Superheltens løgn

Heltens ”menneskeliggørelse” bliver mere og mere tydelig med den seneste bølge af blockbustere om superhelte: Spiderman, Batman og Hancock. Kritikerne falder i svime over, at filmene bevæger sig ud over de flade tegneseriefigurer og dvæler ved superheltens svagheder, hans tvivl og angst, kampen med indre dæmoner og konfrontationen af egne mørke sider.

Som om det skulle gøre de kommercielle superproduktioner mere kunstneriske.

Der er imidlertid mere på spil i Christopher Nolans The Dark Knight. Da den offentlige anklager og indædte mafiabekæmper Harvey Dent dør ved filmens slutning, går det op for Batman og politivennen Gordon, hvilket moralsk tab det vil være for Gotham City, hvis sandheden om Dent, der selv blev korrupt og begik mord, kommer frem. Batman overtaler Gordon til at bevare Dents ry og i stedet gøre Batman ansvarlig for mordene. Gordon indvilliger, han smadrer Bat-signalet, og en storstilet jagt på Batman begynder.

For at holde den offentlige moral højt er det med andre ord nødvendigt at lyve, og filmens budskab er: Kun en løgn kan frelse os!

Bag masken
Det er ikke så underligt, at den eneste sandhedssøgende karakter i The Dark Knight er skurken, Jokeren. Hans mål med terrorangrebene på Gotham City er klare: De stopper først i det øjeblik, Batman tager sin maske af og afslører sin sande identitet.

For at komme Batman til undsætning og forhindre afsløringen har Dent fortalt pressen, at det er ham, der er Batman. Endnu en løgn. Og for at fange Jokeren iscenesætter Gordon sin egen, fingerede død. Endnu en løgn …

Men hvem er Jokeren, der vil afsløre sandheden bag Masken, og som er overbevist om, at afsløringen vil ødelægge samfundsordenen? Han er ikke en mand uden maske, men omvendt en mand, der konvergerer med sin maske, ja, han er sin maske. Der er ingenting nedenunder, ingen ”almindelig mand” eller andet. Jokeren har derfor heller ikke nogen baggrundshistorie og mangler et tydeligt motiv for sine handlinger: Han fortæller forskellige personer forskellige historier om sine ar og håner derved tanken om, at der skulle være et dybt rodfæstet traume, som driver ham. (Der findes en tilsvarende historie om den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. De, der oplevede ham privat, blev overrasket over, at han privat opførte sig på præcis samme måde, som han gjorde offentligt, inklusive hans latterligt affekterede fremtoning).

Peger The Dark Knight og dens store popularitet ikke på det faktum, at den rammer et ømt punkt i vores politisk-ideologiske konstellation: At sandheden er uønsket?

The Dark Knight er på den måde en ny version af John Fords western-klassikere Fort Apache og Manden der skød Liberty Valance, der begge udfolder det budskab, at løgnen må hævdes som sandheden, hvis Det Vilde Vesten skal civiliseres. Vores civilisation er funderet på en løgn, og The Dark Knight og det fornyede behov for løgnen er et tegn på en global ideologisk regression, som man næsten fristes til at give samme titel som den ungarske filosof Georg Lukács’ mest stalinistiske værk: Fornuftens ødelæggelse.

Det sidste menneske
En af de bedste måder at studere ideologiske ændringer er ved at sammenligne forskellige versioner af den samme historie gennem tiden.

Richard Matheson udgav i 1952 science fiction-romanen I Am Legend, som er blevet filmatiseret tre gange: The Last Man on Earth med Vincent Price fra 1964, The Omega Man med Charlton Heston fra 1971 og I Am Legend med Will Smith fra 2007.

Den første version er grundlæggende mest tro mod romanforlægget og nok stadig den bedste. Neville, det eneste overlevende menneske efter en apokalyptisk katastrofe, vandrer gennem de øde gader, men opdager hurtigt, at han ikke er helt alene. En muteret art af levende døde – vampyrer – forfølger ham. Vampyrerne sender kvinden Ruth hen for at udspionere Neville, og meget af mødet fokuserer på Nevilles indre kamp mellem dyb paranoia og håb.

Efter en tid tager Neville en blodprøve, der viser Ruths sande natur som levende død. Vampyrerne angriber Neville og tager ham til fange for at henrette ham i fuld offentlighed foran alle i det nye samfund.

Før henrettelsen går det endelig op for Neville, hvorfor det nye vampyrsamfund ser ham som et monster. Ligesom vampyrer blev betragtet som sagnmonstre, der slog de sårbare mennesker ihjel, mens de sov i deres senge, er Neville blevet en mytisk figur, der dræber både vampyrer og de inficerede levende døde, mens de sover. Han er en sagnfigur – a legend – ligesom vampyrerne engang var det.

The Last Man on Earths største afvigelse fra romanen er en ændring i slutningen. Helten flygter, men bliver til sidst skudt i kirken, hvor hans kone ligger begravet.

Frelseren
Den anden filmversion, The Omega Man, foregår i Los Angeles, hvor det ikke er vampyrer, men en gruppe modstandsdygtige albinoer – kaldet Familien – som har overlevet en pest.

