Del 1: Talentmassakren

Jeg har det fantastisk. Jeg føler mig lettet. Som om en kæmpe byrde er løftet af mine skuldre. Som om jeg har været på den forkerte angstmedicin i et årti og endelig har fået trappet ud. Som om jeg har haft en kæreste, som jeg ikke var forelsket i. Som om jeg har haft brok gennem længere tid, og jeg endelig fik en operation.

Det lyder måske højtflyvende, men jeg føler mig fri, for første gang i tolv år. Jeg er nemlig endelig ude på den anden side. Jeg er kommet ud af Det Danske Filminstitut. Jeg fik endelig afslag. Jeg ville ønske, at det var sket for længe siden.

Nu hvor jeg er ude af det betændte konsulentsystem, kan jeg endelig lave de film, jeg vil. Og sige, hvad jeg vil! Så derfor er det mig, der tager bladet fra munden og fortæller sandheden om Det Danske Filminstitut og den fejlslagne talentudvikling.

Sandheden om, hvorfor danske film ikke fungerer som hverken kunst eller billetsælgere. Sandheden om en konsulentordning, der har udlevet sin værnepligt og burde være blevet efterladt i 90’erne. Og sandheden om en talentudvikling, der ikke aner, hvad den skal stille op med talenterne.

Nogen skal jo gøre det, og det kan lige så godt være mig. Efter tolv års fornærmelse af intelligensen burde jeg være kvalificeret. Og jeg er skideligeglad.

Idéerne trampes ihjel
Men hvorfor være skideligeglad? Hvorfor ikke bare arbejde videre, kæmpe, knokle, vende vrangen ud på mig selv, bare for at få lov til at lave en af de sølle tyve spillefilm, vi her til lands stolt spytter ud til offentlig biografdistribution.

Og herefter undre os over, at de sælger 10.000 billetter og kun får priser på festivaler, som ingen har hørt om? Hvorfor ikke kæmpe videre?

Det gør alle de andre jo.

Folk får afslag efter afslag og bliver ældre og ældre. Drømmene visner lige så stille hen, idéerne svinder ind og kreativiteten bliver en forbandelse, hvor den burde have været en fordel.

Nye talenter kommer til, oplever det samme, kommer ud på den anden side som udtværede skygger, der flygter til tv-serierne, satiren på Zulu og DR2, flygter til udlandet eller kaster sig over skriveri af middelmådige kriminalromaner til natbordet.

Hvorfor være så ligeglad med de fremtidsmuligheder, der trods alt er blevet tilbudt mig?

Fordi det skal være hårdt at lave film – ikke fornærmende og amatøragtigt. Og fordi jeg ikke sætter mine ben i det talentforladte hus i Gothersgade, før hele lortet er blevet ryddet op.

Ønske om udrensning
Jeg håber, at min historie vil bringe lidt lys over det mørkelagte Filminstitut, der kategorisk benægter kendsgerningerne, uanset hvor dårligt det går. Jeg håber, at historien vil kaste lys over, hvilken bekostning den forældede konsulentordning har for dansk film, den kreative tænkning og de nye talenter.

Lys over, hvorfor det ikke kan blive anderledes, før vi får en regulær udrensning og får konsulentordningen revideret kraftigt.

For at forstå, hvorfor det ikke fungerer, er det vigtigt at forstå, hvordan fænomenet ”dansk film” er bygget op. Jeg skal forsøge at gøre det så overskueligt som muligt.

De tyve danske spillefilm om året produceres via tre støtteordninger på Det Danske Filminstitut: Markedsordningen, Konsulentordningen og New Danish Screen.

Markedsordningen er navngivet korrekt, da det er puljen, hvor producenter som Regner Grasten huserer og fremstiller de såkaldte romertalsfilm, altså Far til fire, Min søsters børn, den fjerde filmatisering af Kidnapning og så videre. Det er altså film, der til hver en tid vil score et godt billetsalg, fordi forældrene skal have lettet den dårlige samvittighed over at have ladet purken sidde 40 timer i streg foran sin PlayStation 4.

Årlig produktion under Markedsordningen: otte-ti spillefilm.

New Danish Screen er ikke en spillefilmordning som sådan, men der er da spyttet et par stykker eller fem ud det sidste årti. Ordningen er i stedet fokuseret på talentudvikling, mestendels kort- og novellefilm. Meget mere om dem senere.

Årlig produktion under New Danish Screen: to-fire spillefilm.

Konsulentordningen er den ”kunstneriske” ordning, altså puljen for ”originale” film, der ikke ligefrem får hele befolkningen i biograferne, men i stedet giver Danmark respekt som filmland, både fra danskerne og fra udlandet. Det er her, Cannes-vindere og Oscar-bejlerne bliver støttet, det er hér, dansk film kan forny sig.

Årlig produktion under Konsulentordningen: ti-tolv spillefilm.

Én bestemmer alt
Men de originale danske film fornyer ikke. De sælger ikke billetter, de er hverken modige eller grænseoverskridende, det er business as usual – og det er, fordi konsulentordningen ikke fungerer.

Dens gigantiske problem er nemlig, at der lige præcis er én sølle konsulent, der tager stilling til, hvilke film danskerne har lyst til at se.

