Nyhed
18. juni 2018 | 14:27

Stjerner vilde med A Star Is Born

Foto | Clay Enos
Instruktør Bradley Cooper og musikeren Lady Gaga synger begge rigtigt i A Star Is Born, hvor de spiller henholdsvis fordrukken countrystjerne og talentfuld sanger på vej frem.

Robert De Niro og Sean Penn er meget begejstret for Bradley Coopers musikalske instruktørdebut, hvor han og Lady Gaga synger kærligheden frem.

Af Nicki Bruun

Efter en medrivende første trailer og udtagelse til Biografklub Danmark-programmet ser A Star Is Born ud til at kunne blive en af årets helt store film både internationalt og herhjemme.

Og nogle af de få mennesker, der allerede har set Bradley Coopers musikalske og romantiske drama er da også svært begejstret.

”Det er en af de bedste film, jeg har set i, jeg ved ikke hvor mange år. Skuespillet er fantastisk. Den er som en Hal Ashby-film, der er fremragende, også til et bredt publikum,” siger kollegaen Sean Penn til Associated Press med henvisning til Harold og Maude-instruktøren.

A Star Is Born blev første gang lavet i 1937 og er siden kommet i forskellige populære udgaver med Judy Garland og Barbra Streisand i hovedrollen. Filmen handler om en håbefuld sanger, der forelsker sig i en berømt kunstner, som hjælper hende med at slå igennem. I den kommende udgave spiller musikeren Lady Gaga hovedrollen over for Bradley Cooper.

Også en anden skuespiller, der ligeledes har forsøgt sig som instruktør – Robert De Niro – havde udelukkende roser til filmen, da han snakkede på scenen med Bradley Cooper under Tribeca Film Festival i foråret. Her gav Cooper også selv udtryk for, at han er meget tilfreds med filmen.

”Man kan ikke gemme sig, når man synger, og den bedste måde at vise kærlighed på er gennem sang og musik. Lady Gaga er en åbenbaring, og jeg elsker virkelig filmen. Det er blevet den film, jeg gerne ville lave,” fortalte han Robert De Niro og publikum i salen.

En vågen drøm
Bradley Cooper sagde også på Tribeca Film Festival, at Clint Eastwood oprindelig skulle have instrueret A Star Is Born, mens han selv bare var udset til at medvirke som skuespiller.

Men historien havde sat sig så meget i Cooper, at han om natten havde drømt om, hvordan han skulle filme den, og i løbet af dagen snakket så meget om den, at folk var blevet trætte af ham. Derfor endte det med, at han gav instruktørgerningen et forsøg.

Filmens premieredato er flere gange blevet rykket af Warner Bros., men nu skulle det ligge fast, at den kommer til oktober i USA og 6. december i Danmark. Dermed har filmen også kørt sig i stilling til en verdenspremiere på en af efterårsfestivalerne i Venedig, Toronto eller amerikanske Telluride.

Kilder har sagt til branchemagasinet Variety, at folkene bag både A Star Is Born og Luca Guadagninos imødesete genindspilning af gyserklassikeren Suspiria sagde nej til en verdenspremiere på Cannes-festivalen.

Det skulle hænge sammen med, at der er bedre chancer for at vinde ved Oscar-uddelingen, når man skubber premieren nærmere det store prisshow.

Trailer: A Star Is Born

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko