Cannes: Stjernebarometeret er klar
Glamour, stjernestøv og fransk solskin i en overdådig cocktail.
Det bliver ikke større end Cannes-festivalen, filmkunstens katedral, hvor de største auteurs og filmstjerner gør kur til filmguderne på den røde løber.
Byen, som soler sig langs Rivieraen, danner billedskøn ramme om den prestigefyldte filmfestival. De smukke og berømte valfarter til, men imens champagnen flyder til de mange fester, foregår der en indædt kamp i biografsalens mørke.
De største instruktører tager nemlig deres film til Frankrig i forhåbningen om at tilføje den største hæder til deres allerede bugnende cv’er: Guldpalmen.
Dette års jury har Coen-brødrene som formænd, og de skal bestemme, hvem af de håbefulde instruktører der kan tage plads under palmebladets skygge, når statuetten uddeles den 24. maj.
Vi har igen i år samlet et internationalt kritikerpanel, som i Ekkos Stjernebarometer tager pulsen på hovedkonkurrencen og uddeler stjerner til de konkurrerende film.
Gamle og nye ansigter
Syv kritikere fra hele verden skal hver dag fælde dom, efterhånden som filmene bliver vist. Og de skal undervejs udpege deres favorit.
Mange af sidste års panelister tager igen deres plads på panelet: Damon Wise fra Empire, Lee Marshall fra Screen International og franske Ariane Allard fra Positif bidrager med deres alenlange Cannes-erfaring.
Filmene i hovedkonkurrencen skal også forsøge at opildne begejstring hos den kølige nordmand Kjetil Lismoen fra Rushprint. Vores egen chefredaktør og Cannes-veteran, Claus Christensen, er naturligvis også at finde på dette års panel.
Panelet byder i år velkommen til to nye medlemmer. Japanske Kuriko Sato tiltræder fra det japanske filmblad Cut. Hun får selskab af Stephanie Zacharek, der til daglig skriver for amerikanske The Village Voice, men under festivalen vil uddele stjerner for Ekko.
Veteraner i konkurrence
Ligesom panelet er feltet ved dette års festival fyldt med garvede veteraner. To tidligere vindere konkurrerer blandt de nitten film: Gus Van Sant, som vandt med Elephant i 2003, og Nanni Morreti, der i 2001 tog hæderen med Sønnens værelse. De to ankommer i år med deres film The Sea of Trees og Mia Madre.
Asien er også stærkt repræsenteret: Hou Hsiao-hsien (The Assassin), Jia Zhangke (Mountains May Depart) og Hirokazu Kore-eda (Our Little Sister) har tilsammen været med i konkurrencen seksten gange før, men altså uden held. Hirokazu Kore-eda og Hou Hsiao-hsien har begge vundet juryens pris. Kore-eda i 2009 med Like Father, Like Son og Hsiao-hsien med The Puppetmaster i 1993.
Græske Yorgos Lanthimos og mexicanske Michel Franco har begge vundet lillebroren til Guldpalmen, Un Certain Regard, med henholdsvis Dogtooth og After Lucia. I år træder de op i den øverste vægtklasse med The Lobster og Chronic.
Paolo Sorrentino er heller ingen novice i Cannes-sammenhæng. Så sent som i 2013 var han i konkurrence med Den store skønhed, men er allerede nu klar med Youth. Andre tidligere deltagere som vender tilbage, er Matteo Garrone (Tale of Tales), Todd Haynes (Carol) og Maïwenn (Marguerite et Julien).
Ungarsk overraskelse
Dette års felt er også fyldt med debutanter, som er ivrige efter at gøre deres entré.
Justin Kurzel har tidligere været med i debutant-konkurrencen Camera d’Or med sin film Snowtown. Nu kæmpe han om den største hæder med Shakespeare-filmatiseringen Macbeth, der har Michael Fassbender og Marion Cotillard i hovedrollerne.
Årets helt store overraskelse må være ungarske Laszlo Nemes, som allerede med sin debutfilm Son of Saul kæmper med om Guldpalmen.
Andre debutanter i Guldpalme-sammenhæng er Denis Villeneuve (Sicario), Guillaume Nicloux (Valley of Love), Stéphane Brizé (La loi du marché) og så selvfølgelig Nordens håb, Joachim Trier, som rammer Rivieraen med Louder Than Bombs.
Festivalen åbner den 13. maj og slutter den 24. maj.
Stjernebarometeret kan du se her.
Joachim Trier og Louder Than Bombs kan du læse mere om i det nye Ekko #68, som er på gaden nu.
Stjernebarometeret
Under Cannes-festivalen uddeler Ekkos kritikerpanel stjerner til Guldpalme-kandidaterne og udvælger deres favorit.
Panelet er sammensat af kritikere fra hele verden.
Siden opdateres dagligt.
Kommentarer