Serieanmeldelse
10. sep. 2022 | 14:08

Copenhagen Cowboy

Foto | Christian Geisnæs
Det er et lige dele billedskønt og livsfarligt univers, som Nicolas Winding Refn sætter i scene i sin danske Netflix-serie.

Der er ikke meget Pusher over Nicolas Winding Refns tilbagevenden til Danmark, hvor han fortsætter de senere års dvælende neon noir-stemning med glimtvis genialitet.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Hvad kan man efterhånden sige om Nicolas Winding Refn – eller #byNWR, som han stadig krukket signerer sine værker?

I Danmark længes vi måske stadig efter den gamle Jang, der droppede ud af Filmskolen for at blæse støvet af branchen med Pusher. Men i USA har man for længst omfavnet initialkunstneren NWR, ham med neonæstetik og electrosynth, tavse hævnere og museumssmukke voldsorgier. 

Det er umiskendeligt NWR, der atter lægger til i dansk havn med Netflix-serien Copenhagen Cowboy. Det er langt hen ad vejen helt i tråd med hans begsorte neon noir-film og særligt med den tretten timer lange Amazon-satsning Too Old to Die Young

Det starter med slagtesvin, der grynter og hyler, mens en mand kvæler en kvinde i baggrunden. Så er scenen sat med et urovækkende billede, der går igen i løbet af serien. 

Snart introduceres vi for Miu, historiens ordknappe hovedperson. Hun ankommer til et provinshus hos serbiske Rosella og hendes gangsterbror Andrej et unavngivet sted i Danmark. 

Miu er en lykkeamulet, forlyder det. Hun får blomster til at springe ud og drømme til at gå i opfyldelse – som Rosellas drøm om at blive mor i en sen alder. 

Andrej ser hellere, at Miu kommer i stald på det bordel, han har kørende i kælderen. Her tager Rosellas mand Sven for sig af varerne, mens han grynter som det svin, han er. Da de andre prostituerede håner Miu, forbarmer den blonde Cimona sig over hende, og sammen drømmer de om at undslippe. 

Bordelmiljøet er gustent sat i scene med støvede interiører og Magnus Nordenhof Jøncks tilbagetrukne kamera, der drejer langsomt rundt i iltfattige tableauopstillinger. 

Historien dvæler. 

Siden Drive har Refn arbejdet med stemninger snarere end plot, knivleg hellere end dolkestødet, og Miu står mange ydmygelser igennem, før bægeret endelig flyder over. 

Vi er godt halvvejs igennem serien, før Copenhagen Cowboy overhovedet når til København. Da Miu forlader bordellet, vikles hun straks ind i endnu et gangsterplot med den kinesiske restaurantejer Mor Hulda, der skaffer lig af vejen for gangsteren Mr. Chang. 

Bagerst i køkkenet har hun en motorsav, og bag restauranten har hun en grisestald. Og hendes svin er sultne. 

Man mindes skurken Mason Verger fra Hannibal, der ville fodre den forfinede kannibal til sine grise, eller Brick Top fra Guy Ritchies Snatch, for ikke at nævne den fåmælte Mr. Wu i westernserien Deadwood, som alle bruger samme metode til at skaffe beviser af vejen. 

Mor Hulda rydder dog ikke op af et ondt hjerte. Mr. Chang har nemlig kidnappet hendes datter. Og Miu træder endelig i karakter, da hun beslutter sig for at redde hende. 

I Too Old to Die Young føltes det nærmest, som om Refn og medforfatter Ed Brubaker dystede om, hvem der kunne skrive de mest forkastelige karakterer. Resultatet blev, at publikum ikke havde meget at hægte følelserne op på. 

Men i Copenhagen Cowboy, der er skrevet sammen med Johanne Algren og Isabella Jønsson (som har en pen med i henholdsvis Holiday og Hvor kragerne vender), har Miu et moralsk kompas, der gør hende til et bedre holdepunkt for historien. 

Angela Bundalovic (The Rain, Limboland) driver i hovedrollen gennem serien med stenansigt og et stramt, blå-rødt jakkesæt. Hun er en diminutiv superhelt i et hårdkogt univers af gangstere og ludere, gadesælgere og overklassepsykopater. 

Er hun en ånd, et spøgelse, eller måske ligefrem et rumvæsen, som Nicolas Winding Refn antydede til pressekonferencen på Venedig-festivalen? 

For at skaffe kapital til at købe datteren fri opsøger Miu en gammel kending: Milo, Zlatko Buric’ gangsterboss, der huskes fra Pusher-trilogien og stadig sekunderes af Slavko Labovic, dog i en anden rolle end dengang. Han sætter hende til at sælge coke, blandt andre til Mikael Bertelsen og Mads Brügger, der morer sig i en cameo-rolle som arkitekter, mens Nicolas Winding Refn ser tyst på. 

Det er ren nostalgi for fans af Pusher og journalistmakkerparrets hedengangne interviewprogram Den 11. time, hvor Refn selv medvirkede et par gange. 

Samtidig udfoldes en mere sinister og surrealistisk historie om overklassemorderen Nicklas, der er grum med sit psykopatiske slikhår og isnende blå øjne, sin ødipale mortrang og hang efter at ”suge blod som morfar og Onkel Blodtand”. 

Det er lige så kitschet som hårrejsende. 

Copenhagen Cowboy er en surrealistisk eventyrfortælling, der sejler rundt mellem forskellige tonelejer: thriller, western, horror, kung fu-film, gangsterkomedie og feministisk superheltefilm. Den leverer bravurscener i de fleste genrer, hvor lyse synthtoner skaber stressstemning, og basgangen får salens klapsæder til at skælve. 

Jeg kan godt frygte, at det er svært at overgive sig til seriens hypnotiske dommedagsstemning, hvis man ser den i bidder foran fjernsynet eller – gys! – på telefonen. For selv om serien stråler i øjeblikke, kan der unægtelig være langt og stillestående mellem snapsene. 

Man er aldrig i tvivl om Nicolas Winding Refns æstetiske talent og billedsans. Han er blevet del af en meget lille gruppe instruktører, hvis film man kan kende på et enkelt billede, og det er både en cadeau og en hæmsko for kreativiteten. 

NWR danser efter sin egen pibe og lader ikke til at være særligt optaget af, om publikum danser med.

Trailer: Copenhagen Cowboy

Kommentarer

Titel:
Copenhagen Cowboy

Land:
Danmark

År:
2022

Serieskaber:
Nicolas Winding Refn

Medvirkende:
Angela Bundalovic, Lola Corfixen, Zlatko Buric, Andreas Lykke Jørgensen, Jason Hendil-Forssell, LiIi Zhang, Dragana Milutinovic

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
9. september på Venedig-festivalen, uvis på Netflix

© Filmmagasinet Ekko