Storhed og fald

Før i tiden levede de det søde liv i Paris og følte sig helt naturligt som en del af den gamle europæiske overklasse. I dag er de ude af stand til at afvikle en gæld på godt 50.000 kroner, de må bogstavelig talt vende og dreje hver en euro hos købmanden, og blandt de få fornøjelser, de under sig selv, er en tur i den lokale hotel-swimmingpool – men vel at mærke kun de dage, hvor der er gratis adgang.

Mette og Anne Mette Beckmann er mor og datter og bor sammen på få kvadratmeter i en prunkløs lejlighed i Cascais i Portugal. Datteren er født i 1954, og da den danske dokumentarist Eva Mulvad i december 2007 første gang besøgte de to kvinder, var det kun få måneder siden, at Anne Mettes far, Valdemar Beckmann, var død og havde efterladt et tomrum, som kun alt for tydeligt mærkes i den lille familie.

Resultatet af mødet er blevet dokumentarfilmen The Good Life (den kortere tv-version har titlen Det lette liv), et næsten halvanden time langt og usædvanlig intimt portræt af Mette og Anne Mette Beckmann.

Filmen – der er udvalgt til hovedkonkurrencen ved den prestigiøse dokumentar-filmfestival IDFA i Amsterdam – er optaget over en periode på tre år, og undervejs serveres brudstykker af familiens spektakulære fortid, ligesom klip fra gamle smalfilm giver glimt af svundne, lykkeligere tider. Men i overensstemmelse med den Direct Cinema-tradition, Mulvad er rundet af, fokuserer filmen primært på nutiden. Det er den aktuelle hverdag for Anne Mette og hendes mor, som er det primære anliggende, mens den gyldne fortid kun antydningsvis optræder som et bagtæppe, på baggrund af hvilket de to kvinders deroute træder ekstra tydeligt frem.

Filterløs
The Good Life giver et sjældent indblik i realiteterne bag facaden hos den overklasse, som normalt ikke slår dørene op for omverdenens nysgerrige blikke. Og samtidig skildrer filmen med bemærkelsesværdig empati og hudløshed to kvinders kamp for at bevare deres værdighed og finde nyt fodfæste efter at have mistet stort set alle de holdepunkter, som indtil for få år siden udgjorde deres univers.

Det er underholdende og lærerigt, først og fremmest i kraft af de to hovedpersoners farverige temperamenter og generøsitet i forhold til at stille deres ofte turbulente privatliv til skue. Og det er bevægende og indimellem hjerteskærende, takket være Mulvads særlige evne til at opnå sine protagonisters tillid.

Men mest af alt er det stærkt grænseoverskridende, fordi filmen synes at være nærmest filterløs i sin fremstilling af hverdagens små og store dramaer. Det gælder ikke mindst i de sekvenser, hvor den lejlighedsvise harmoni mellem mor og datter brydes, og datteren for Gud ved hvilken gang eksploderer af raseri over, at forældrene ikke har forberedt hende på en dag at skulle kunne klare sig selv.

I slutscenen leverer datteren en klokkeklar analyse af den onde cirkel, som de to kvinder sidder fast i: Hun er ulykkelig over at se moren ulykkelig, og omvendt, men ingen af dem er i stand til at hjælpe den anden. Denne scene er blot ét blandt flere eksempler på de ressourcer og det mentale overskud, som de to kvinder – trods deres ulykkelige situation – besidder. Men undervejs optræder andre sekvenser, hvor kæden hopper af på en måde, så man som iagttager kan sidde med en fornemmelse af at være vidne til konflikter og problemer, der er af så privat karakter, at man ikke er helt sikker på, om det er passende at blive delagtiggjort i dem.

Hvilket naturligt rejser spørgsmålet om, hvor langt man som dokumentarist kan tillade sig at gå i forhold til at udstille mennesker, der ikke er vant til at få deres private liv eksponeret i medierne.

”For mig er det afgørende, at man i en dokumentarfilm kan skabe en hel og nuanceret karakter,” siger Eva Mulvad. ”Problemet med tv er ofte, at det skal gå hurtigt, og derfor går man efter det overfladiske og det sensationelle, og så ender det let som et freakshow. I en dokumentarfilm kan man trænge dybere ned i sine karakterer og få mange flere facetter med, især hvis man er så heldig at kunne optage over en længere periode, hvor karaktererne reelt udvikler sig.”

”Det kan da godt være, at Anne Mette for mange mennesker kan være svær at forstå, fordi hun har levet et anderledes liv end de fleste, men ambitionen er, at man gennem filmen vil få mulighed for i det mindste at forstå den logik, hun handler efter. Man behøver ikke nødvendigvis at synes, at det er rigtigt, hvad hun gør, men mit mål er, at hvis jeg kan få skabt en hel karakter, som har alle nuancerne med, så vil man kunne holde af hende, på trods af de problemer og fejl hun måtte have.”

