Dag 6: Syre og skuffelser

Hurra for de underlige film! 

Efter en lang dag med respektabelt forglemmelige dramaer gav Jeff Baenas udsyrede vanvidsdrama Horse Girl festivalens sjettedag en tiltrængt uforudsigelighed. 

Så kan det godt være, at filmen er mere interesseret i at hyle sit publikum ud af den end i at samle trådene på en måde, der giver rationel mening. Men der er alligevel en hallucinerende drømmelogik i måden, Alison Bries generte Sarah mister forstanden på. 

Det starter i det akavede. Sarah er sød og forskræmt og bilder sig selv ind, at hun har det fint med at stene overnaturlige krimiserier i stedet for at fejre sin fødselsdag med de venner, hun ikke har.

Da hendes roomie forbarmer sig over hende og inviterer en fyr over for at ryge tjald og drikke igennem, tror Sarah med det samme, at hun har fået en kæreste. Og da han også tror på mere mellem himmel og jord, er hun henrykt og tør åbne op.

Så hun ender deres første date ved at tage ham med ud til den kirkegård, hvor hendes mor ligger begravet.

For hvis de graver hende op, kan de lave en dna-test og bevise, at Sarah er en klon af sin bedstemor! Eller måske er hun slet og ret bedstemoren – fanget i en tidslomme. Eller måske beviser hendes natlige visioner, der snart også viser sig i dagtimerne, at hun igen og igen bliver kidnappet af aliens.

Horse Girl er til tider mere sjælden end køn, men den prøver i det mindste noget nyt. Det kan man ikke altid sige om filmene i hovedkonkurrencen.

Opioid-pusher i Appalacherne
Tag nu amerikanske The Evening Hour. Det er et fåmælt drama om opioidkrisen – den mest dødelige stofepidemi i nationens historie – og udspiller sig i naturskønne og ludfattige omgivelser i Appalacherne i det østlige USA.

Filmen byder både på sex, vold og slangetilbedelse, men har alligevel svært ved at mønstre en egentlig spænding.

Hovedpersonen Cole er for anonymt et bekendtskab til at fastholde ens interesse. Han arbejder på et plejehjem og tager også efter arbejdet på runde hos pensionisterne i den nedslidte landsby, hvor han bor, for enten at købe eller sælge receptmedicin.

Det er en ret monoton tilværelse, krydret med noget udefinerbart barndomsdrama, som filmen holder pirrende op for tilskueren uden rigtigt at følge op. Inden længe dukker barndomsvennen Terry op med planer om at opgradere Coles foretagende med metamfetamin og heroin, hvad der selvfølgelig ikke huer den lokale narkobaron med cowboyhat og Chuck Norris-skæg.

I sine bedste øjeblikke er filmen udmærket, og det skyldes mere skuespillet end instruktionen.

Philip Ettinger underspiller det bedste, han har lært i hovedrollen. Stacy Martin, nymfomanen i første halvdel af Lars von Triers maratonværk, dukker også op som hans junkie-dirrende kæreste, selv om hun egentlig er for dygtig en skuespiller til så lille en rolle i så kedelig en film.

Fra knallert til narkokurer
Lidt bedre er den solbagte coming-of-age-historie Charm City Kings, der foregår over en sommer i Baltimores hårde gademiljø.

Her bor trettenårige Mouse, som er totalt opslugt af machokulturen omkring motocross-cykler. Hvem der kan lave de bedste tricks og stikke politiet den fedeste fuckfinger, er gadens konge.

Men da Mouse trodser sin mors råd og begynder at mænge sig med de seje drenge, opdager han, at der er en flydende overgang fra knallertentusiast til narkokurer.

Barry Jenkins, der vandt en Oscar for Moonlight, har været med til at udklække historien. Men man har på fornemmelsen, at han ikke har haft meget med det maskinskrevne manuskript at gøre.

Mouse har en god mentor i form af en velmenende politibetjent og en dårlig, der er en del af det betændte gademiljø og hjælper ham med at bygge sin egen cykel. Hans letpåvirkelige venner trækker i den ene retning, og så er der en pige, der trækker i den anden.

Så snart de elementer er på plads, er alle vendepunkter givet på forhånd, og Charm City Kings har ikke på noget es i ærmet – ud over bundsolide præstationer af særligt Jahi Di’Allo Winston i hovedrollen.

Hjerteskærende forvirring
La leyenda negra, der spiller i festivalens sideprogram NEXT, har i det mindste noget på hjerte, selv om det heller ikke er en helt vellykket film.

Hovedpersonen er den indignerede high school-elev Aleteia, der takket være Trumps udlændingestramninger risikerer at blive udvist af det land, hvor hun har boet hele sit liv – ligesom omkring 251.000 virkelige immigranter fra El Salvador, der afventer deres skæbne i USA.

Aleteia raser over systemet, men man får ikke mange venner af et være den klogeste pige i klassen. Især ikke, når man også er den tykkeste. Så hun bliver noget overrasket, da den kvindelige projektmakker rent faktisk har lyst til at hænge ud med hende.

Monica Betancourt er skøn som Aleteia. Hun bærer flot karakterens indgroede usikkerhed og raseri. Hendes komplette forvirring, da den tynde, flotte Rosarito nærmer sig uden hadske ord eller fordømmelse, er hjerteskærende.

Men instruktør og manusforfatter Patricia Vidal Delgado får aldrig forklaret, hvad Aleteia vil have ud af at stikke ild på skoler som en protest mod et fremmedhadsk system. Og sammenkoblingen af politisk protestfilm og forsigtig teenageforelskelse skurrer til tider.

Man må tage det sure med det søde. Og lytter man til folks anbefalinger, har de næste dages Sundance stadig masser af godt at byde på.