Sjovt Inc.

I marts 2012 bliver Conan O’Briens talkshow afbrudt af en mand med stort overskæg og bordeaux-rødt jakkesæt, der spiller særdeles ekspressivt på jazzfløjte og præsenteres af værten som ”Ron Burgundy fra Channel 4 News Team”.

Efter lidt selvfed og plat smalltalk – måske vil en lille ”backstage cutie” spille på hans fløjte senere – når Ron Burgundy omsider frem til den proklamation, han var kommet for at levere til alle i ”Amerika’erne, vores venner i Spanien, Tyrkiet og Storbritannien, inklusive England”:

Han og Paramount Pictures er blevet enige om at lave en sequel til Anchorman! Og publikum går amok i begejstring.

Men hvad er det lige, der sker?

Ron Burgundy er ikke nogen virkelig person, han er en fiktiv tv-vært fra 70’erne spillet af den amerikanske komiker Will Ferrell i filmen Anchorman: The Legend of Ron Burgundy fra 2004. Nu sidder han i Conan O’Briens tv-studie, hvor han i forhold til Anchormans fiktive 70’er-univers ikke burde kunne befinde sig, med mindre han er kommet i besiddelse af en tidsmaskine.

Line-o-rama
Vi er talrige fans, der har forlangt en opfølger til Anchorman, og for os er Ron Burgundy måske faktisk en god del mere virkelig eller måske bare mere tydelig end Will Ferrell. Det forekommer fuldstændig rimeligt, at Ron Burgundy går lyslevende rundt og tager sig af markedsføringen for de film, han har hovedrollen i.

Men hvordan skal vi genrebetegne dette talkshowindslag, som dagen efter skifter status til YouTube-klip, hvor en komiker som reklame-stunt for en kommende film opfører en lille, tilsyneladende delvist improviseret sketch?

Der er for meget komisk, galsindigt overskud i Ferrells performance til, at man kynisk kan reducere indslaget til blot og bar markedsføring og brand-massage. Det er simpelthen for svimlende sjovt til ikke at være noget i sig selv.

Den første Anchorman-film og den kommende har vi intet besvær med at betragte som selvstændige værker. Det er de imidlertid kun i biografen, for lige så snart filmen kommer ud på dvd og blu-ray, er autonomien totalt kompromitteret i form af bloopers, fraklip og mere eller mindre fiktive mini-dokumentarer.

Komedier har de seneste fem år endda opereret med en særlig fraklip-særgenre, ”line-o-rama”, der sammenklipper en komikers improviserede versioner af en scene eller oftest bare en enkelt replik. Store improvisatorer som Jim Carrey har også tidligere inkluderet scene-variationer i deres fraklip – jeg kan huske en dvd (men sigende nok ikke titlen på den), hvor Carrey klappe-tænder en lampe igen og igen og stadig mere gakket.

Men det er nyt, at det er blevet forfremmet til sin egen kategori, og hvad er femten versioner af den samme replik i hastig rækkefølge dog for et slags kunstværk? Et fantastisk underligt og inciterende kunstværk!

Selv Will Ferrells optræden hos Conan O’Brien – i sig selv en sidevogn til Anchorman – har sin egen sidevogn på Ferrells og hans faste makker Adam McKays hjemmeside Funnyordie.com. Her ligger nemlig en lille backstage-reportage fra talkshowet, hvor kameraet følger Ron Burgundy, før og efter han er på scenen. Allerførst vasker han hænder: ”En af livets små fornøjelser – at vaske hænder. Kan ikke være for forsigtig nu om stunder, med alle de e-coli-bakterier i omløb og skarlagensfeber og Tourettes-syndrom i vandforsyningen.”

Det ligner – og jeg vil så gerne tro på, at det er – en 100 procents improvisation.

Generøs gavegivning
På YouTube kan man finde flere Anchorman-relaterede klip. Det kosteligste er en prøvefilmning af Ron Burgundy – igen, ikke Will Ferrell – for sportskanalen ESPN, som han fuld af foragt ikke giver mange chancer for at overleve.

Men som måske endnu større Steve Carell-fan end Will Ferrell-fan kan jeg heller ikke stå for den virkelige prøvefilmning af Carell, der på det tidspunkt endnu ikke var blevet stor stjerne i The Office og The 40 Year Old Virgin, til rollen som den minimalt begavede vejrmand Brick. Han gennemlider det uhyggeligste kunstige latteranfald, mindst fem gange så langt som det endelige anfald i filmen.

Og hvad er så grunden til, at alt dette halløj er vigtigt at tale om og forsøge at fiksere? At det ikke er sekundært eller perifert halløj. Det er på lige linje med og ofte endda mere end filmenes primære halløj. Det er langt fra alle scener i selve Anchorman, der er lige så sjove som de her oplistede knopskydninger.

Hvis jeg skal komme helt op at køre, tror jeg, at netop knopskydningens karakter er en vigtig faktor, både for komikeren og fansene. Det er en overflod af generøs gavegivning: ”Værsgo, et ekstra grin, fordi vi ikke kan lade være.” Carell-prøvefilmen er ikke generøs i sig selv, men at forære den til fansene er.

For komikerne er problemet med komedier jo, at de skal have et eller andet slags plot, og det er komikere grundlæggende bare ikke gearet til eller interesseret i. De går målrettet efter den optimale grad af komik i karakter-mekanikken og den enkelte scene eller replik. De er sketch-artister.

Gak-gak-galsindigt
De store amerikanske komikere fra 60’erne – som Lenny Bruce, George Carlin eller Richard Pryor – havde alle deres baggrund i stand-up-komikken, hvis personlige, bekendende attak de arbejdede på at gøre mere politisk relevant og moralsk provokerende.

