Nekrolog: Tak for alt, Palads!

Palads’ endeligt er et spørgsmål om tid.

105 år, så kan man sgu godt tillade sig at udånde, du stolte, gamle stumfilmpalæ. Nu skal du jævnes med jorden og blive til støv i den banegrav, du på Axeltorv så længe har tronet over.

Graven skal asfalteres og flades ud. Din farverige facade skal erstattes af grå tårne med hotelværelser, ejerboliger og måske på sigt en ny biograf. Ejeren af banegraven, Bane Danmark og DSB Ejendomme, tænkte i kroner og ører, da de fremlagde den storstilede stål-, glas- og betonplan.

Det gør ondt at sige det, men din besøgstid er ved at være ovre, gamle jas. Det er såmænd på sin plads, at du bliver nedlagt som biograf. Gæsterne forsvinder, og du er alt for dyr i drift.

Nordisk Film, din ihærdige ejer, støtter forslaget. Du koster dem to millioner om året. Hver af dine sytten sale kræver massiv ventilation. Den fugtbefængte indmad er årsagen til, at lokalpolitikerne ikke vil opkøbe dig.

De 55 borgerrepræsentanter på Rådhuset reviderer planen en smule, beklager sig over din snarlige død, men lader dig i sidste ende falde.

Postmoderne helvede
Palads, du vil blive mindet som en kulturmastodont midt i København.

Farveladen vakte skandale i 1989. Kulturradikale, spinatfugle og andre avancerede arter gøs af dit postmoderne helvede. Overmalingen var et kulturens forfald.

Men for folket gav striberne fest og farver.

Og symbolikken var ikke til at tage fejl af, da danske Shu-bi-dua indviede dit nye udseende med fællessang foran 25.000 mennesker. Samme dag havde bandets notoriske lortefilm, Den røde tråd, premiere.

Filmens kongelige teater
Det begyndte ellers så finkulturelt, Palads.

Dengang du var hvid, havde du pomp og pragt. Indvendigt var det som at gå i et kongeligt palæ med den store trappe, søjlerne, skulpturerne og den imponerende sal.

Først lå du på den gamle banegårdsbygning på Axeltorv, som blev omhuset til biograf. Med næsten 3.000 sæder blev du Nordeuropas største biograf.

Åbningspremieren i 1912 bød på Urban Gads Generalens børn med datidens berømte stjerne: Asta Nielsen. Der var et fast 30 mand stort orkester under forestillingerne. Der var pilsner og røget laks i foyeren. Du blev kærligt kaldt for ”Ta-plads-teatret”.

I 1918 stod din nye bygning klar, det er den, vi kender i dag. Hvid og storladen, som var vi i Paris. I 1935 besøgte sågar kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid dig under forestillingen En skærsommernatsdrøm.

Palads, du voksede i popularitet efter krigen. Først i 1970’erne kom nedturen. Videomaskinerne satte ind i hjemmene, du var out of tune. En sal og fire forestillinger om dagen kunne ikke lokke folk til.

En omvæltning skulle der til, og i 1978 klippede Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard fra Olsen-banden en rød snor over, og 500 balloner med fribilletter steg til vejrs. Biografen havde nu hele tolv sale med bar, flipper- og popcornmaskiner.

”En labyrint af forlystelser,” som Jørgen Stegelmann skriver i Mine biografer.

Daddy’s Dancehall
Franske fornemmelser blev ikke dit kendetegn, Palads.

Du blev et kulturelt supermarked. Efter 1978 faldt din klasse. Centrum af København, engang et kulturelt mekka, blev forvandlet til billigbarer og discount-diskoteker. Manglen på klasse blev du desværre et godt symbol på.

Din sagnomspundne natklub Daddy’s Dancehall med legendariske punkkoncerter med Sex Pistols, Sods og Iggy Pop blev erstattet med flade popdiskoteker som Envy og Nord.

Du stinker af popcorn hver morgen helt ud til Hammerichsgade, når cyklisterne er på vej til arbejde. Som en påmindelse om barndommens Disneyfilm med colafyldte sugerør ud af mundvigen og pingeling-slik smasket ned ad trøjen.

Slik, som blot var en aperitif til det kødklistrende McDonald’s-besøg i bygningen overfor med Happy Meals og Løvernes Konge-souvenirs på samlebånd.

Vi børn, vi åd det råt.

Støj under ramadanen
Senere blev barndommen byttet ud med ungdommen. Disney byttet ud med blockbusters som The Gladiator, The Patriot, Matrix-film, Batman-film, X-men-film, Ringenes Herre-film, The Fast and the Furious-film, Star Wars-film, Inception og alt andet letfordøjeligt, du kunne opstøve fra den storkapitalistiske side af Atlanten.

Underholdning ad libitum.

Du har glædet os med det ene Hollywood-brag efter det andet. Actionbrag, lavkomedier og regulære stinkere, der ville skabe mere end blot panik i Cannes.

Du har vist alle de dejlige danske lystspil, og engang var alle 2300 sæder jævnligt fyldt ud i de sytten sale. Fyldt ud af familier med smilende, smaskende småbørn og formildende forældre, af nørder, orker og jedi-riddere, bøvsende drengerøve med gemte dåseøl i taskerne, parfumerede poptøser med mobiler i hånden og orn’lig syge, popcornskastende gangstaz.

Og borgerskabet skulle bare vide, hvor frække de var på syvogtyvende række.

Af og til blev balladen selv for meget for dig, Palads. Engang hang en af dine medarbejdere en seddel op, hvor han på forhånd undskyldte muslimernes støj i biografsalene under ramadanen!

Vi er mange, som har taget del i den postmoderne fest, og det skal du have tak for. Men glansen er for længst forsvundet. Det er bare blevet for meget, og din fest er ved at være forbi.

Den bedste løsning
Folket er med dig til det sidste.

Hundredvis kommer til at demonstrere på Axeltorv i designer-kamp-t-shirts og råbe dit navn i forsvar for deres barndomsbiograf. Folk er allerede i gang på de sociale medier. Mange kan ikke forstå, at Københavns Kommune ikke kan redde dig.

Men som byrådspolitikeren fra Enhedslisten, Allan Mylius Thomsen, siger, er du for dyr i drift. Han så ellers gerne, at selve bygningen blev bevaret. Og han har ret.

Den bedste løsning må være at nedlægge biografen, men bevare dig som bygning, male dig hvid igen og renovere dig indvendigt. Operationen vil gøre dig til en luksuriøs kultursal med et stort scenelærred, små borde i salen, barer og køkken. Du kan så bruges som restaurant, jazzklub, teater eller hovedbibliotek.

Det er ønsketænkning og kræver nok, at Slots- og Ejendomsstyrelsen freder bygningen, og at en gakket rigmand opkøber dig.

Indtil da, so long. Tak for din tid, tak for filmene og popcornene.