Spike og Vilddyrene

Oversættelse: Niels Petersen

Den 40-årige skateboarder, musikvideoinstruktør og Oscar-nominerede filminstruktør Spike Jonze er ikke sådan at sætte i bås.

Han begyndte karrieren med musikvideoer, blandt andet til Beastie Boys’, hvor han kærligt parodierer 70’ernes hårdkogte politiserier, og Fat Boy Slims Weapon of Choice med en dansende og flyvende Christopher Walken. Han fortsatte som producer og manuskriptforfatter på det stuntgale drengerøvsprogram Jackass på MTV.

Men i 1999 trådte han for alvor ind på Hollywood-scenen med den bizarre Being John Malkovich, hvor han indkasserede en Oscar-nominering for bedste instruktion. Historien om en arbejdsløs dukkefører, der finder en portal ind i hovedet på skuespilleren John Malkovich, lå vel at mærke langt fra mainstream-normen.

Det samme gjaldt hans næste film, Orkidé-tyven fra 2002. Begge film med manuskript af den krøllede hjerne Charlie Kaufman.

Nu er Spike Jonze aktuel med sin længe ventede tredje film. Den er baseret på børnebogsklassikeren Where the Wild Things Are (Villy Vilddyr) fra 1963 og fortæller historien om den ulydige dreng Max. Drengen bliver sendt på hovedet i seng uden aftensmad og skaber sin egen fantasiverden med vilde monstre og sig selv som konge.

– Spike Jonze, du har den perfekte børneskuespiller i hovedrollen i den nye film. Hvordan fandt du ham?

”To måneder før optagestart begyndte vi at gå i panik. Hvis vi ikke havde den helt rigtige, havde vi heller ikke nogen film. Vi ledte efter en niårig Sean Penn. Vi ledte efter et barn, der kunne give en meget bred præstation. Vi fandt ham først, da vi havde castet i over et år.”

”Vores ven Lance Bangs, som er dokumentarinstruktør, sendte mig et bånd med en dreng ved navn Max Records fra Portland, Oregon. Uden at Max overhovedet sagde noget, vidste man, hvad han følte, og man kunne fornemme et meget komplekst niveau i hans præstation. Han var en niårig med meget sjæl, og det var præcis det, vi manglede. Så jeg sagde: ’Vi har fundet ham. Det er drengen!’”

– Synes du, det er sværere at instruere børn end voksne?

”Det kræver en særlig opmærksomhed og måde at kommunikere på. Jeg forholdt mig til karakteren Max, som om jeg var et barn, der læste bogen. Jeg var ikke i en verden lavet af tegninger, jeg var ude i skoven med vilddyrene. På den måde handlede det om at tage Max og hans fantasi alvorligt.“

“Når man er ni år gammel, er man næsten lige kommet til denne verden, og man prøver at opfatte alt. Folk omkring dig opfører sig mærkeligt. Vilddyrenes ukendte og uforståelige verden virker som den måde, et barn oplever de voksnes verden på.”

– Efter min opfattelse appellerer filmen især til børn, der ikke fungerer socialt. De er måske meget fantasifulde eller for intelligente i forhold til deres jævnaldrende.

”Det er jeg uenig i. Jeg tror, alle børn bliver hysteriske en gang imellem. Det er naturligt. Vores samfund er alt for hurtigt til at overmedicinere og overdiagnostisere børn. Det er synd, hvis et barn pludselig skal medicineres, fordi det opfører sig som et barn. Selvfølgelig ønsker man som forældre, at alting skal være godt for ens barn, og at barnets liv skal være bedre end ens eget.”

”Nogle gange forhindrer disse ønsker bare, at man læner sig tilbage og ser børnene som modne mennesker – og oplever, hvad de går igennem. Filmen prøver at indfange, hvordan det føles at være ni år gammel. Når man er ni år gammel, er dybden af ens følelser ikke spor anderledes, end når man er ældre. Jeg ville lave en film, der tog det alvorligt.”

– Det forlyder, at Warner Bros. efter en testvisning mente, at filmen var for skræmmende for mindre børn, og krævede, at den blev klippet om og nye scener tilføjet. Hvordan påvirkede det filmens endelige udformning?

”Det ved jeg ikke noget om. Hvad jeg ved er, at da Maurice Sendak offentliggjorde bogen i 1963, blev den fordømt af børnepsykologer, bibliotekarer og adskillige redaktører for blade om børneopdragelse. De sagde, at bogen var farlig for børn, fordi den viser et barn, der er ophidset og farlig. Og moren bliver sur i stedet for at hjælpe sit barn.”

”Maurices reaktion på kritikken var bare, at det selvfølgelig havde været godt, om moren havde hjulpet barnet. Men mødre laver også fejl. Maurice Sendak skriver om at være barn med en ærlighed, der har gjort bogen til en klassiker, som børn låner på biblioteket igen og igen.”

– Din mor plejede at læse bogen for dig. Hvilke dele af historien syntes du var mest spændende?

”Jeg var hypnotiseret af karaktererne. Jeg elskede at kigge på dem og ønskede at være deres konge, så jeg kunne fortælle dem, hvad de skulle gøre. De virkede, som om jeg kendte dem, alene designet af dem føltes så primalt. De var nuttede, men de var også en smule uhyggelige. Det var alt sammen meget mystisk, og det gjorde Max så meget mere modig.”

– Hvordan har du forsøgt at genskabe bogens univers?

”Vi fokuserede på bogens fysiske kvalitet og på, hvordan Maurice Sendak grafisk fremstiller naturen. Vi besluttede at vise den del af bogen så realistisk som muligt. Vi ledte efter locations i hele New Zealand og Australien og brugte flere måneder på at kigge på billeder fra Chile, Argentina og Asien. Vi fandt en skov i Australien, hvor der havde været en stor skovbrand seks måneder tidligere. Den var helt sort af sod, træerne var sorte, og der var ingen underskov.”

”Pludselig havde vi en dybde, som man aldrig ville kunne finde i en jungle. Skoven var som et lærred, vores scenograf kunne male på. Han gik simpelthen ind og tilpassede naturen, spredte blade ud på jorden for at give en kontrast til de sorte træer og plantede små træer i mange farver.”

– Du hører ikke længere til den nye generation af instruktører. Hvordan er det at være en del af The Establishment?

”Jeg føler mig ikke som en del af det etablerede Hollywood, jeg er mere optaget af at skabe. Jeg har lavet et par spillefilm, men jeg laver også meget andet, for eksempel skateboardvideoer og kortfilm. Og jeg føler mig som en ny instruktør hver gang, jeg laver en film, som jeg er begejstret for. Jeg prøver at lave noget, som jeg ikke ved, hvordan man laver.”

”Hvad angår Where the Wild Things Are, har jeg aldrig lavet noget lignende før. Det har været udfordrende – på én gang spændende og skræmmende.”

Hvad er dit næste projekt?

”Jeg er i gang med at lave en kortfilm om robotkærlighed, som jeg er ved at klippe lige nu. Vi prøver at få den udgivet til januar.”

Oversættelse: Niels Petersen