Største oplevelser på Sundance-festivalen

”Hvad er så fedt ved at være et menneske?” 

Klonen himler en smule, da Jake spørger, om Yang nogensinde har haft det svært med at være ”techno-sapiens”. Det er ellers et hovedspørgsmål inden for sci-fi-genren. 

Tænk på robotdrengen Jake i A.I.: Artificial Intelligence, replikanten Roy Batty i Blade Runner eller helt tilbage til det kunstige menneske Maria i Metropolis fra 1928. 

Det er også omdrejningspunktet i to af de bedste film på dette års Sundance-festival: After Yang og You Won’t Be Alone, som vi håber kommer i dansk distribution. 

Den ene foregår i USA i en fjern fremtid og handler om en far, der forsøger at genoplive sin datters robot-storebror. Den anden foregår i Nordmakedonien i en fjern fortid og handler om en ung heks, der lærer livet at kende ved at overtage landsbyboeres kroppe. 

Begge er visuelt og musikalsk overrumplende oplevelser. De er lyriske skildringer af menneskelivet på godt og ondt. Og hvor de fleste instruktører tegner inden for stregerne af mainstream, har både sydkoreansk-amerikanske Kogonada og australsk-makedonske Goran Stolevski modet til at gå helt andre veje. 

Og takket være deres talent går æstetik og historie op i en højere enhed. 

Harddisk med minder
After Yang starter med en dansekonkurrence. 

En multietnisk kernefamilie – sort mor, hvid far og to kinesiske børn – stiller sig parat foran kameraet, mens en stemme tæller ned. 

”Første runde!” lyder det, og så fortager stuen sig bag dem og erstattes af en ensfarvet grøn baggrund. 

Så klippes der til en anden familie, der også danser med front mod kameraet. Og én mere og én mere, mens baggrunden skifter som pangfarvede strobelys bag de dansende, lige indtil familien bliver elimineret i tredje runde, og de med ét står tilbage i dagligstuen. 

Men Yang danser videre og kan ikke stoppe. Og da faren Jake (Colin Farrell) næste dag slæber ham på værksted, er budskabet nedslående. Reservedelene er måske en smule værd, men Yang er død! 

På det næste værksted gør teknikeren dog et fund: en skjult harddisk, hvor Yang kunne gemme et par sekunders optagelser hver dag. Snart sidder Jake med VR-briller og græder stille, mens han gennemgår robotsønnens mest skattede minder. 

Te, der farver vandet rødbrunt. Mika, den lille pige han er købt som robotbror for. Et glimt af ham selv i spejlet. Konfetti i luften. 

Hvilke øjeblikke betyder mest for os? Hvilket aftryk sætter vi på omverdenen? 

Instruktør og forfatter Kogonada – navnet er et pseudonym – har i årevis lavet videoessays for Criterion og Sight of Sound, hvor han demonstrerer store instruktørers stil. 

Allerede i debutfilmen Columbus havde han fundet sin egen: minimalistisk, stringent og afholdende, men følelsesmæssigt intens. 

Fortalt på tre planer
After Yang er en billedskøn sorghistorie, der trænger sig dybere ind på én, efterhånden som Jake ser verden gennem Yangs øjne og erkender, hvor meget han betød for ham. Og hvor lidt han egentlig kender ham. 

Som i Columbus er der lagt stor vægt på det visuelle rum. Personerne bevæger sig gennem kølig, modernistisk arkitektur i et fremtidigt USA, hvor østasiatisk kultur er allestedsnærværende. Familien købte oprindelig Yang, så han kunne være et bindeled til kinesisk kultur for Mika, deres kinesiske adoptivdatter. 

Instruktøren udfolder sin historie på tre planer og varierer det visuelle udtryk – og billedformatet – for hvert. De kolde nutidsbilleder åbner for varme øjeblikke, mens flashbacks indskrænker billedet og bruger jump cuts fra forskellige vinkler som en måde at skildre mindernes omskiftelighed. 