Det går nok-døsen
Alligevel kan man spørge sig selv, om det er omkostningerne værd at eksponere autentiske menneskers liv på en måde, som det sker i The Good Life, og om ikke den samme historie kunne være fortalt lige så effektivt i et fiktivt format. Hvilket er lige præcis den konklusion, som den russiske filmmager Sergei Dvortsevoy nåede frem til for nogle år siden. Dvortsevoy havde med film som Bread Day (1998) og In the Dark (2004) indtaget en position som et af de absolutte topnavne inden for international dokumentarfilm, men da han i 2008 udsendte sin første spillefilm, Tulpan, bebudede han, at nu var det slut med dokumentarisme.

”Hvis jeg trænger endnu dybere ned i mine protagonisters privatliv,” udtalte han ved den lejlighed, ”vil jeg enten ødelægge deres liv – eller min egen sjæl.”

Eva Mulvad er bekendt med Dvortsevoys position og mener, at de fleste dokumentarister har oplevet at føle sig tynget af det ansvar, det er at skulle sørge for, at der for alle involverede kan være et liv efter filmen.

”Det er naturligvis også noget, jeg har overvejet i forbindelse med denne film. Personligt synes jeg, at det er meget modigt af de to kvinder at give mig fuld adgang til deres liv på den måde, og jeg er sikker på, at der vil være nogle, som synes, at filmen går for tæt på. Men i sidste ende vil det altid være et spørgsmål om smag og temperament. Vi har meget forskellige grænser i forhold til, hvor tæt vi kan holde ud at komme på andre mennesker. For mig er det en afgørende pointe, at der ikke er tale om underholdning.”

Liv i cirkler
”I reality-genren går man også tæt på, men her sker det udelukkende for at gøre følelser til entertainment. I min film håber jeg, at man fornemmer, at der er en pointe med at gå tæt på, nemlig at der ligger nogle store spørgsmål i fortællingen, som skal ramme publikums eget liv. Det handler om, hvordan vi lever vores liv, og hvad det er for nogle familierelationer, vi har. Hvad sker der, hvis vi bager en kage og bare bliver ved med at putte glasur på, mens den ligger og mugner nedenunder, fordi vi ikke tør gå ind i de problemer, som findes i vores liv?”

– Tror du også, at dine hovedpersoner oplever det sådan?

”Det ved jeg, at de gør, for det er noget, vi har talt meget om. Når de overhovedet har indvilget i at stille op, hænger det ikke mindst sammen med, at de håber, at filmen kan få os andre til at tænke over det liv, vi lever, og den måde, vi opdrager vores børn på. De lever jo med konsekvenserne af bare at have ladet stå til i mange år, og de håber, at filmen kan være med til at åbne folks øjne for farerne ved at undlade at håndtere problemerne, når de melder sig. ’Det går nok-døsen’, som de kalder det.”

Eva Mulvad hørte første gang om Mette og Anne Mette Beckmann gennem en bekendt, som langt ude er i familie med dem. Og da hun efterfølgende tilfældigt hørte en radiomontage om de to kvinder på P1, tilrettelagt af Kirsten Laumann, blev hun fuldstændig opslugt.

”Jeg har altid været fascineret af sådan nogle storhed og forfaldshistorier. Romaner som Thomas Manns Huset Buddenbrook og den slags. Sådan noget med mennesker, der lever i en tidslomme, har noget meget eventyrligt og poetisk over sig, synes jeg. Og da jeg hørte den montage i radioen, oplevede jeg, at alene de to kvinders sprog tegnede et helt univers og gav en rig karakterbeskrivelse.”

”Så jeg ringede til Kirsten Laumann og spurgte, om hun mente, at de ville kunne fungere på film, og kort efter tog vi sammen ned til Portugal og besøgte dem. Det var i december 2007, og siden har jeg i snit været nede hos dem et par gange om året og optaget mellem halvtreds og hundrede timers materiale.”

En af de største udfordringer ved at portrættere de to kvinder i en film i biograflængde har ifølge Mulvad været, at der på de ydre linjer ikke sker meget i deres liv. De fleste af scenerne er således optaget i deres lejlighed – et kammerspil, kalder instruktøren selv sin film.

