Dag 8: Sidste omgang med River Phoenix

Som optakt til Berlinalen skrev vi historien om, hvordan instruktøren George Sluizer måtte stjæle de mere end 700 kg råfilm til Dark Blood fra filmens forsikringsselskab. Filmen, der blev River Phoneix’ sidste har været tyve år undervejs, men historien om Dark Bloods tilblivelse er i sidste ende desværre mere spændende end resultatet.

Dark Blood handler om et kriseramt ægtepar, der strander i et ørkenlandskab et sted i USA, da deres bil bryder sammen. Mens de venter på, at bilen bliver lavet, møder de dommedagsprofeten Boy (River Phoenix). Han tilbyder, at parret kan overnatte hos ham, indtil de kan komme videre.

Men så nemt bliver det bare aldrig for Henry (Jonathan Pryce) og Buffy (Judy Davis) at slippe ud af kløerne på den ustabile enspænder.

Triviel øko-western
Da River Phoenix døde i 1993, manglede Sluizer at færdiggøre 25 procent af optagelserne. Som erstatning fortæller instruktøren hen over filmen, hvad der sker i de manglede scener. 

Det virker såmænd glimrende. Det tilføjer filmen en poetisk melankoli, der komplementerer den visuelle oplevelse, som de flotte optagelser af ørkenlandskabet byder på.

Dark Blood er dog ikke et af filmhistoriens store ufuldendte mesterværker.

For George Sluizers fortælling om den ellers velspillede River Phoenix’ karakter, virker blot som et påskud for en lettere triviel skråtfinger rettet mod kapitalisme, politikere og det elitære samfund. Man kan nærmest kalde Dark Blood for en slags øko-western.

Kommer ikke i distribution
Den 80-årige instruktør er mest kendt for sin kult-thriller Spoorloos (1988), der undersøger ondskabens væsen og byder på en filmhistoriens mest chokerende slutninger.

Han tog til Hollywood for at lave en genindspilning med Jeff Bridges. Det blev til den mildere og mindre intellektuelle The Vanishing (1993), som instruktøren selv lagde en kraftig distance til.

George Sluizer er ikke blevet mindre kritisk med alderen, hvilket man kunne mærke på dagens pressemøde, da samtalen faldt på forsikringsselskabet, han stjal filmen fra.

”De er ligeglade med film, og de er ligeglade med kultur. De interesserer sig ikke for pengebeløb under 500 millioner dollars,” lød det fra hollænderen, der forgæves har forsøgt at lave en handel med forsikringsfirmaet.

For så længe filmrullerne – der nu opbevares på det hollandske filmmuseum - officielt er stjålet, kan der ikke laves en aftale om at få filmen sendt i distribution. Derfor vil Dark Blood indtil videre kun kunne opleves på få filmfestivaler.

Tre af Berlinalens bedste
Tre væsentlige film i hovedkonkurrencen må nødvendigvis omtales her på Berlinalens faldereb, og det fører os til Rumænien, Chile og Kasakhstan.

I den rumænske Child’s Pose møder vi Cornelia, der tilhører landets pengestærke elite. Han er en sand tyran, som har skubbet sin søn fra sig.

Filmen starter med, at sønnen (Bogdan Dumitrache) i høj fart i sin BMW kører en uskyldig dreng i døden. Og Cornelias usympatiske karaktertræk kommer præcis til udtryk i scenen, hvor et øjenvidne fortæller om ulykken og bruger et askebæger til at illustrere ulykkesstedet, som Cornelia kynisk skodder sin smøg i.

Sønnen kan se frem til mange års fængsel, og for Cornelia øjner chancen for at trække sin fortabte søn i land. Med penge kan man nemlig komme langt i Rumænien, og instruktøren Calin Peter Netzer efterlader heller ingen tvivl om, at filmen er en kritik af et system og et land, hvor forskellene mellem rig og fattig synes uendelig stor.

Tragikomisk perle fra Chile
I Sebastián Lelio tragikomiske Gloria fra Chile er vi i den mere hjertevarme og morsomme ende. Som når vores hovedperson Gloria finder overboens temmelig grimme kat skrigende i sin lejlighed. Sådan byder filmen på mange sjove og skæve momenter.

I flere år har Gloria været fraskilt og begynder nu at bevæge sig ud i selskabslivet, hvor hun en dag møder Rodolfo (Sergio Hernandez). Det bliver starten på en romance, hvor vi først skal gennem hede sexscener, inden kærligheden mellem dem naturligvis ender i en konflikt.

Det kan måske virke banalt, men Leilo fortæller sin historie på en rørende og intelligent måde. Ikke mindst Paulina Garcías præstation i den stærke hovedrolle efterlader et overbevisende indtryk.

Gloria er blevet festivalens buzz. Det er film, alle taler om. I branchebladet Screen kunne man i går læse, at filmen er blevet solgt til distribution i hele verden. Den vil utvivlsomt også ramme de danske biografer, og det sker sandsynligvis også for Child’s Pose.

Begge film er nemlig skabt af det materiale, som vil gå rent ind hos det publikum, der foretrækker at sætte deres ben i biografer som Grand Teatret eller Øst For Paradis.

Kasakhstansk knægt imponerer
Men i udvalget fra de små filmnationer i år i hovedprogrammet trækker Kasakhstans Harmony Lessons dog det længste strå. 

Filmen er Emir Baigazins debut, og det er en foruroligende oplevelse.

Trettenårige Aslan lever med sin mormor i en fattig og gudsforladt flække. Skolen styres af mini-gangsteren Bolat, der grotesk har kontor i skolens kælder, hvor man i bedste The Godfather-stilkan komme i audiens med sine problemer. Bolat har endda udstedt ordre om, at ingen må tale med outsideren Aslan.

Den ensomme dreng lider af tvangstanker. Han laver daglige ritualer, så hans sindstilstand kommer i harmoni. Men hans tilstand forværres, jo længere i filmen vi kommer. Det går først ud over kakerlakker, og det er vist næppe set på film før, at de sprællende insekter må lade livet i en hjemmelavet miniature-udgave af den elektriske stol!

Vi ved, at Bolat kommer til at stå for skud.

Det er effektivt fortalt. Vi oplever aldrig psykopaten i aktion, og det gør blot den blege Aslan endnu mere skræmmende. Man blev næsten ræd for ham på pressemødet, hvor tilhørerne hujede og klappede, da Timur Aidarbekov blev introduceret. Knægten spiller simpelthen fantastisk og er et godt – men måske vovet – bud på en statuette.