Jeg gentager: én. Det siger sig selv, at et enkelt individ aldrig nogensinde kan rumme de hundredvis af kunstneriske tilgange, der eksisterer – og de hundredvis af tilgange, der løbende bliver opfundet – men det er altså det fænomen, vi har med at gøre.

Sjovt nok er Markedsordningen langt mere intelligent indrettet, med et mindre udvalg af folk fra forskellige interesser og lag – op til fem personer per indsendt projekt bedømmer hvert et projekt. Men på Konsulentordningen er det op til den enkelte konsulent at bedømme og bestemme alt, hvad der får støtte.

Falder projektet ikke i den pågældende konsulents smag, så falder det heller ikke i Danmarks smag. Den pågældende konsulent skal altså agere smagsdommer ud fra et rekordstort overblik over de mange filmgreb og kunstneriske tilgange og samtidig påtage sig det fulde ansvar for, hvad du og jeg skal se.

Der er selvfølgelig ikke kun én konsulent ansat på ordningen. Der er faktisk hele tre. Tre mænd. Så lad os da lige møde de ansvarlige konsulenter, der personligt bestemmer, hvad du og jeg skal se:

Mikkel Munch-Fals
Leder af ordningen er Mikkel Munch-Fals, der er mest kendt som filmanmelder på DR2-programmet Premiere. Efter et par prisvindende værkstedsfilm fik han lov til at spillefilmdebutere på New Danish Screen og hyrede til formålet en milliard kendte danske skuespillere i unødvendige biroller.

Det blev til pikkekussenosse-filmen Smukke mennesker, der solgte lige akkurat 5.374 billetter og var et flop af format. Mens han var i gang med efterfølgeren Swingers, blev han pludselig dansk films mest indflydelsesrige person som leder af Konsulentordningen.

Selv om velkomsttalen bød på et nakkeskud på elefanten Bodil og efterfølgende debat, forsvandt Mikkel Munch-Fals helt og aldeles, så snart han trådte ind i kontoret på Gothersgade. Med god grund: Swinger viste sig at være fyldt med voksne mennesker, der selvbevidst deler deres sexfrustrationer med hverandre, mens de slænger sig på liggestole – et slags pseudo-intellektuelt afsnit af Paradise Hotel i spillefilmlængde.

Åke Sandgren
Åke er svensker og står egenhændigt for de udfordrende spillefilm til børn og unge, selv om han er 62 år gammel. I yngre dage instruerede han en række ungdomsfilm, eksempelvis Robert Hansen-gyseren Dykkerne, hvor han til ingen verdens nytte fik en beruset og kaptajnskasket-bærende Otto Brandenburg til at råbe ”Mayday! Mayday!” ind i et gammelt metalrør.

Åke Sandgren havde også et hav af visioner for danske børne- og ungdomsfilm ved sin tiltrædelsestale, men endte med at forsvinde ind i Gothersgade, helt og aldeles anonymiseret, måske fordi han forfattede ægtefællen Annette K. Olesens rædderlige remake af Skytten fra 2013, der floppede med et brag.

Men sikkert også, fordi han er overbevist om, at dansk ungdomsfilm har det helt fint, selv om ingen har trukket billet til en dansk ungdomsfilm i årevis.

Morten Giese
Nyeste skud på stammen tiltrådte i september 2016. Morten Giese er garvet filmklipper og har klippet de fleste film af Per Fly samt Borgen og den slags.

Hans eneste spillefilm som instruktør, den overraskende vellykkede Vanvittigt forelsket, er en af de eneste interessante ungdomsfilm de sidste tyve år. Det er bare ærgerligt, at Morten Giese ikke har med børn og unge at gøre. Det har Åke.

Giese er i stedet bare overordnet konsulent på god-knows-what og har kunstnerisk vurdering som hovedfelt. Han er kendt som en barsk kritiker, hvilket i min verden betyder, at han er en pind i røven på fornyelsen. Ligesom både Mikkel og Åke har ingen hørt en fis fra Giese, siden han trådte ind på kontoret – efter endnu en ambitiøs tiltrædelsestale.

Drømme bliver knust
Nu kender I dem. De tre mænd med den store magt, der bestemmer og dikterer jeres filmsmag. De gør det ikke sammen, de gør det hver for sig. Og deres dom er endelig. Når de så har besluttet, om dit projekt skal leve eller dø, kommer du til møde.

Når de så har set dig an, kørt deres indlærte konsulentrutine (”kan du ikke pitche din idé, for jeg har kun skimmet manuskriptet”) og besluttet, om du skal leve eller dø – først dér skal de begynde at vise deres beslutninger til folk højere oppe i hierarkiet.

Men skriv det ned. Når I brokker jer over, at dansk film er lort, at det altid er det samme, de samme historier, de samme skuespillere. Så lad være med at give instruktørerne og manuskriptforfatterne skylden, for de prøver stensikkert på at bryde ud af dødvandet.

Tænk i stedet på Mikkel. Åke. Morten. Tre mennesker med magt, der forsøger at navigere i et håbløst system. Et system, hvor ét individ skal diktere filmsmagen for et helt land. Det er egentlig ikke deres skyld. Der findes ikke mennesker, som kan løse det job, så alle bliver tilfredse – og det er nok derfor, de murer sig inde på Gothersgade.

For de knuser så mange drømme, at det må være svært at rumme. Og de skaber, i den evige søgen efter det rette valg, lige så mange mareridt.