Svensk Oscar-vinder er død
Han kom ud af det blå og forsvandt lige så pludseligt.
Den sensationelle filmdebutant, Malik Bendjelloul, der vandt hele verdens hjerte med dokumentaren Searching for Sugarman og fik en Oscar som tak i 2013, er gået bort.
Tirsdag aften blev han fundet død i nærheden af Stockholm. 36 år gammel. Hans bror fortæller, at der er tale om selvmord.
”Jeg ved, at han havde været deprimeret i en kort periode, og depression er jo noget, man kan dø af. Men spørgsmålet om hvorfor, vil ingen kunne besvare. Det kommer til at rumstere i brystet på mig resten af livet,” siger Johar Bendjelloul til svenske DN.
Startede som barneskuespiller
Bendjelloul blev født i Ystad. Hans svenske mor var kunstmaler og hans algeriske far læge. Han gjorde tidligt entre i tv-branchen som barneskuespiller i serien Ebba och Didrik, der blev sendt på SVT.
Siden studerede han på en medieskole med fokus på film i Kalmar og vendte så tilbage til SVT, denne gang som journalist på kulturprogrammet Kobra.
Det var her, han faldt over den gådefulde historie om en amerikansk folk-musiker, Sixto Rodriguez, der i Sydafrika havde samme status som Bob Dylan. Men han var stort set ukendt i resten af verden.
”Jeg syntes, at det var den bedste historie, som jeg nogensinde havde hørt i hele mit liv. Bare man hører den, græder man næsten. Og jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne lave en film, der bare var en tiendedel så god som historien, så ville den blive fantastisk,” siger Malik Bendjelloul, da jeg møder ham i 2012, hvor han er i København for at promovere filmen op til biografpremieren.
Hentet ud af glemslen
Sixto Rodriguez indspillede i 1970 og 1971 to albummer, Cold Fact og Coming from Reality. De floppede fælt i USA, men blev udgivet på licens i Sydafrika, hvor de solgte i omegnen af 500.000 plader.
Sydafrikanerne kunne identificere sig med Rodriguez’ inderlige anti-establishmentsange. Sangene påvirkede en hel generation og blev en del af modstandskampen mod apartheid. Men ingen vidste, hvem sangeren var, og gennem årene voksede myten om ham i Sydafrika. Der gik rygter om, at han havde skudt sig under en koncert.
Det lykkedes Bendjelloul at finde frem ham. Sixto Rodriguez havde efter pladerne trukket sig tilbage, ernærede sig som bygningsarbejder og levede et beskedent familieliv i Detroit.
Han anede ikke, at han var en stjerne i Sydafrika, og han havde aldrig fået en krone af salget. Sammen med Bendjelloul rejste den aldrende musiker til landet, hvor han gav en bevægende comeback-koncert.
Hvis mindet skulle falme
Resten er historie. Takket være Searching for Sugarman er Sixto Rodriguez i dag, med over 40 års forsinkelse, et verdenshit. Malik Bendjelloul fortalte til Ekko, at filmen blev til på et yderst skrabet budget.
”Det var en økonomisk katastrofal proces. Men du kan bevare den kunstneriske frihed, hvis du siger nej til penge,” sagde han.
I en ægte independent-ånd lavede Malik Bendjelloul næsten alt selv til filmen – fra klipningen over musikken til illustrationerne. Historien om dens forbløffende succes er næsten lige så mytologisk som det emne, den skildrer.
Nu er Malik Bendjelloul selv væk og borte. Også han efterlader sig en gåde. For hvorfor?
Måske vil en filmskaber om mange, mange år opdage Searching for Sugarman og undre sig over, hvem der instruerede denne perle af en film, og hvad der blev af ham. Forhåbentlig vil filmskaberen grave hans historie frem og bringe den op lærredet. Det fortjener Malik.
Kommentarer