Interview
21. feb. 2021 | 17:40

Målet er bæredygtig filmproduktion

Foto | Miklos Szabo
Producerne fra Super16 er fra venstre: Andreas Bak, Anna Risgaard Dahl, Lea Lykke, Caroline Steenberg Dam, Johannes Rothaus Nørregaard og Theis Nørgaard.

Det er sin sag at lave afgangsfilm i et corona-år, men producerne på Super16 årgang #10 har gjort det umulige. Nu vil de revolutionere branchen.

Af Morten Scriver Andersen / Ekko #87

De har allerede deres gang på førende filmselskaber som Zentropa, Meta Film, Motor Productions og SAM Productions.

Men på Super16 har producerne fået deres ilddåb som ledere af en produktion på et minimalt budget i et nedlukket land.

Frem til 10. marts vises de seks afgangsfilm eksklusivt på Ekkos hjemmeside.

Hos Super16 er der ikke mange penge at rutte med, så næsten alt skal skaffes gratis. Det kræver, at man får etableret gode kontakter hos udstyrshuse og filmhåndværkere.

Man skal være lidt af en hustler, siger Johannes Rothaus Nørregaard, inden han retter det til ”en løsningsorienteret gentleman i et generøst miljø”.

Den særlige biografoplevelse
De seks producere i alderen fra 31 til 34 år er blandt de ældste årgange på Super16.

De kan beskyldes – eller hyldes – for at være en smule konservative, da de droppede den forrige årgangs eksperiment med at lave serielle formater som midtvejsprojekter. Det førte til seks mere klassiske midtvejsfilm, som er blevet godt modtaget på festivaler og ved prisuddelinger.

Deres afgangsfilm følger samme spor med et mantra om stærke fortællinger og kreativ frihed. Producerne vil ikke eksperimentere for eksperimentets skyld, siger Anna Risgaard Dahl.

De vil ikke lave virtual reality,fordi det økonomisk kan lade sig gøre, eller bidrage til en fælles antologi for at styrke en fortælling om Super16.

Tv-serier er lige nu dér, hvor pengene er. Men Andreas Bak vil i fremtiden gerne slå et slag for noget så traditionelt som den danske biograffilm. Det er han ikke ene om i gruppen. Biografoplevelsen er noget særligt.

”Det er fedt at arbejde med de kunstneriske formater, men vi skal også åbne filmen op og invitere publikum ind. Finde en balance mellem det kunstneriske og det kommercielle,” siger Theis Nørgaard, der gerne vil have plads i det kreative rum for at hjælpe med at løfte filmen ud til publikum.

Filmfolks ve og vel
Det er ikke kun filmene, som de næsten allerede etablerede producere vil rykke ved.

Det er også måden, de bliver lavet på. Første stop er arbejdsforholdene i en branche, der har for vane at glemme medarbejdernes ve og vel.

”Jeg drømmer om en mere holistisk tilgang til at lave film, hvor der er plads til, at vi kan forene en filmkarriere med et privatliv. Hvordan ser det egentlig ud for budgetterne, hvis vi laver en kortere arbejdsuge, så man ikke behøver at have en hjemmegående partner for at kunne være en succesfuld filmarbejder?” spørger Lea Lykke.

Hun har selv måttet trække i bremsen på grund af eftervirkninger fra en gammel hjernerystelse. Derfor kunne hun ikke selv producere en afgangsfilm, men heldigvis trådte fællerne til og overtog hendes arbejde.

Næste stop er en mere bæredygtig filmproduktion.

Det har fra starten været en vision for særligt Caroline Steenberg Dam, der i skrivende stund er i gang med sin første spillefilm. Den ser hun gerne ryddet for plastikflasker, overfyldte buffeter og sort energi.

”Der kan godt være en frygt for, at det går ud over det kunstneriske udtryk. Men vi bliver nødt til at kigge den vej. Hvis vi gør det i vækstlaget og lærer vores medarbejdere op, er det jo et greb i stedet for et benspænd.”

Repræsentation
Producerne oplever ikke en modvilje i den etablerede branche, men en større kulturændring kræver tid. Tiende årgang har også en ambition om at blive mere bevidste om repræsentation i produktionen.

Derfor har de indført registrering af kønsfordelingen på A-funktioner, og det har måske været medvirkende til, at hovedparten af afgangsfilmene har en kvindelig hovedperson.

Udfordringerne i fremtidens filmlandskab er mange, men producerne lykkedes med at skabe seks film under coronakrisens nærmest umulige arbejdsbetingelser.

Andreas Bak taler for hele holdet, når han siger:

”Vi måtte udskyde vores produktion tre gange, før vi startede på optagelse. Så det var stort at stå på den sidste optagedag og faktisk have fået en film i kassen”

Kommentarer

Super16 årgang #10

Uafhængig filmuddannelse grundlagt i 1999 som et alternativ til Den Danske Filmskole.

Seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfattere optages hvert andet år.

De unge filmskabere står selv for undervisningen på den treårige uddannelse.

Årgang #10 har markeret sig ved at vinde Ekko Shortlist Awards i 2018 og 2020.

Frem til 10. marts viser Ekko eksklusivt afgangsfilmene.

Se filmene her.

© Filmmagasinet Ekko