Pesten har forvandlet Familien til voldelige lys-sensitive mutanter med storhedsvanvid. Og selvom de er modstandsdygtige, er gruppen langsomt uddøende, da pesten hele tiden muterer. De tror, at den moderne videnskab er årsagen til ulykken, og Neville, det sidste symbol på videnskaben og bruger af ”hjulet”, må nødvendigvis dø. Den sidste scene viser de overlevende mennesker på vej væk i en Landrover, efter at den døende Neville har givet dem en flaske blodserum. Formodentligt for at genrejse menneskeheden.

Den tredje filmversion, I Am Legend, foregår på Manhattan, og kvinden, der kommer til Neville, hedder her Anna. Hun er ledsaget af sin søn Ethan og kommer fra et baptistmiljø i sydstaterne. Hun fortæller, at Gud har sendt hende for at bringe ham til en koloni af overlevende i Vermont.

Neville nægter at tro hende. Han mener ikke, at der kan eksistere en Gud i en verden, som indeholder den slags lidelse og massedød.

Da de inficerede angriber, forskanser Neville, Anna og Ethan sig i det kælderlaboratorium, hvor Neville har bedrevet eksperimenter på en inficeret kvinde. Det viser sig, at eksperimenterne har kureret kvinden. Neville prøver at finde ud af, hvordan han kan give kuren videre til andre overlevende, for han bliver slået ihjel.

Efter at Neville har givet en beholder med kuren til Anna, skubber han hende og Ethan ned gennem en skakt, hvorefter han sprænger sig selv og de angribende i luften med en håndgranat. Anna og Ethan slipper væk og videre til kolonien med overlevende i Vermont.

I den afsluttende voice-over fortælles det, at Nevilles kur gjorde menneskeheden i stand til at overleve, hvilket giver Neville status som en legende, en Kristus-lignende figur, der ofrede sig selv for at frelse menneskeheden.

Øko-paradiset
Den gradvise ideologiske regression ses her i sin reneste form.

Den første filmversion hjemsøges af sin egen konklusion. I stedet for at dø på bålet som en legende genfinder helten ved sin død sine rødder i det tabte fællesskab: kirken og familien. Bogens stærke multikulturelle indsigt, nemlig at det er tilfældigt, hvor vi kommer fra, bliver på den måde undergravet. Det overordnede budskab er ikke længere positionernes omskiftelighed, der tydeliggør vores afgrundsløse rodløshed (vi er nu legender, som vampyrerne var legender for os), men derimod vores irreduktible rodfæstethed.

Den anden filmversion fortsætter denne underminering ved at fokusere på, hvordan menneskehedens overlevelse muliggøres af heltens medicin mod pesten. Denne fokusforskydning genindskriver filmen i det velkendte emne om en truet menneskehed og dens redning i sidste øjeblik. Som en positiv bonus får vi dog en dosis liberal anti-fundamentalisme og oplyst videnskabelighed, der gendriver den obskure hermeneutiske søgen efter ”en dybere mening” med katastrofen.

Den tredje version hamrer det sidste søm i kisten ved at vende tingene på hovedet og åbent vælge den religiøse fundamentalisme. Allerede de geopolitiske koordinater for historien indikerer dette: Det ødelagte New York kontrasteres med okø-paradiset Vermont, der er beskyttet af en mur med vagter, og som – for at føje spot til skade – tager imod de nye fra det fundamentalistiske syd, der har overlevet turen gennem det ødelagte New York.

Den nye menneskehed
Når det kommer til religion, er udviklingen strengt parallel. Det første ideologiske klimaks i I Am Legend er Nevilles Job-lignende øjeblik af tvivl: Der findes ingen Gud, hvis sådan en katastrofe er mulig. Nevilles tvivl står i modsætning til Annas fundamentalistiske tro på, at hun er et værktøj i Guds hænder og sendt på en mission, som hun endnu ikke forstår meningen med.

I filmens sidste minutter skifter Neville side og tilslutter sig Annas fundamentalisme, idet han godtager identifikationen med Kristus. Meningen med, at hun blev ført til ham, var, at han skulle give hende kuren, som hun så skal bringe videre til Vermont. Hans syndige tvivl er forkastet, og vi ender med det præcis modsatte af bogens oprindelige præmis.

Neville er stadig en legende, men en legende for den nye menneskehed, hvis genfødsel muliggøres ved hans opfindelse og opofrelse.

Det, der er blevet udraderet fra historien, er den autentiske erfaring, der ligger i den oprindelige betydning af bogens titel: Vores egne traditioner er ikke bedre end det, som hos andre forekommer os at være excentrisk.

Det er den samme erfaring, som formuleres af den franske filosof René Descartes. I Om metoden fra 1637 skriver han, hvordan han på sine rejser har opdaget, at ”de, hvis meninger står i stærk modstrid med vores, ikke alle sammen er barbarer eller vilde, men adskillige af dem har en lige så god forstand som vi, eller endda bedre”.

Ironien er, at denne dimension forsvinder netop i vores æra, hvor multikulturel tolerance ophøjes til officiel ideologi. Om vi kan lide det eller ej, så er det her, vi befinder os lige nu.

Oversættelse: Kristoffer Hegnsvad

Dette essay er et redigeret uddrag af en større tekst, som Slavoj Žižek har planer om at udgive i bogform.