Sort-hvid Parasite er mere uhyggelig og rørende

Første gang jeg så Bong Joon-hos sydkoreanske Parasite var i Paris med franske undertekster – uden at kunne fransk! 

Parasite er et hovedværk i moderne filmkunst. Den handler om en ludfattig familie, der invaderer en rig familie og langsomt overtager deres eksklusive hjem.

Det er en så eksplosiv og ekspressiv film, at farverne synes nødvendige for at få det perfekte match mellem form og indhold. At fjerne dem vil svare til at give ekspressionisterne i starten af det 19. århundrede et enkelt, sort kridt at tegne med.

Troede jeg.

Form for ophøjethed
Bong Joon-ho har selv sagt, at det var forfængelighed, der fik ham til at lave en sort-hvid version. Han mente, at det kunne gøre filmen til en klassiker.

Med fire Oscars, Guldpalmen og 262 andre priser stående i skabet må vi håbe, at instruktøren nu stoler nok på sig selv til ikke at abonnere på den ulidelige idé, at sort-hvid kunst altid er bedre.

Det er det langt fra.

Men i biografmørket i Empire Bio synes den sort-hvide version også at blive modtaget med en form for ophøjethed, der ikke har været til stede de andre gange, jeg har set den.

Der er i hvert fald ingen andre end mig, der griner af de uformelige pizzabakker, som den fattige familie lever af at samle. Og det står hurtigt klart, at min hjerne responderer markant anderledes på den sort-hvide version end den originale.

Farven af blod
Det er, som om filmen afspilles i et andet tempo.

Man har længere tid til at nyde alle de små detaljer i det minutiøse production design. 

Men den arkitektoniske perle af et hus, som den rige familie Park bor i, virker også mindre prangende, når man ikke får den taktile fornemmelse af de bløde, mørke træsorter og de kostbare marmoroverflader.

Ligeledes savner man farverne i indretningen af det indianertelt, som den rige familie har opstillet i haven til deres søn, Da-song.

Det samme gælder drengens sugekop-pile, som med deres hidsige, røde farve er en ildevarslende forstyrrelse i det ellers så perfekte hjem.

Særligt mangler farverne på Da-songs ekspressionistiske maleri af manden i kælderen, som Ki-woo tolker som en chimpanse (heller ikke den joke gav nogen grin i salen). Og den afsluttende, eksplosive fødselsdagsfest er heller ikke lige så effektiv uden farven af blod.

Inspirationen fra Hitchcock
Til gengæld oser huset med dets labyrint af gange og trapper af Hitchcock. Inspirationen var til at få øje på tidligere, men i sort-hvid bliver den ganget med 100.

Råddenskaben og fugten, som man anede i kælderen med dens grønlige skær, er blevet til et koncentrat af ren sort-hvid uhygge.

Nuancerne er væk, og den krybende fornemmelse af ubehag bliver hængende længe i luften – i modsætning til den fæle lugt af fattigdom, som er hele filmens omdrejningspunkt.

I takt med at farverne bliver fjernet, træder vi også et skridt længere væk fra virkeligheden. Og særligt med lugt, der er umuligt at vise, har vi brug for farver og alle de markører, vi kender fra virkeligheden, for at få fornemmelsen af odør.

Det misser den sort-hvide version, og dermed kunne man tro, at den har fejlet. Men Parasite i sort-hvid formår noget, som den i farver ikke kunne.

Intimiteten højnes
Grunden til, at jeg vil anbefale publikum at tage ind at se den sort-hvide version – vel at mærke efter man har set den i farver – er, at følelser og intimitet højnes.

Fattigfamiliens søn, Ki-woo, har en romance med den rige datter Da-hye, men den følte jeg ikke for alvor, før jeg så den i sort-hvid.

På deres første møde, hvor Ki-woo griber hendes håndled for at forklare sin undervisningsmetode, kan man nærmest mærke Da-hyes puls sprænge skalaen. Deres kys føles ekstremt intimt og kameraindstillingen lidt for tæt på – som voyeurisme a la Hitchcock.

Det kan godt være, at man ikke kan lugte fattigdommen, men de barske realiteter føles mere brutale i sort-hvid. Samtalen, som faren Ki Taek har med sin søn efter oversvømmelse af deres kælderlejlighed, hvor de er strandet på en sovesal, er hjerteskærende som aldrig før.

Og slutningen bringer tårer frem, der ikke tidligere har fundet vej til øjenhulerne.

Overrasker igen
Parasite har allerede slået alle rekorder.

Den har fået en plads i filmhistorien som den første koreanske film til at vinde Guldpalmen og den første ikke-engelsksprogede film nogensinde til at vinde en Oscar for bedste film.

Det er en helt unik film, der også er helt unik i sort-hvid.

Sjældent får man muligheden for at se flere versioner af samme mesterværk på det store lærred, og ofte synes jeg ikke, at eksempelvis director’s cut-versioner bidrager med det helt store.

Men Parasite overrasker. Igen.