Spøgelset

Et spøgelse går gennem verden — ytringsfrihedens spøgelse. Det dukker op i tidens sager og debatter, hvor det ustandseligt påkaldes og besværges. Det blev også taget frem i statsministerens nytårstale. "Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den er ikke til forhandling," understregede Anders Fogh Rasmussen. Den direkte anledning til statsministerens bemærkninger var utvivlsomt sagen om Muhammed-tegningerne, som Jyllands-Posten bestilte og offentliggjorde i september 2005 for at afprøve, om landets muslimske minoritet nu også kunne tåle mosten.

Aktionen var som initiativ rigeligt forudsigelig. For sagen udsprang jo ikke af, at nogen havde en uimodståelig trang til at lave satiriske tegninger af Muhammed, men udelukkende af avisens ønske om at få sine værste anelser bekræftet. Det var en tilrettelagt forargelse og en tilrettelagt fornærmelse, og det gik som forventet. Alt andet ville have været en skuffelse. Man viftede med en rød klud foran tyren, og den opførte sig helt, som den skulle. Om dét så kan betragtes som en sejr for den frie meningsudveksling, er nok tvivlsomt, men i det mindste levede alle parter endnu engang op til fordommene. Og det i helt hysteriske dimensioner, må man vel sige.

Dyrebar rettighed
Der er lange traditioner for at påberåbe sig friheden til at fremsætte meninger, til at ytre sig. Men der er endnu længere traditioner for, at myndighederne forhindrer det, hvis meningerne går dem imod. Censur er et gammelt fænomen, ytringsfrihed et forholdsvis nyt.

Menneskerettighedserklæringen af 1789 fastslår, at "retten til frit at meddele andre sine tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver borger kan derfor frit tale, skrive og lade trykke, blot således, at han er ansvarlig for misbrug af denne frihed i de tilfælde, som loven bestemmer". Sådan lød det i revolutionens Frankrig, men snart kom censuren tilbage. I Danmark indførte Struensee trykkefrihed i 1770, men da han faldt to år senere, faldt den også og blev først en realitet med Grundloven af 1849. I den nugældende grundlov fastslår § 77, at "enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."

Ytringsfrihed er tæt knyttet til demokrati. Den findes ikke i totalitære nationer, og det er vel tvivlsomt, om et samfund kan kaldes demokratisk uden at indrømme borgerne ytringsfrihed. Og begrænsningen i ytringsfriheden er ofte begyndelsen til noget værre: "Der, hvor man brænder bøger, brænder man til sidst også mennesker," skrev Heinrich Heine i 1821, en profeti, der meget bogstaveligt gik i opfyldelse med nazismen, som startede med bogbrændinger og sluttede med krematorier.

I den aktuelle verdenspolitiske situation har de vestlige demokratier ikke problemer med ytringsfrihedens store træk, mens det selvsagt forholder sig anderledes i totalitære regimer, for eksempel i Kina og den arabiske verden. Men også i Tyrkiet, hvor forfatteren Orhan Pamuk retsforfølges, fordi han bestrider den officielle tyrkiske benægtelse af folkedrabet på det armenske folk i 1915.

Onde tanker
Det er let at hylde ytringsfriheden, når den er på sandhedens side. Alle historier om dem, der tør stå op i samfundet og frygtløst forkynde den ubehagelige sandhed, er gode historier. Forfatteren Emile Zola kæmpede for den uskyldigt dømte Dreyfus, præsten Martin Niemöller prædikede mod nazismen under Hitler-regimet, og embedsmanden Daniel Ellsberg lækkede de såkaldte Pentagon Papers til offentligheden, for at sandheden kunne komme frem om det amerikanske engagement i Vietnam-krigen.

Imidlertid er det ikke kun den gode, sande tanke, der skal sikres frihed, men også den onde og falske tanke. Grundtvig peger på det i den ofte citerede frase om "Frihed for Loke saa vel som for Thor" (1832). Man må også have lov til at sige grimme ting, men inden for visse grænser. Her sætter modarbejdende love ind og begrænser ytringsfriheden: Man må ikke fremkomme med ærekrænkende udtalelser om enkeltpersoner (injurier), man må ikke ytre sig blasfemisk, de fleste lande har eller havde forbud mod pornografi, i nogle lande er det for eksempel ulovligt at benægte, at holocaust fandt sted (historikeren David Irving idømtes for nylig tre års fængsel i Østrig for den forbrydelse), og i Danmark må vi ikke udtale os nedsættende om mennesker med henvisning til race, tro og køn - dog sådan at vi godt kan ytre os på denne måde, men så efterfølgende må stå til ansvar for loven.

