark er mere, end jeg turde håbe på,” siger britiske Jennifer Alice Wright, der vil bruge Ekko Shortlist-triumfen til at udbrede horror-animation.

Af Lasse Torp Hansen

”Der har aldrig været en stor smerte eller sorg i mit liv. Så det er ikke sådan, at jeg brænder inde med personlige historier. Jeg vil bare gerne have folk til at føle noget.”

Den smertefri person er britiske Jennifer Alice Wright. Hun er nyuddannet fra danske The Animation Workshop, og hendes afgangsfilm, Hvor træerne blokerer for lyset, vandt i lørdags prisen for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards.

Vinderen blev fundet i en sammentælling af publikums stemmer og vurderingen af den professionelle jury, der blandt andre tæller animationseksperten Jakob Stegelmann og instruktøren Amalie Næsby Fick (Den utrolige historie om den kæmpestore pære).

Filmen er også nomineret til en Robert for bedste kortfilm, og selv om den måske ikke bygger på personlige traumer, emmer den af en særligt dragende stemning.

Jennifer Alice Wright er stadig grøn i branchen, men filmen er et potentielt springbræt for den 26-årige instruktør.

”Nu hvor jeg har en pris fra Ekko Shortlist Awards under bæltet, håber jeg at kunne skaffe penge til min næste film ved at sige til støttegiverne: ’De her mennesker mener, jeg er kompetent. Så det bør du også!’”

”Det er en af grundene til, at jeg er så taknemmelig for prisen. At vinde en af de mest prestigefyldte priser i Danmark er langt mere, end jeg turde håbe på.”

Atmosfære af mystik
Hvor træerne blokerer for lyset
er en stop-motion-horrorfilm.

En ung parkbetjent tager ud i den mørke skov for at efterforske sin brors død. Skoven respekterer ikke tiden eller naturens love, og parkbetjenten bliver hurtigt fanget blandt endeløse træer, som bogstavelig talt bløder af minder.

Filmen ulmer af mystik og atmosfære fra den tunge skov og de blodige historier, der langsomt pibler frem i efterforskningen. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Twin Peaks, men Jennifer Alice Wright har ikke direkte hentet inspiration i David Lynch’ kultserie.

Hun er inspireret af teaterkunst, animation og computerspil. Alt dette har instruktøren udviklet til sin egen stil på The Animation Workshop i Viborg, hvor hun for nyligt har færdiggjort en bachelor i Character Animation.

The Animation Workshop har vundet hovedprisen seks ud af syv gange, der har været afholdt Ekko Shortlist Awards. Og den britiske kvinde, der kommer fra det sydlige Wales, var aldrig i tvivl om, hvor hun ville uddanne sig.

”Jeg ville kun på The Animation Workshop. For mig er det et helt særligt sted. Jeg har det indtryk, at uddannelserne i Storbritannien lærer én at blive en kunstner, som tilfældigvis animerer,” fortæller Jennifer Alice Wright.

”I Viborg lærer du at være en del af et filmhold. Det virkede som den bedste vej ind i branchen. Jeg var heldig og fik lov at instruere de projekter, vi arbejdede på under uddannelsen.”

Mere film end animation
Den danske animationsbranche er dog benhård. Der produceres meget få spillefilm hvert år, og kun de færreste animatorer kan leve af at instruere. Men det skræmmer ikke Jennifer Alice Wright.

”Jeg vil helt sikkert blive ved med at instruere! Jeg er allerede i gang med min næste idé. Jeg er totalt dedikeret til at være i forreste linje i kampen for at udbrede horror-animation og gøre det til mainstream,” siger instruktøren.

For Jennifer Alice Wright er animationsfilm mere film end animation. Hun vil sammenlignes med alle andre filmskabere og ikke bare sættes i en separat bås.

”Netop derfor er jeg særdeles stolt over, at Hvor træerne blokerer for lyset er i spil til prisen som bedste kortfilm ved Robert-uddelingen blandt live action-film,” fortæller hun.

Venter på Netflix
Instruktøren arbejder for tiden på en animeret horror-western og har flere af sine tidligere klassekammerater og samarbejdspartnere fra Viborg med på filmholdet.

Netflix har skruet op prioriteringen af animationsfilm, fordi coronakrisen har gjort det sværere at optage live-action. Instruktøren vil bestemt ikke have noget imod en henvendelse fra den globale streaming-gigant. Som hun med et glimt i øjet siger:

”Jeg drømmer om at have et kontor i København, hvor Netflix hver måned sender mig penge til at lave film.”

Kommentarer

Jennifer Alice Wright

Født 1994 i Bridgend, Wales.

Instruktør og manuskriptforfatter.

Uddannet fra The Animation Workshop i 2019.

Vandt animationsprisen ved Ekko Shortlist Awards for Hvor træerne blokerer for lyset.

© Filmmagasinet Ekko