Nyhed
22. mar. 2021 | 19:13

Stjerneskud tordner frem

Foto | Faye Thomas
Emerald Fennell har indtaget roller i store film og serier, men det seneste år har hun særligt haft stor succes bag kameraet som instruktør og manuskriptforfatter.

Emerald Fennell er konkurrent til Thomas Vinterberg ved Oscar-uddelingen for Promising Young Woman, og nu er hun udset til at skrive stor film om kvindelig superhelt.

Af Nicki Bruun

Det seneste år har skuespilleren Emerald Fennell fået et enormt gennembrud, men succesen er især foregået bag kameraet.

Hun er ligesom Thomas Vinterberg nomineret til prisen for bedste instruktør ved årets Oscar-uddeling. Det er Fennell for debutspillefilmen Promising Young Woman, som hun også har skrevet manuskriptet til.

Det er hun tillige blevet Oscar-nomineret for. Filmen er ligeledes er i spil til hovedprisen for bedste film, mens Carey Mulligan er blandt favoritterne til at vinde for bedste kvindelige hovedrolle med sin præstation som hævngerrig kvinde.

Og nu har Emerald Fennell fundet sit næste projekt som manuskriptforfatter. Hun er ifølge branchemediet Variety blevet udset af Warner Bros. til at skrive en film om den kvindelige superhelt Zatanna.

Det forlyder ikke, om Fennell også skal instruere filmen om superhelten, der med sine magiske evner er en af de stærkeste personer fra tegneserieuniverset DC, som også tæller Superman og Batman.

Filmen om Zatanna kommer i kølvandet på fortsættelsen af historien om Wonder Woman, der var den første kvindelige DC-superhelt, som fik sin egen filmserie.

Arrig og skideskæg
Emerald Fennell har medvirket i store titler som periodedramaet Den danske pige og Netflix-serien The Crown, hvor hun spiller en ung udgave af Camilla Parker Bowles.

Hendes karriere bag kameraet tog for alvor fart, da hun fik mulighed for at stå for anden sæson af den populære krimiserie Killing Eve som hovedfatter og showrunner.

I år har Promising Young Woman også høstet opmærksomhed ved prisuddelingerne Golden Globe og BAFTA, hvor filmen og instruktøren har været i spil til adskillige priser.

”Emerald Fennell har et filmsprog, der er præcist og markant, og hun sørger for en overraskelse i hver scene,” skriver Niels Jakob Kyhl Jørgensen i sin femstjernede anmeldelse, hvor han også kalder Promising Young Woman ”en film til tiden: fandens arrig, skideskæg og drønintelligent skruet sammen”.

På grund af de corona-lukkede biografer har filmen endnu ikke haft dansk premiere, men den ventes klar på plakaten, når biograferne igen kan slå dørene op.

Trailer: Promising Young Woman

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko