Shortlist: Swingere vilde med Venus
Ekkos hjemmeside har i den forgangne uge fået besøgende fra helt andre steder end normalt. Aldrig før er der blevet linket til det seriøse filmmagasin fra datingsider som Scor.dk og 40plus.dk, og selv S/M- og swinger-miljøet har fået øjnene op for magasinet.
Alt dette kan Ekko takke claymation-kortfilmen Venus (og musikvideoen Euphoria) for.
Tor Fruergaards film er med et rekordstort antal visninger og stjerneangivelser ikke bare strøget direkte ind på førstepladsen på den ugentlige top 10. Den ligger også nummer 1 på All Time, som er en sammentælling for alle film, siden Shortlist kom til verden 15. april.
Alene de tre første dage så over 10.000 brugere animationsfilmen om et pars skrantende sexliv og forsøg ud i swingermiljøet. En virak, der er kommet bag på den 33-årige instruktør.
”Det er jo helt vildt! Jeg havde en målsætning om, at hvis den bare kom ind på listen i et par uger, så ville det være rigtig fint. Men så tog det jo lige pludselig fart, da Ekstra Bladet skrev om den,” siger han, da vi fanger ham på telefonen.
Nyt liv i swingerklubber
Ekstra Bladet linkede i den forgangne uge til filmen med overskriften ”Ta’ med i swingerklub”, og det har altså skabt et helt nyt publikum til Ekko Shortlist.
”Det er fedt, at filmen har fået et nyt liv. Den har jo et par år på bagen, så jeg troede egentlig, at den havde toppet. Men nu har den jo fået et helt nyt publikum, og det er jeg rigtig glad for.”
Tor Fruergaard er efter Venus’ indtræden på Ekko Shortlist blevet kontaktet af flere swingerklubber, som vil bruge kortfilmen ved velkomstarrangementer for nye swingere.
”Jeg har længe håbet på, at filmen ville blive vist i swingermiljøet, men troede ikke, der var interesse for det. Før den kom ind på Shortlist, er jeg kun blevet kontaktet af en enkelt swinger eller to. Nu kan jeg virkelig mærke, at den rykker i miljøet!”
Populær på festivaler
Det er ikke kun Ekkos gamle og nye brugere, der er vilde med den skæve kærlighedshistorie.
Venus, der er Fruergaards afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i 2010, er generelt blevet godt modtaget på de mange festivaler, den har været vist på.
Den har blandt andet modtaget en Honorable Mention på L.A. International New Wave Festival i 2011 og prisen for bedste kortfilmanimation på Slamdance Film Festival, som er Sundance Film Festivals hippe lillebror.
Tor Fruergaard er i øjeblikket i gang med et nyt animationsprojekt, Vokseværk, som går i produktion den 20. oktober og forventes færdig i maj 2014.
Kommentarer