Man kunne måske ønske sig altomfattende ytringsfrihed, men det ville snart føre til paradoksale situationer, et dilemma, som filosoffen Karl Popper formulerede i en berømt passage: "Ubegrænset tolerance må føre til tolerancens forsvinden. Hvis vi udbreder ubegrænset tolerance endog til dem, der er intolerante, hvis vi ikke er forberedt på at forsvare et tolerant samfund mod de intolerantes angreb, så vil de tolerante gå under og med dem tolerancen" (The Open Society and Its Enemies, 1945). Ud fra lignende principper kan samfundet være imod vold og magtanvendelse, men må alligevel opretholde et politi og et militær, som netop er bemyndiget til at udøve vold og magtanvendelse.

Martyrer og skurke
Ytringsfrihed har i høj grad været central, når det gjaldt trykkefrihed og pressefrihed — retten til at fremsætte meninger uhindret af censur, men den omfatter også den kunstneriske frihed, der sædvanligvis er et langt mere komplekst og mangetydigt felt. Det er dog betegnende, at mange af de forfattere, der har haft problemer med magthaverne og lidt under censur og forfølgelse, ikke er blevet forfulgt af entydigt kunstneriske grunde, men nok så meget af politiske grunde. 

Thomas Mann og Bertolt Brecht, der begge forlod Tyskland under nazismen, skrev direkte imod regimet — for eksempel Manns radiotaler og Brechts skuespil Det tredje Riges frygt og elendighed. Václav Havel sad i fængsel i det kommunistiske Tjekkoslovakiet, ikke på grund af sine skuespil, men på grund af sine systemkritiske meninger. I det kommunistiske Rusland blev de fleste betydelige forfattere forfulgt — Babel, Bulgakov, Pasternak og Solzjenitsyn, mest af ideologiske grunde. De var en slags ytringsfrihedens helte — og martyrer.

Men der var også skurke som Knut Hamsun, Ezra Pound og Louis-Ferdinand Céline, der kom med pro-nazistiske udsagn og blev straffet for det. Den fascistiske franske forfatter Robert Brasillach (der var medforfatter til en stor filmhistorie i 1935) blev dødsdømt i 1945 af de Gaulles provisoriske regering for samarbejde med nazisterne, ikke for handlinger, han havde udført, men for ord — absolut stygge ord — han havde skrevet. Og trods appel fra en række franske intellektuelle — Camus, Cocteau og andre — blev han henrettet. 

Den mest berømte forfølgelseshistorie fra nyere tid er Rushdie-sagen, der begyndte i 1988, hvor Salman Rush-die, et førende navn i den britisk-indiske litteratur, udgav romanen De sataniske vers. I en fabulerende, sprogligt virtuos stil gav han en satirisk-rablende fremstilling af visse uautoriserede omstændigheder ved Muhammed og Koranen. Bogen vakte ustyrlig vrede i den muslimske verden, blev forbudt i en række lande, og den iranske ayatollah Khomeini opfordrede alle rettroende muslimer til at myrde forfatteren og forlæggerne. Flere oversættere blev dræbt, og Rushdie måtte leve under jorden i en årrække og beskyttes fortsat af den engelske sikkerhedstjeneste. Litterært tilhører Rushdie den magiske realisme, men med sagen om De sataniske vers blev han hovedkulds trukket ind i den konkrete virkelighed.

Film med forhindringer
Film — og andre visuelle medier — har haft særlige problemer med ytringsfriheden og fra begyndelsen været reguleret med censurinstanser. Og en række filmkunstnere har i tidens løb måttet døje med forhindringer og forfølgelse, især i totalitære lande. I Sovjetunionen blev Eisensteins Ivan den Grusomme II direkte forbudt af Stalin i 1946 og arbejdet på den planlagte tredje del standset; i 1970'erne blev den originale modernistiske Sergo Paradzhanov fængslet, og nutidens største russiske filmkunstner, Andrej Tarkovskij, kunne først få hovedværket Den yderste dom udsendt, da franskmændene havde gjort filmen berømt. Jirí Menzels tjekkiske film Lærker i snor blev optaget i 1969, men kunne først vises i 1989. Abbas Kiarostami og Mohsen Makhmalbaf har haft vanskeligheder i Iran, Chen Kaige og Zhang Yimou i Kina, og Yilmaz Güney, der lavede mesterværket Yol (1982), blev forfulgt i Tyrkiet.

