Dag 5: Sort-hvid perle med dansk klipper

Hvad er Berlinalens berettigelse?

Det spørgsmål har været til diskussion hele mandagen i Berlin. Grunden er, at branchebladet The Hollywood Reporter har sat fokus på, at Berlinalen har mistet sit såkaldte ”mojo”, når det kommer til at være den første til at vise kommende Oscar-film.

Det er jo i sig selv en lidt snørklet vinkel, fordi Berlinalen 2017 afholdes få uger før Oscar-showet, der hylder filmene for 2016. Men ikke desto mindre har diskussionen sat gang i meningsudvekslingerne rundt omkring i den tyske hovedstad.

For det er rigtigt, at der i Berlin de senere år ikke har været meget at klappe i Oscar-hænderne over.

Boyhood markerede sig på festivalen i 2014 og gik siden glip af en ellers fortjent Oscar for bedste film, mens Berlinale-åbningsfilmen The Grand Budapest Hotel fra samme år fik ni Oscar-nomineringer. Herefter har det været småt med Berlinale-bidrag.

Forrige år vandt Charlotte Rampling for bedste kvindelige skuespiller for 45 år i Berlin, og hun blev Oscar-nomineret for samme rolle. I år er Guldbjørn-vinderen fra Berlinalens 2016-årgang så nomineret til bedste dokumentarfilm ved Oscar-uddelingen 26. februar, men det er stort set også det.

Stjerner eller politik
Diskussionen sættes især i perspektiv af Venedig-filmfestivalen, der af mange ses som en direkte konkurrent til Berlinalen om at være den næstmest fine (efter Cannes, naturligvis).

De senere år har Venedig haft verdenspremiere på den efterfølgende vinder af bedste film i Oscar-sammenhæng, men mens filmopkøberne forklarer til The Hollywood Reporter, at de er begyndt at se mere mod Venedig, så forholder det sig anderledes med anmelderne.

I hvert fald dem i Berlin.

For ved en lille uvidenskabelig rundspørge foretaget af Ekkos udsendte, var det umuligt at finde nogle, der mente, at Oscar-diskussionen overhovedet er relevant i denne sammenhæng.

”Dieter Kosslick (Berlinalens festivaldirektør, red.) burde stille sig frem og sige, at den her festival ikke handler om stjerner og Oscar-medløb. Den handler om film, der har noget politisk på hjerte,” som en schweizisk anmelder tørt konstaterede.

Så lad os straks gå til dagens film. Og her var i den grad noget anderledes at komme efter.

Morgenens visning var den tyske Bright Nights med instruktør Thomas Arslan bag kameraet. Han slog for alvor sit navn fast med den billedstærke guldgraverwestern Gold, der deltog i kampen om Guldbjørnen i 2013.

Instruktøren har sans for øjeblikkets magi, men desværre har han det også med at smøre sine fortællinger ind i så meget pompøs musik, at selv den største elsker af klassisk musik ville bede ham om at skrue lidt ned.

Og det har Arslan så faktisk gjort i Bright Nights.

Tyske veje i Norge
Det underspillede og ufortalte træder frem, da en tysk far og hans søn, som ikke har set hinanden længe, forsøger at genoptage kontakten på en tur til Norge.

Det udvikler sig til en rolig roadmovie, hvor det usagte bliver så tydeligt, at man ikke kan lade være med både at blive fascineret og irriteret.

Hovedrolleindehaver og far spilles af østrigske Georg Friedrich, der havde en komisk birolle i en anden af hovedkonkurrencens film, Wilde Maus. Men i Bright Nights er Friedrich ikke specielt sjov. Tværtimod er skuespilleren mut og afvigende i sit portræt af en mand, som kæmper for at blive den far, han aldrig har været.

Det lykkes han ganske godt med, fordi hans forknytte søn spilles med stort overskud af Tristan Göbel, der her får sit internationale gennembrud.

