Nyhed
23. feb. 2022 | 10:00

Stjerner flokkes om Riget

Foto | Christian Geisnæs
Et enormt ensemble af dansk og nordisk films største navne samles foran i kameraet i anledning af Lars von Triers stort anlagte tredje sæson af kultserien Riget.

Jens Albinus sælger ånder i Triers nye sæson, hvor en række af de oprindelige skuespillere vender tilbage sammen med blandt andre Danica Curcic.

Af Aske Nielsen

Over et år er gået, siden rygterne om en ny sæson af Lars von Triers legendariske DR-serie Riget blev bekræftet.

Nu skriver vi 2022, og tredje sæson af historien om livet på Rigshospitalet kommer senere i år på først streamingtjenesten Viaplay og siden på DR.

Ghita Nørby, Nikolaj Lie Kaas, Søren Pilmark og Mikael Persbrandt er bare nogle af de mange stjerner, som allerede har meldt sig til endnu en tørn på Triers hospital i Riget Exodus, som sæson hedder.

Nu har Zentropa løftet sløret for mere af holdet.

Det bliver til et gensyn med Birthe Neumann, Birgitte Raaberg, Henning Jensen, Solbjørg Højfeldt og Paul Hüttel, der alle vil påtage sig deres roller fra den originale serie.

De er kendt som henholdsvis sekretær Fru Svendsen, den tidligere reservelæge og nu hjertekirurg Judith, Hospitalsdirektør Bob, sygeplejerske Camilla og doktor Steenbæk.

Nyt blod
I Ekko #89 fortæller Bodil Jørgensen, der spiller en hovedrolle i den kommende sæson, om samarbejdet med Lars von Trier.

”Hold op, det var vildt, sjovt og alvorligt at optage serien. Og manuskriptet er helt sindssygt. Gud er med. Og Satan. Det er fuldstændigt fantastisk,” siger Bodil Jørgensen i det ti tiders store interview.

Hun er en af seriens nye figurer, og der er meget nyt blod blandt alle de velkendte navne.

Danica Curcic følger sin hovedrolle i Netflix-krimien Kastanjemanden op med en tur i den hvide kittel. Hun får selskab af instruktøren bag Margrete den Første, Charlotte Sieling, der også spiller læge på neurokirurgisk afdeling.

Holiday-hovedrolleindehaveren Victoria Carmen Sonne har en rolle som medicinstuderende på søvnklinikken, så der er dømt stjernemøde mellem dansk films største skuespillere.

Stor genforening
Lars von Trier har også castet tidligere samarbejdspartnere som Cyron Melville, der spiller A i Nymphomaniac, og i Riget Exodus har rollen som politibetjent.

Der er også fundet plads til Triers hyppige kompagnon Jens Albinus, der skal spille en figur med det sjove navn doktor Parok.

Han lyder som noget af en karakter, der har lavet en forretning ud af at sælge ånder, som han indfanger på taget af Rigshospitalet.

Skuespilleren er idioternes frygtløse leder Stoffer – Triers alter ego – i Idioterne og har medvirket i Dancer in the Dark. Om Albinus ligesom i Idioterne kommer til at løbe nøgen rundt, må vi vente med at se, til serien har premiere.

Det vides endnu ikke, hvornår tredje sæson af Riget får premiere, men der er lagt i ovnen til noget af en genforening.

Kommentarer

Riget i Ekko

Bodil Jørgensen fortæller om Lars von Trier og Riget i Ekko #89.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko