Nyhed
18. feb. 2021 | 12:01

Susanne Biers serie er den mest sete

Foto | Niko Tavernise
Susanne Bier instruerer medvirkende i The Undoing, der i noget af serien foregår i en retssal, hvor hovedpersonen er anklaget for en brutal forbrydelse.

Danskerens serie The Undoing er den mest populære på HBO i 2020 og overgår den tidligere topscorer Big Little Lies.

Af Nicki Bruun

Danske Susanne Bier er særdeles populær i det store udland.

Hendes Netflix-film Bird Box blev en af streamingtjenestens mest sete titler nogensinde. Nu er instruktørens The Undoing blevet erklæret den mest sete serie på HBO i 2020.

Det skriver det amerikanske brancheblad Variety.

I serien spiller Nicole Kidman og Hugh Grant hovedrollerne som ægtepar, hvor han kommer i søgelyset som mistænkt for et bestialsk mord. Og det bliver holdt åbent helt frem til mysterium-thrillerens sidste af seks afsnit, om han har gjort det.

Den spænding kunne publikum i hobetal ikke stå for.

Ifølge HBO steg seertallet på tv-kanalen i USA med det dobbelte fra første til sidste afsnit. Endnu større stigning var der på den amerikanske streamingtjeneste HBO Max, hvor The Undoing efter tre afsnit var blevet set af over seks millioner mennesker.

På HBO Max er den sågar endt med at overgå forrige års topscorer, Big Little Lies.

Begge er skrevet af den amerikanske seriekonge David E. Kelley og kan herhjemme ses på HBO Nordic, der senere i år omdøbes til HBO Max.

Flop og comeback
Susanne Bier vandt i 2011 en Oscar for Hævnen, og siden har hun været en efterspurgt instruktør i udlandet.

Det tog dog mange år at realisere periodedramaet Serena, som på trods af superstjernerne Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne blev et flop blandt både publikum og anmelderne.

Til gengæld fik danskeren et comeback som instruktør af den britiske miniserie Natportieren, som hun i 2016 vandt en Emmy for, mens flere skuespillere tog priser ved Golden Globes.

Derfra gik det strygende med Bird Box og The Undoing, og Bier har ikke lavet en dansk film siden En chance til fra 2014.

Instruktøren fortsætter i det amerikanske, hvor hun som det næste skal være konceptuerende instruktør på serien The First Lady, der handler om førstedamer i Det Hvide Hus over flere generationer.

Trailer: The Undoing

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko