A Star Is Born får eksklusiv verdenspremiere
På onsdag 25. juli offentliggøres det fulde program til dette års udgave af Venedig-festivalen. Og det ser ud til at blive det mest interessante i mange år.
Oscar-vinderen Damien Chazelles opfølger til La La Land, rumdramaet First Man, er allerede udvalgt til at være åbningsfilm. Nu er også Bradley Coopers instruktørdebut, det stærkt imødesete og voldsomt hypede remake af klassikeren A Star Is Born, blevet tilføjet programmet.
Filmen, hvor Cooper spiller over for musikstjernen Lady Gaga, bliver dog vist uden for konkurrence og er dermed ikke i spil til de eftertragtede sølvløver, som uddeles ved festivalens prisoverrækkelse.
Bradley Cooper spiller musikeren Jackson Maine, der forelsker sig i og hjælper den unge Ally (Lady Gaga) med at slå igennem i branchen.
Dele af A Star Is Born er tidligere blevet vist for både presse og andre dele af filmindustrien, der er gået i ekstase over den måde, som filmen bruger live-koncertoptagelser, hvor Bradley Cooper og Lady Gaga synger.
Kamp om filmperler
Ifølge branchebladet Varietys kilder tyder alt på, at også Luca Guadagninos remake af Dario Argentos kultgyser Suspiria er med i programmet, når verdens ældste filmfestival afslører årets titler.
Det samme gælder Alfonso Cuaróns Netflix-film Roma, der ikke kom til Cannes, fordi streamingtjenesten og den franske festival ikke kunne blive enige om betingelserne for deltagelse.
Cannes-festivalen stod fast på, at film i hovedkonkurrencen skal have fransk biografpremiere, inden de bliver tilgængelige til streaming. Men det ville Netflix ikke være med til.
Nu får filmen om en middelklassefamilies liv i Mexico City i 1970’erne efter alt at dømme verdenspremiere i Venedig. Cuaróns opfølger til Oscar-vinderen Gravity bliver også vist på New York Film Festival den 5. oktober.
Af andre instruktører, der højst sandsynligt viser deres nye film i Venedig, kan også nævnes László Nemes, som tog verden med storm med kz-dramaet Sauls søn. Hans opfølger hedder Sunset og foregår i den ungarske hovedstad Budapest i 1913.
Festivalen i Venedig løber fra 29. august til 8. september.
Kommentarer