Dag 1: Sundance på sofaen

Sneen falder i Park City, men det er kun de lokale, der får glæde af det.

Normalt er lilleputbyen i bjergrige Utah belejret af journalister sidst i januar, men dette års Sundance-festival finder sted på sofaer verden over.

Det skal dog ikke lægge en dæmper på filmglæden. For selv om programmet nu kun strækker sig over en uge i stedet for de sædvanlige ti dage, og selv om de mest stjernespækkede independent-film i et vist omfang glimrer ved deres fravær, er der ikke slækket på ambitionerne, hvad angår indhold og kvalitet.

Faktisk kan man sige, at covid-begrænsningerne fører festivalen tilbage til rødderne: ingen rød løber, ingen indspiste efterfester, ingen ekstra opmærksomhed til mellemfornøjelige film, der ret beset ikke har brug for festivalen som skueplads for at blive solgt.

Dette års Sundance handler om at gå på opdagelse i et varieret program af filmverdenens sidste høst for nedlukningen. Og første dag bød på store danske fortællinger om verden.

Store roser til Flugt
Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar Flugt lignede allerede inden festivalens start en af hovedfilmene.

Instruktørens nærgående portræt af sin ven Amins flugt som barn fra Afghanistan til Danmark via Rusland havde premiere som åbningsfilm i kategorien World Documentary.

Den har ikke bare høstet stærke anmeldelser i internationale medier, den er også solgt for et syvcifret beløb i festivalens første budkrig.

Det er velfortjent. Det er en empatisk og intim beretning om, hvordan en traumatisk opvækst sætter sig spor i voksenlivet.

Amin fortæller, i bekendende samtaler med instruktøren, hvordan han flygtede fra Kabul kort før Talebans ankomst, hvordan vodkastinkende russiske politibetjente ville bestikkes for at lade dem gå, og hvordan menneskesmuglere tager sig dyrt betalt for at pakke dem i en container og håbe på det bedste.

Det er en traumatisk erindringshistorie holdt i en stærk og sensuel streg, der i stresspassager bliver nærmest udvisket. Det er umuligt ikke at tænke på Waltz with Bashir, men også Egil Håskjold Larsens humanistiske mesterværk 69 Minutes of 86 Days har et beslægtet ærinde.

Men Flugt er mere terapeutisk. Den kredser ikke om traumerne, men om, hvordan vi kommer videre.

Amin klarede sig igennem. Han var heldig. Han har en international karriere og en sød kæreste ved navn Kasper – Amins seksualitet er en del af fortællingen, men ikke et hovedtema – men han har også svært ved at åbne op.

Noget løsner sig i ham under samtalen med Jonas Poher Rasmussen. En nødløgn, der er blevet til en livsløgn. Med tøven og tænkepauser skaber instruktøren et medfølende og varmt portræt af sin ven. Det er opløftende at se.

Præsidentvalg i Zimbabwe
Flugt er endnu en stor fjer i hatten for det danske produktionsselskab Final Cut for Real, der i år er dobbeltrepræsenteret på Sundance.

I kategorien World Documentary dyster de mod sig selv med President, Camilla Nielssons bydende portræt af præsidentvalget i Zimbabwe i 2018.

Sundance har tradition for et stærkt dokumentarfelt, og den har været et internationalt springbræt for titler som Honningland, Welcome to Chechnya og den norske The Painter and the Thief.

Camilla Nielsson vender tilbage til de politiske indercirkler, hun skildrede for syv år siden i Democrats. Den film handler om præsident Robert Mugabes forsøg på at skabe en ny forfatning for den afrikanske republik efter internationalt pres forårsaget af årtiers skamløs valgsvindel.

Mugabe blev senere afsat i et kup og erstattet af partifællen Emmerson Mnangagwa. Det er ham, som den 40 år unge præsidentkandidat Nelson Chamisa udfordrer i President.

Chamisa er en ildsjæl og en naturlig leder af sit parti, altid god for et slagfærdigt citat. Som da han tørt bemærker om præsidentens forsøg på at rydde op i statskorruption: ”En myg kan ikke kurere malaria.”

President er en hyldest til dem, der kæmper for forandring. Derfor er det hårdt at se deres optimisme vende til desillusion, da regeringen blander sig i valgkommissionen, der burde være uafhængige.

Camilla Nielsson giver håndgribeligt vidnesbyrd om en forbrydelse mod folkestyret. Også selv om det til tider føles, som om hun holder sig på respektfuld afstand af personerne.

Det tætteste, vi kommer på den udfarende Chamisa, er da han sidder mut alene i bilen efter at være blevet fortalt om seks dræbte til en demonstration. Han må lige synke, mens han stirrer frem for sig. Og så synker han igen.

Pige fra døv familie
I et noget mere adspredende hjørne finder man Sian Heders let skabagtige, men jævnt underholdende ungdomsfilm CODA.

Den skildrer pigen Ruby, der har en døv familie, men er i besiddelse af et enormt sangtalent.

”Hvis jeg var blind, ville du så være maler?” spørger moren konfronterende.

Hun er ikke spor stolt over Ruby, der ellers kan synge med sjæl og vigør, når hun da ikke er for flov eller forbitret til andet end halvkvalt nynnen.

I mellemtiden raser faren over fiskeopkøberne på havnen, der presser priserne ned for de små kuttere. Han beslutter sig for at sælge sine egne fisk. Familien hiver i den ene retning, og hendes flamboyant misbilligende sanglærer haler i en anden.

Det er den slags film, hvor alting forvikler sig i artige knuder, som løsner sig lige så let, når dannelsesrejsen kræver det.

Men Sian Heder, der også skrev for Orange Is the New Black, er dog god for nogle gode grin under vejs.

Den gavtyveagtige far forsvarer over for Ruby sin prut ved middagsbordet: ”Ved du, hvorfor Gud gjorde, at prutter lugter? Så døve også kan nyde dem.”