”Der er ikke de store handlingsmæssige udsving, men til gengæld sker der undervejs nogle psykologiske forandringer, som jeg har kunnet få med, fordi jeg har filmet over så lang tid. I starten troede jeg, at der skulle nogle markante ydre forandringer til, for at jeg kunne få en dramatisk fortælling ud af det. At datteren blev gift eller fandt et arbejde eller noget i den stil. Men undervejs gik det op for mig, at det var noget andet, jeg skulle lede efter. I Hollywood-film er der altid en fremdrift, men i almindelige menneskers virkelighed er det nok oftere sådan, at livet kører i nogle baner, som vi har svært ved at bryde ud af. Sådan er det også for de to kvinder i filmen. Deres liv bevæger sig i sådan nogle cirkler, fordi de holder hinanden fast.”

Stærke skænderier
The Good Life har påfaldende ligheder med et af dokumentarismens absolutte hovedværker, Grey Gardens, optaget af Direct Cinema-pionererne Albert og David Maysles i 1975. Også den film portrætterer to excentriske overklassekvinder, som har kendt bedre tider, en mor og en datter, der lever under samme tag, nærmere bestemt i et forfaldent hus i en velhaverenklave i East Hampton på Long Island uden for New York.

Eva Mulvad lægger ikke skjul på slægtskabet – Masleys-brødrene hører til blandt hendes største forbilleder – og hun fortæller, at da hun ville introducere sine hovedkarakterer for Grey Gardens, viste det sig, at de ved et tilfælde havde set noget af den i fjernsynet og holdt af den.

”Det var en stor fordel, at de havde set Grey Gardens og kunne lide den ærlighed og hudløshed, der er i den film, for det betød, at det var lettere for mig at forklare, hvad jeg gerne ville. Det er klart, at hvis man skal vise sin familie frem i en film, vil man gerne have, at det bliver et portræt, man kan leve med. Men fordi de havde set Grey Gardens, forstod de dette med, at selv om der på overfladen ikke sker så meget, og selv om karaktererne måske småskændes og ikke altid viser sig fra deres bedste sider, så kan man godt holde af dem alligevel.”

– Hvornår i processen begyndte du at få en fornemmelse af, at det kunne blive en film?

”Det var nok, da jeg første gang optog et af deres skænderier. Det var en af de talrige gange, hvor datteren anklagede moren for at have opdraget hende forkert. Da jeg oplevede, at de turde agere så ærligt og naturligt foran kameraet, vidste jeg, at jeg havde fat i noget. Det er i skænderierne, at deres karakterer kommer frem på den mest filmisk interessante måde, og derfor vil man nok også opleve, at det er i skænderierne, at nogle af de bedste scener findes.”

Møgbesværligt
– Hvilket rejser et andet principielt spørgsmål. Man kan næsten sige, at der inden for dokumentarismen gælder den pinagtige regel, at jo større ulykke des bedre film. Hvordan forholder du dig til det?

”Det er helt klart en overvejelse, man har. Men omvendt synes jeg, at der i den dokumentariske verden kan være en tendens til, at vi næsten bekymrer os for meget om de medvirkende. Det er, som om vi hele tiden skal synes, at vi er skyldige, og at vi udnytter folk og så videre. Og faktisk synes jeg, at det er udtryk for en vis grad af disrespekt for de mennesker, vi portrætterer, for de kan sgu godt sætte grænser.”

”Altså, de to kvinder i min film er ikke sådan nogle forsvarsløse små individer, som jeg kommer og tromler over ende. De ved godt, hvad de er med til, og de sætter nogle klare grænser for, hvad de vil og ikke vil.”

”Desuden kan man i dette tilfælde sige, at de to kvinders liv ikke ville være mindre ulykkeligt, hvis jeg ikke var der. Tværtimod tror jeg, at det nogle gange kan være en hjælp, hvis der kommer nogen udefra og vil være vidne til éns liv. Og jeg er temmelig sikker på, at specielt Anne Mette har fået noget ud af min tilstedeværelse i en ellers svær periode. Hun har simpelthen fået en motivation til at gå på Arbejdsformidlingen og i det hele taget fået gjort nogle ting, som hun måske ikke ellers ville have kunnet tage sig sammen til.”

”Så generelt oplever jeg det sådan, at der opstår en vekselvirkning. Selvfølgelig kan man sige, at man som filmmager får noget ud af folks ulykke, men som regel får de også noget igen, fordi man aldrig får noget uden at give noget. I dette tilfælde tror jeg, at jeg er kommet med en energi og en lyst til at se deres positive sider. Jeg sidder jo ikke bare og venter på, at nu skal det hele gå galt. Jeg ville enormt gerne have haft sådan en lykkelig Hollywood-slutning på filmen, men sådan var virkeligheden ikke. Og det er noget af det fascinerende ved at arbejde dokumentarisk. Det er herligt uforudsigeligt og møgbesværligt.”