I USA søgte bladmagnaten Hearst at standse Orson Welles' Citizen Kane (1941), hvilket dog mislykkedes, og da den venstreorienterede Herbert Biberman midt under den kolde krig kom med den marxistiske Jordens Salt (1954), stødte den selvsagt på modgang. Men ellers ligger forhindringen i amerikansk film først og fremmest i økonomien.

Film skal klare sig på rent kommercielle betingelser, og derved udelukkes den alternative meningsdannelse på film fra at få større udbredelse. Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at Michael Moore har kunnet komme igennem med sine provokerende dokumentarfilm om storkapitalen (Roger and Me, 1989), om våbenlobbyen (Bowling for Columbine, 2002) og om præsidenten (Fahrenheit 9/11, 2004). Der er næppe andre nationer, der kan opvise så succesrige film rettet mod the establishment.

I Europa må man fremhæve den engelske Monty Python's Life of Brian (1979), som har opnået klassiker-status. Selv om den oprindelig blev totalforbudt i Norge og Irland, repræsenterer den en slags stjernestund for filmisk ytringsfrihed. Nok handler filmen ikke om Jesus, men om Brian, der blev født i stalden ved siden af Jesus og fejlagtigt antaget for en ny Messias. Men det var åbenbart, at det var Vesterlandets helligste historie, der her blev udsat for respektløs — og genial — farcesatire.

Den mest dramatiske sag om filmisk ytringsfrihed er hollænderen Theo van Goghs korte Submission: Part I (2004), som førte til, at instruktøren blev myrdet på åben gade af en ung muslimsk ekstremist. Ud fra et manuskript af den somaliske Ayaan Hirsi Ali skildrer van Gogh mishandling, voldtægt og incest over for muslimske kvinder i et samfund, hvor sharia-loven hersker. Umiddelbart kan man undre sig over, at van Gogh fremstiller emnet på en meget "kunstnerisk" og æstetisk raffineret måde: Man er i et stærkt stiliseret univers, hvor tilslørede kvinder fortæller, mens vi ser de mishandlede kvinder påskrevet kvindefjendske passager fra Koranen. Men man må konstatere, at filmen virkede. Dog er der næppe tvivl om, at det var mordet, der gjorde filmen berømt.

Dømt for ord
I den danske film- og medieverden har vi gennem den sidste menneske-alder oplevet en række sager, der har udvidet, men også afgrænset ytringsfriheden. Mest omfattende var Jens Jørgen Thorsen-sagen, hvor staten i 1975 greb ind og forhindrede, at kunstneren fik midler til at lave sin kontroversielle Jesus-film, uanset at filminstituttet allerede havde bevilget pengene.

Thorsen lagde sag an mod kulturministeriet i 1979, og i 1989 blev det afgjort, at tilbagekaldelsen af støtten havde været ulovlig. Thorsen-sagen fremstod fra kunstnerens side som en anarkistisk happening af fantastiske dimensioner. Den gav enorm international genlyd, og selv paven var på banen. I 1970 verserede den såkaldte Trille-sag. DR blev sigtet efter blasfemi-paragraffen, fordi Trilles sang Øjet angiveligt "forhåner og bespotter den kristne troslærdom om, at Kristus er undfanget ved Helligånden", men blev frikendt med henvisning til, at sangen var et "polemisk indlæg" om religiøs opdragelse.