I 70’erne havde man på den ene side komikere som Steve Martin, Andy Kaufman og Steven Wright, der eksperimenterede absurdistisk, happening-agtigt og minimalistisk med stand-up-formen. Og på den anden side komikere som Bill Murray, Chevy Chase, John Belushi og Dan Aykroyd, der med baggrund i improteatergrupper og karakter- og sketch-komik fik deres store gennembrud i live-showet Saturday Night Live.

Med få undtagelser – som en guddommelig, ung Eddie Murphy – har de væsentligste og sjoveste filmkomikere siden 80’erne ikke været stand-up’ere med en klar pseudo-autentisk karakter. Den type har i stedet lavet sit-coms med Jerry Seinfeld som det ypperste eksempel.

Nej, de har til gengæld været kamæleon-crazy sketchartister, der i real time skulpterer barokke personer og situationer. De er ikke vits-pointeret sjove eller satirisk, karikerende sjove (heller ikke når for eksempel Will Ferrell spiller George W. Bush), men snarere surrealistisk, gak-gak-galsindigt sjove. De dyrker en sjofel, latrinær under-bæltestedet-humor – en dadaistisk, aggressivt anti-autoritær infantilitet!

Derfor er filmenes bedste scener og øjeblikke også nogle, der intet som helst har med de som regel temmeligåndssvage og udvendige plot at gøre.

Et af de allerbedste eksempler er akkurat jazzfløjtescenen i Anchorman, der tager alt for pragtfuldt lang tid, og hvor Ron Burgundy springer rundt og fløjter og undervejs stikker hovedet under døren til en mand, der er på toilettet (på dvd’en optræder et fraklip, hvor Burgundy tager fløjten fra munden for at nonsensscatsynge lidt!). Det er meningsløs sjov for sjovets skyld: En jazzfløjte er en jazzfløjte er en jazzfløjte!

The Frat Pack
Ved siden af filmene og klippene i relation til filmene optræder komikerne i stigende grad i selvstændigeshow-optrædener og sketchfilm, hvor de med stærkt blinkende gåseøjne er ”sig selv”. På Funnyordie.com har de endda et parodisk talkshow, Between Two Ferns, med den fantastiske, skæggede komiker Zach Galifianakis som en skiftevis distræt og aggressiv vært (når han da ikke spiller sin fiktive tvillingebror Seth), der sidder med sin gæst mellem to bregner.

Og ligesom Steve Martin og Bill Murray fra generationen før kan især Ferrell og Jim Carrey ikke lade være med at benytte enhver talkshow-optræden som afsæt for en lille forestilling og meget gerne et sangnummer, som da Carrey croonede sig igennem A-has Take on Me hos David Letterman.

Parallelt med det intrikate klip-netværk, enhver komedie i dag udvikler sig til, har vi netværket af komikere, der af og til kaldes The Frat Pack i en tredobbelt henvisning til amerikanske studenterforeninger (kaldet ”fraternities”), Frank Sinatras Rat Pack og 80’er-ungdomsfilmenes Brat Pack.

The Frat Pack består af skuespillere, der spiller sammen med hinanden i både spillefilm og klipfilm og sitcoms (Will Ferrell har for eksempel gæsteoptrådt i tv-serierne The Office med Steve Carell og Eastbound & Down med Danny McBride). De ses i både hovedroller og biroller – og cameos, som på grund af den komiske antiplot-energi sagtens kan stjæle billedet. Den klart sjoveste i Wedding Crashers med Owen Wilson og Vince Vaughn i hovedrollerne er Will Ferrells veteran-bryllups-crasher, der er rykket videre til at blive begravelses-crasher.

Skuespillere som Jason Bateman, Michael Cera, James Franco, Danny McBride, John C. Reilly, Owen og Luke Wilson, Paul Rudd og Vince Vaughn er klart sjovere i biroller end hovedroller. Jack Black, Steve Carell, Kristin Wiig, Anna Faris, Seth Rogen og Will Farrell har klaret sig i hovedroller, og Ben Stiller kan også begge dele – sindssygt sjov både i birollen som ond høvdingeboldspiller og fitnessfanatiker i Dodgeball og som den model-forfængelige titelkarakter i Zoolander.

Bolsjefarvet eminence
Jeg vil mene, at de væsentligste, toneangivende auteursi dette komiske vildnis er komikerne selv i selvstændigeksplosivitet og indbyrdes ping-pong-konfrontation.Men selvfølgelig er der også andre kreative kræfterpå spil.

Will Ferrell har i Anchorman og andre af sine bedste film haft et frugtbart samarbejde med instruktøren og manusforfatteren Adam McKay. Seth Rogen er ikke bare talentfuld komiker, men sammen med vennen Evan Goldberg også manuskriptforfatter til film som Superbad og Pineapple Express. Og ud over at have instrueret og skrevet manuskript til The 40 Year Old Virgin, Knocked Up og This Is 40 optræder Judd Apatow som producer på et utal af tidens komedier og er nok det tætteste, vi kommer på en bolsjefarvet eminence for den nye lattermildhed.

Man har travlt, hvis man skal nå at få del i alle de sjove øjeblikke, komikerne kaster i grams. Men hold op, hvor bliver man også lyksalig, når man hektisk trykker sig frem til ekstramaterialet på Brudepiger-dvd’en og finder det vildt sjove, lange, lange fraklip med Paul Rudd som Kristen Wiigs perfekte date, der slår sig en smule på skøjtebanen og flipper fuldstændig ud på forældre og især børn.

Derfor er den vigtigste dato ikke premieredagen for den nye Anchorman: Fortsat flimmer på skærmen, men udgivelsesdagen for dvd- og blu-ray-udgaven.

Jeg er fuld af latterlængsel!