Super16 er mere end et alternativ

Vi bøjer os ikke for janteloven, og det gør vores film heller ikke.

Sådan lyder det fra den nyudklækkede Super16 årgang #10, hvis afgangsfilm bliver vist på Ekkos hjemmeside frem til 10. marts.

Ingen snak om gyldne årgange, men den tiende udgave af Super16-filmfolk har vist sig særdeles leveringsdygtige i priser og nomineringer. Både på hjemlige breddegrader og ved amerikanske festivaler som Sundance og SXSW.

Men alternativ er den ikke længere, mener Zinnini Elkington, der vandt både Shortlist Prisen og en Robert for #MeToo-dramaet En flirt.

Nu er der filmskolen på Holmen og filmskolen i Valby (på Nordisk Film), som årgangen halvt i alvor, halvt i spøg, omtaler de to skoler.

”Vores årgang er stærk, og der er i det hele taget en generation af nye filmskabere, som har succes med at udfordre den måde, vi fortæller historier på. Men det bliver ikke bemærket på samme måde som før,” siger Glen Bay Grant med henvisning til ”den gyldne årgang” på Den Danske Filmskole i 1993 med blandt andre Thomas Vinterberg og Per Fly.

Støttesystemets kasser
Sammen og hver for sig har instruktørerne fra Super16 ikke været bange for at udforske alvorstunge emner som fødselsdepression, psykisk sårbarhed og fri abort.

Vi laver ikke film for sjov, siger de.

”Det skal føles vigtigt og som noget, jeg kan relatere mig til. Det bliver ofte psykiske problemer, senest med et usundt ungdomsmiljø, som jeg også har været en del af som ung,” siger Kristian Håskjold, der med Young har skabt et bidende ubehageligt ungdomsdrama, som sender tankerne mod Fucking Åmål.

Flere af instruktørerne føler sig fanget i det danske støttesystem. Hvad er det for en film, du vil lave, bliver de spurgt af velmenende konsulenter med forventning om et genreprædikat som svar. Komedie, drama eller dramedy?

Hvorfor må det ikke bare være underligt, skævt og svært at kategorisere?

”Du kan godt lave en socialrealistisk film om en 120 kilo tung heroinpusher, der er forelsket i en afrikansk dressurrytter i stedet for, at det skal være en pædagog, som falder for en politimand hver gang,” opfordrer Simon Mortensen.

Også Hannah Elbke interesserer sig for outsidere.

”Jeg vil gerne vise, at verden kan være anderledes. Og skabe universer, man kan bruge til at sætte samfundsstrukturer på spidsen og prikke lidt til, hvad vi tager for gode varer i vores hverdag,” siger hun.

Opgør med 100 års filmblik
Super16 har for alle seks instruktører været en kunstnerisk hub, hvor de har kunnet sparre med hinanden fri for den klassiske måde at gå i skole på. Mens andre kunstneriske uddannelser undergår en akademisering, repræsenterer Super16 en efterhånden svunden tankegang om, hvad det vil sige at være skabende kunstner uden læringsmål og ECTS-point.

Jacob Krzysztof Glogowski lavede på første år gruppens mest ambitiøse film. I et sammensurium af visuelle udtryk bliver en ung mand trukket ind i et excentrisk performance-kunstværk. Siden har han lavet et disharmonisk kammerspil og nu et sci-fi-drama om abort.

De seks instruktører vil lave de film og serier, som de selv savner.

Flere er allerede i gang med serielle formater på DR og TV 2. Imens udvikler de spillefilm, som systemets nåleøje forhåbentlig vil åbne sig for.

”Ikke bare vores årgang, men hele vores generation tager det på os at gøre op med et blik, der er baseret på 100 års filmhistorie,” siger Zinnini Elkington.

”Vi er bevidste om, at vi er farvet af den måde, vi har set film på før. Vi prøver at fjerne filteret og kigge nogle andre steder hen.”