Men Bright Nights er for konventionel i første halvdel, mens den stikker af i anden halvdel, hvor rolleudviklingen bliver overdrevet.

Det fører til nogle rørende scener, men alligevel sidder man tilbage og funderer over, hvad Arslan egentlig vil. Bright Nights virker underligt upassioneret på trods af sit vedkommende emne.

Kultpotentiale
Omvendt forholder det sig med veteranen Sally Potter. Den engelske instruktør var første gang på Berlinalen i 1984, og også i hendes niende spillefilm, The Party, er der uforlignelig britisk humor og bid i de politiske replikker.

Potter er og bliver dialogens mester, og denne gang formår hun tilmed at lave en film, hvor kameraet er ubevægeligt, og billederne optaget i sort-hvid.

Det er danske Anders Refn, der har været med til klippe The Party, som er blevet til med penge fra Copenhagen Film Fund, mens de visuelle effekter er skabt af det danske selskab Shortcut.

Og det er en virtuos bedrift.

Filmen foregår i et enkelt hus, hvor en kommende partiformand har inviteret de nærmeste venner over til champagne og mad i anledning af sit valg.

Med sine stive kameraindstillinger kunne The Party snildt være blevet en teateroplevelse fra en kukkassescene, men netop Refns klipning gør fortællingen underholdende og satirisk.

Det moderne menneske – og ikke mindst det moderne samfund – bliver dissekeret i The Party, som med sine kun 71 minutter er en kondenseret filmperle. Og med replikker som: ”Du er en førsteklasses lesbisk, men du er en andenklasses tænker”, har den kultpotentiale hos tænksomme cineaster.

Eneste minus er, at skuespillerne er lige lovligt typecastede. Vi har set Kristin Scott Thomas spille en stoisk og intellektuel kvinde med kriser omkring sig (De kaldte hende Sarah). Og vi har set Cillian Murphy være en beregnende, smuk mand (Inception). Ligesom vi har set Cherry Jones være en maskulin, vidende lesbisk (Transparent).

Men alle gør det forbilledligt i The Party, som er en komedie om en tragedie, der pludselig opstår, da noget skal fejres.

Ny nordisk lyd
Dagens tredje Berlinale-genganger var den japanske instruktør Sabu, der morede det berlinske publikum i 2015 med afslutningsfilmen Ten no Chasuke, som dog var en tand for absurd.

I dag var der færre grin under visningen af Mr. Long, hvor en professionel lejemorder drager på opgave i Japan. Men alt ender galt.

Begyndelsen af filmen er proppet med stemninger og bad ass-attitude, der leder tankerne hen på Tarantino, Winding Refn og den tidlige Scorsese, men efterhånden begynder sidehistorierne at tage over, mens Mr. Long i sig selv bliver en stiløvelse i temposkift.

Og det virker ret studentikost, fordi skuespillet er et stykke under middelmådigt. Dog er der masser af skæve indfald i filmen, hvor særligt lydsiden er vrængende og larmende lækker.

Og netop lydsider var i fokus på Den Nordiske Ambassade tidligt mandag aften. Her afsluttedes en længere paneldebatdag, hvor den nordiske filmlyd blev endevendt ved arrangementet Nordic Film Music Day.

”Det, man eksempelvis kan tale om sådan en dag, er forskellen på den europæiske og amerikanske lyd,” som filmkomponist Sune Martin (Under sandet) forklarede bagefter forklarede til Ekko.

”Amerikanerne er ofte mere aggressivt overfortællende i deres lydarbejde end europæerne. Selv kan jeg godt lide, når lyden ikke fortæller filmen for meget, og det er sådan nogle ting, man kan diskutere her.”

For det er jo også, hvad en festival som Berlinalen kan. Skabe opmærksomhed om ting i filmbranchen, der ikke så ofte diskuteres. Og hvem sagde så, at festivalen i Berlin ikke skulle have nogen berettigelse?