Skal man købe eller knalde Refns motorcykel?

Der er godt nyt i vente for os, der har savnet biografmøder med dansk films største æstetiker: Nicolas Winding Refn har en ny film i støbeskeen! 

Den endnu unavngivne film skal indspilles i Tokyo til næste år, vil foregå på engelsk og japansk og ifølge instruktøren byde på ”masser af glitter og en masser af sex og vold”. 

Det lyder med andre ord som et projekt i sømløs forlængelse af den hofstil, der har gjort Nicolas Winding Refn – eller NWR, som han signerer sine projekter – til en af verdens mest distinkte kultinstruktører. 

Det er otte år siden, han sidst har været biografaktuel, da han førte Elle Fanning ud i et poppet modemareridt i The Neon Demon. 

”Med alle forandringerne i vores samfund i løbet af de sidste fem år, og alle de teknologiske udviklinger, føles det som det helt rette for mig at gøre,” udtaler Nicolas Winding Refn til det førende branchemedie Variety. 

Fetichistisk ærefrygt
Nyheden kom i forbindelse med premieren på hans seneste projekt, reklamefilmen Beauty Is Not a Sin, der lørdag havde verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. 

I en kridhvid kirke i Sicilien går en gudesmuk ung kvinde i sørgeklæder til bekendelse om sine dødssynder hos en præst med flere tatoveringer end en russisk straffefange. 

Grådighed – hun skovler pasta indenbords siddende foran et bord dækket med alt godt fra det italienske køkken. 

Lyst – hun stirrer henslængt på en afklædt ung mand, kradser hans barberede brystkasse, lader ham løsne hendes kjole og giver sig hen i hed omfavnelse. 

Misundelse – hun bliver passeret på gaden af en skarp, rød motorcykel og følger den til en baggård, hvor modeller støver maskineriet af med fetichistisk ærefrygt. 

Nevøen Julian Windings pumpende electronica tager over for reallyd, mens Magnus Nordenhof Jøncks kamera bevæger sig sindigt og målbevidst, kæler for detaljerne og pirrer sanserne. 

Man ved ikke, om man har lyst til at købe eller knalde den motorcykel fra mærket MV Agusta, som det hele handler om. 

Præstens hemmelighed
Beauty Is Not a Sin er den første reklamefilm i det officielle program på Venedig-festivalen nogensinde. 

”Fra nu af vil alle reklamer forsøge at komme ind,” som Refn siger til Variety. 

Man gyser ved tanken, for de fleste reklamefilm er ikke så kunstnerisk formfuldendte som hans. Det er en billedfortælling i stil med den Prada-reklame, han stod bag for et par år siden, ordløst fortalt og med et twist til slut. 

For præsten deler hendes svaghed. Han har selv en Superveloce 1000 Serie Oro stående i gaden bag kirken. 

”Hvem har nogensinde sagt, at en film ikke kan være syv minutter lang?” skriver NWR i en udtalelse til festivalen. 

Hensigtserklæring i Pusher
Reklamen er hyperæstetiseret og sexet og vises på festivalen som forfilm til en nyrestaureret version af debutfilmen Pusher fra 1996. 

Set i forlængelse af hinanden er der både et tydeligt slægtskab og en verden til forskel. 

Den ikoniske introsekvens til 90’ernes cooleste danske film, hvor filmens karakterer ser direkte mod kameraet i mørklagte billeder over et buldrende trommebeat, føles som en hensigtserklæring, Nicolas Winding Refn lige siden har arbejdet på at efterkomme. 

Selve restaureringen er godt gennemført, men ingen gamechanger. Pusher har en skramlet charme, som har langt mere med rystet kameraarbejde og overstyrede mikrofoner end manglende billedkvalitet at gøre. 

At billederne virker skarpere og lyden renere betyder mindre end gensynsglæden ved at se så meget ungt talent folde sig ud, før de erobrede verden. 

Kort forinden havde jeg endda på festivalen set Zlatko Buric uddele verbale ørefigener til George Clooney og Brad Pitt i actionfilmen Wolfs. De minder om dem, Frank må udstå i Pusher, fordi han skylder penge. 

Alle mediers moder
Siden har Nicolas Winding Refn opbygget en loyal fanskare som grindhouse-kunstner med art house-sensibilitet. 

Drive fra 2011 er et regulært mesterværk, der forener kunstnerisk kompromisløshed med et publikumstække, han siden har lagt på hylden. 

Only God Forgives fra 2013 og The Neon Demon fra 2016 er fascinerende for en dedikeret skare, og hans ambitiøse serie Too Old to Die Young fra 2019 vandt ham ikke mange venner blandt verdenspressen, da han viste to midterafsnit på Cannes-festivalen og i samme forlængelse proklamerede, at filmmediet er dødt.

”For gammel til meningsløst gejl,” lød det kontant fra Ekkos chefredaktør. 

Da Refn i 2023 fulgte op med den seks timer lange, mindst lige så mystiske og dvælende noir-serie Copenhagen Cowboy, som havde premiere på Venedig-festivalen for to år siden, føltes det, som om vi skulle tage instruktøren på ordet. 

Men hverken Amazon eller Netflix, der finansierede en serie hver, har meldt ud, om de er blevet succeser. Under sidste års Venedig-festival sagde Refn pludselig, at filmkunsten skal reddes fra streamingtjenesternes klør, og at tjenesterne er ”overfinansierede og rådne af penge og kokain”. 

Nu vender han så tilbage til ”alle mediers moder”, som han smart formulerer det i Variety. 

Uden at være helt eksklusiv, for han arbejder også på et par andre projekter, hvor det ene lader til at være et computerspil. For som han spørger: ”Hvis Lumiere-brødrene havde opfundet computerspil i stedet for film, hvordan ville verden så se ud i dag?”