Et par markante sager har været toneangivende for ytringsfriheden i danske medier. I DR's dokumentargruppe kom journalisterne Sten Baads-gaard og Jørgen Pedersen i 1990 med programmet Dømt for mord, en spændende fortalt fremstilling af den såkaldte Pedal Ove-sag, hvor en mand i 1982 var blevet dømt for hustrumord. Udsendelsen påviste overbevisende, at den dømte ikke kunne være skyldig, og ved genoptagelsen af sagen blev han frifundet. Men da Baadsgaard og Pedersen derefter i Politiets blinde øje (1991) gik videre og mere end antydede, hvem der kunne være et godt bud på den virkelige morder, samt insinuerede, at navngivne politifolk havde undertrykt et afgørende vidneudsagn, gik de over grænsen. Insinuationen blev klaret med et forlig, mens sagen vedrørende politiets behandling førte til domfældelse ved Højesteret og siden Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Til gengæld vandt journaliststanden en vigtig principiel sejr i den såkaldte Grønjakkesag. I 1985 havde DR's Jens Olaf Jersild lavet et program, hvor et par såkaldte grønjakker udtalte sig stærkt racistisk. Det førte til, at Jersild blev dømt for at viderebringe racistiske udsagn, men sagen blev indanket for Menneskerettighedsdomstolen og vundet i 1994. Her blev det slået fast, at journalister i ytringsfrihedens navn har lov til at viderebringe "ulovlige" synspunkter og meninger. Hvis journalisterne kun kunne gengive stuerene synspunkter, ville det indebære en selvcensur, der ville gøre det umuligt at dække samfundsdebatten.

Kulturkamp til stregen
I demokratier kan de "grimme" synspunkter præsenteres som led i samfundsorienteringen, men det er påfaldende sjældent, at de kommer frem i kunsten. Selv om regeringspartierne og Dansk Folkeparti jævnligt i deres politik og debat markerer sig med stærkt fremmedkritiske synspunkter, så bliver der for eksempel ikke lavet danske film, som er båret af tilsvarende fremmedkritiske, endsige fremmedfjendske synspunkter. Og overhovedet er det, trods regeringens angivelige kulturkamp, svært at få øje på kunstneriske værker, der ligger i forlængelse af det højredrejede samfund. Er det selvcensur, kunne man spørge, eller er der bare ikke kunstnerisk talent på højrefløjen?

I demokratier kan de "grimme" synspunkter præsenteres som led i samfundsorienteringen, men det er påfaldende sjældent, at de kommer frem i kunsten. Selv om regeringspartierne og Dansk Folkeparti jævnligt i deres politik og debat markerer sig med stærkt fremmedkritiske synspunkter, så bliver der for eksempel ikke lavet danske film, som er båret af tilsvarende fremmedkritiske, endsige fremmedfjendske synspunkter. Og overhovedet er det, trods regeringens angivelige kulturkamp, svært at få øje på kunstneriske værker, der ligger i forlængelse af det højredrejede samfund. Er det selvcensur, kunne man spørge, eller er der bare ikke kunstnerisk talent på højrefløjen?

Vi har i de senere år oplevet et par markante danske sager om ytringsfriheden og dens grænser. Frank Grevil-sagen og Thorkild Grosbøll-sagen har markeret, at en efterretningsofficer ikke må fremlægge hemmeligt materiale, uanset at det sker i offentlighedens interesse, og at en folkekirkepræst ikke må betvivle Guds eksistens. Og det er også bemærkelsesværdigt, at der allerede i 1980 var en sag med diplomatiske kriser omkring tv-filmen Death of a Princess, et engelsk dokudrama om henrettelsen i 1977 af en utro saudiarabisk prinsesse. Saudi-Arabien prøvede at få den engelske og den amerikanske tv-visning standset. Det lykkedes ikke, men faktisk blev DR's planlagte visning standset efter ordre oppefra! Saudi-Arabiens protest skyldtes ikke religiøse forhold, men spørgsmålet om landets omdømme, og dermed anerkendte Saudi-Arabien for så vidt, at staten havde noget at skamme sig over. Tilsvarende er kernen i de tilsyneladende religiøse konflikter mellem vesten og østen, som vi oplever i disse år, slet ikke religiøs. Det er konflikter mellem en moderne, progressiv og demokratisk samfundsudvikling kontra et traditionstynget, forældet og totalitært samfundssystem.

Det er måske også forklaringen på, at sagen om Muhammed-tegningerne har fremkaldt så stærke reaktioner, en slags kulturkamp til stregen. Men i den sammenhæng noterer man sig, at den i sit udgangspunkt ikke — som van Gogh-sagen eller Princess-sagen — drejer sig om at fremsætte en vigtig sandhed (og man kommer ikke uden om, at der er sandheder i islam-kritikken, hvor ilde hørte de end er), og heller ikke — som Rushdie-sagen — drejer sig om kunstnerisk frihed. Det drejer sig alene om at tirre.

Og så kan man måske huske på en passage i den franske menneskerettighedserklæring, hvor frihed grundlæggende defineres som "retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden".