Nyhed
19. jan. 2012 | 11:39

SuperClásico rykker tættere på Oscar

Foto | Shazia Khan
SuperClásico

SuperClásico er blandt de sidste ni film, der er i spil til en Oscar-nominering som bedste ikke-engelsksprogede film. Stik mod eksperternes forventninger.

Af Jacob Ludvigsen

”Vi har ikke en Kinamands chance.”

Sådan lød det fra nærværende filmmagasins chefredaktør, Claus Christensen, da det kom for en dag, at SuperClásico var årets danske kandidat til en Oscar i kategorien for ikke-engelsksprogede film.

Men nu ser det ud til, at kinamanden har en reel chance. I hvert fald er Ole Christian Madsens varme fodbold- og skilsmissekomedie blevet udtaget til den shortlist på ni film, som Oscar-akademiet skal vælge de endelige fem nomineringer ud fra.

Christensen var ikke den eneste, der var skeptisk over for dette års danske nominering. Peter Aalbæk Jensen og Regner Grasten kritiserede for eksempel måden, den danske kandidat bliver indstillet på, og ikke mindst rettede de skytset mod den komité, der står bag udvælgelsen. Komitéen bestod i år af syv branchefolk samt formanden for de danske filmjournalisters forening.

Højt begavelsesniveau
Formanden for komitéen er direktøren for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, og han er da heller ikke sen til at give kritikerne en slet skjult stikpille.

”Vi ønsker tillykke til SuperClásico og glæder os over dagens shortlistning. Den understreger det høje begavelsesniveau i komitéen,” siger han — ifølge Filminstituttets pressemeddelelse ”med et skælmsk smil”.

Claus Christensen erkender, at SuperClásico lader til at være et bedre valg end ventet. Men han tror dog stadig ikke, at filmen løber af med en nominering i sidste ende. Denne gang nævner han dog ikke noget om kinamænd.

”Jeg spiser gerne en kinamand, hvis SuperClásico vinder en Oscar. Jeg er glad på Ole Christian Madsens vegne. Han er en dygtig og sympatisk filmskaber, men det er overraskende, at Oscar-komitéen foretrækker SuperClásico frem for eksempelvis Aki Kaurismäkis finske komedie Le Havre, som vi retfærdigvis må sige er en klasse over den danske,” siger Christensen.

Iransk favorit
I USA har den fremmedsproglige kategori dog ikke samme betydning, som vi tillægger den herhjemme.

”Der er meget få medlemmer af akademiet — måske helt ned til 200 — der stemmer. SuperClásico har lidt samme stemning som Sideways, der er et hit blandt de ældre akademimedlemmer, som typisk stemmer i denne kategori,” siger Claus Christensen og fortsætter:

”Så alt kan i princippet ske. Men det vil være overraskende, hvis Oscar-vinderen ikke bliver enten det iranske mesterværk Nader og Simin — en separation eller Wim Wenders 3D-ballet-film Pina.”

Kun tretten af de ialt 75 nominerede i kategorien fra og med 1996 har været komedier. Og ni af dem er fra før 2001.

Om SuperClásico kan være med til at bryde denne tendens, finder vi ud af på tirsdag, når de fem nominerede offentliggøres. De vælges af tyve medlemmer af Akademiet i Los Angeles og ti i New York.

Kommentarer

De ni shortlistede film

Bullhead (Belgien, instr. Michael R. Roskam)
Monsieur Lazhar (Canada, instr. Philippe Falardeau)
SuperClásico (Danmark, instr. Ole Christian Madsen)
Nader og Simin en separation (Iran, instr. Asghar Farhadi)
Footnote (Israel, instr. Joseph Cedar)
Omar Killed Me (Marokko, instr. Roschdy Zem)
In Darkness (Polen, instr. Agnieszka Holland)
Warriors of the Rainbow: Seediq Bale (Taiwan, instr. Te-Sheng Wei)
Pina (Tyskland, instr. Wim Wenders)

© Filmmagasinet Ekko