Yangs minder er kasseformede, korte snapshots fra hverdagen. De skærer gennem personernes melankoli – som små videoessays om livets oversete skønhed. 

Hulebarn solgt til en heks
På overfladen ligner You Won’t Be Alone en helt anden slags film. 

Historien udspiller sig i fordums Makedonien, langt ude på folketroens overdrev. Her bliver beboerne i en lille landsby terroriseret af en heks, en grufuld ”Wolf-Eateress”, der kan tage form som dyr og mennesker. 

Da en mor overraskes af heksen, trygler hun om at indgå en pagt: Hvis hun kan få seksten år med sin datter, vil hun frivilligt give hende bort som hekselærling. Og hun besegler sin ed ved at skære sig i armen. 

”Og hvad med hende? Skal hun slippe uden et mærke?” spørger heksen ondskabsfuldt, før hun rækker ind i spædbarnets mund med sine lange, barberbladsskarpe negle – og kradser talebåndet over. 

Da heksen er gået, løber moren afsted med barnet til en skjult klippehule i skoven. Et helligt sted, hvor hun kan være i sikkerhed. Sådan vokser den stumme pige alene op i hulen, holdt fanget af sin overbeskyttende mor – indtil heksen vender tilbage. 

Indvolde i brystkasse
Men der går ikke længe, før heksen bliver træt af sin nysgerrige ledsager. 

Pigen stavrer rundt som Platos huleboere, overvældet af nye sanseindtryk efter et liv i mørket. Selv om hun ikke kan tale, hører vi hendes tanker i en poetisk fragmenteret voiceover og følger hende udforske verden i svimlende smukke billeder. 

Makedonskfødte Goran Stolevski vandt for to år siden en kortfilmpris på Sundance og debuterer nu med You Won’t Be Alone, som han både har skrevet og instrueret. Han står tydeligt i gæld til Terrence Malick, men udvikler sin naturpoesi i retning af folk horror, en genre, der oplever en genopblomstring i disse år. 

Tænk på Robert Eggers’ The Witch, den sydkoreanske The Wailing, eller biografaktuelle Lamb. Og da heksen mister tålmodigheden og forlader pigen, er der også et ekko af Jonathan Glazers foruroligende Under the Skin over måden, pigen iagttager landsbyboerne på. 

På et høloft finder hun et spædbarn, og da barnets mor – spillet af Noomi Rapace – konfronterer hende, kommer pigen til at dræbe hende med sine nye, lange heksenegle. 

Hvorefter hun overtager hendes krop i en proces, der er lige så simpel, som den er ækel. Hun åbner et gabende sår midt på sit bryst og fylder sin brystkasse op med den døde kvindes indvolde. 

Øje for alt det gode
I sin nye ham prøver heksepigen at blive klogere på beboerne i den lille landsby. Hvordan de smiler, taler, griner og græder. Hvordan menneskedyret gebærder sig. 

”Når kvinder er til stede, skal munden ikke stå stille,” observerer hun, mens landsbykvinderne griner sammen. ”Men når manden er til stede, skal munden holdes lukket.” 

Kvindens voldelige mand slår hende så ofte, at hendes slægtninge mener, det må være sådan, hun har tabt forstanden. Men Goran Stolevski vil ikke blot beklage fortidens kvindeundertrykkelse, og da heksepigen senere overtager en mandekrop, får hun et nyt syn på en hård verden. 

”Det er en kedelig, smertefuld verden,” filosoferer hun for publikum. ”En bidende, ussel ting. Og så alligevel …” 

Det er dette ”alligevel”, denne indvending mod heksemutters sortsynede menneskelede, som You Won’t Be Alone ender med at samle sig om. For hvor den gamle heks forbitret har vendt verden ryggen, har den nye stadig øje for alt det gode, livet har at tilbyde os. 

På den måde minder You Won’t Be Alone og After Yang meget om hinanden. På hver sin vis udforsker de med alle filmkunstens virkemidler, hvad det vil sige at være menneske.