Del 2: Talentmassakren

Med Konsulentordningen i baghovedet – lad os så kigge på talentudviklingen.

Vi har rigtigt meget talentudvikling i dette land. Faktisk så meget, at vi kunne fabrikere filmfolk til hele Europa. Vi er stolte af talentudviklingen, og der er mange måder at få afprøvet sit talent.

Der er vores ubetingede flagskib, Den Danske Filmskole, som nogen engang har kaldt en af verdens bedste filmskoler.

Vi har ungdomsuddannelser for filmfolk i alle aldre og inden for alle teknikker. Vi har Super16 og Super8, vi har Filmværksteder i alle større byer (hvis du altså er under 28 år gammel), vi har crossmedia-skoler, manuskriptskoler, seminarer og så videre.

Vi har alt.

Det Danske Filminstitut er også med, og selv om navnet New Danish Screen er sært, så er det ordningen, hvor de af Filmskolen afviste med instruktør-drømme kan få sig en chance og blive udviklet til professionel filmproduktion. Det er så smukt og initiativrigt, og alle drømmer om den helt store fremtid som filmskaber, men:

Vi laver stadig kun tyve spillefilm om året.

Halvdelen er øremærket til Markedsordningen – og dermed Regner Grasten og Ronnie Fridthjof. Den anden halvdel går til den kortsluttede Konsulentordning, hvor Mikkel, Åke og Morten regerer. Et par stykker går til New Danish Screen.

Meget at lære
Du kan ikke lide at høre det, men du har omtrent 0,01 procent chance for at debutere som spillefilminstruktør i Danmark anno 2017, med mindre du er klar på Far til Fire eller Klassefesten.

Beklager, men det er realiteterne. Og således fungerer det – og nu bruger jeg mig selv og min historie som eksempel. For egen regning.

New Danish Screen (NDS) fungerer nogenlunde ligesom Konsulentordningen. En konsulent læser dit livsblod og beslutter, om du skal leve eller dø. Det er den danske måde og det første, du lærer af Filminstituttet. Det vil altid være op til ét individ, hvad der er godt og skidt.

Men NDS har også en vinkel: Den er fokuseret på kunstneriske, anderledes, originale film. Du kan ikke blive udviklet som folkekomedie/julefilminstruktør på NDS. Du skal have noget originalt og nyskabende på hjerte. De vil udvikle talenter, der har noget på hjerte. Der vil bryde filmsproget. Der vil bryde filmtraditionen.

Det gjorde jeg så efter bedste evne og overbevisning med støtte og samarbejde fra den nytiltrådte NDS-konsulent Kim Leona. I en periode på fem år fik jeg lavet eksperimentalkortfilmen 501, som blev Robert-nomineret og deltog på over 50 festivaler rundt i verden.

Mit andet trin op ad stigen, novellefilmen Upstairs, blev også Robert-nomineret og fik hædrende omtale ved Nordic Panorama, men med knap så mange festivalvisninger.

Mindre kan vel også gøre det, og den kunstneriske succes var i hvert fald hjemme med et par smigrende reaktioner fra ukendte mennesker, der kom hen og fortalte mig, at jeg ”kunne redde dansk film”. Det var nu egentlig ikke missionen, som selvfølgelig var at bruge alt det, jeg havde lært på NDS og endelig spillefilmdebutere.

Det var drømmen. Men der var meget at lære endnu.

Satire eller folkekomedie
Der gik ikke mere end en måned, efter at jeg havde haft premiere på Upstairs, før jeg hørte rygter om, at jeg var lidt af et ”nederlag” for NDS, da jeg ikke var kommet videre.

Jeg tænkte, at det var da en helvedes utålmodighed, men begyndte så at tænke i projekter.

På det tidspunkt var der en ”to-films-grænse” på NDS, så jeg kunne ikke søge om en spillefilm dér, hvor jeg var udviklet. Jeg skulle ud i den store verden, nærmere bestemt Markeds- eller Konsulentordningen. Det er jo de eneste steder i dette land, hvor man kan få sig et budget, og jeg hidkaldte derfor daværende NDS-leder Jakob Høgel til et møde for at snakke om mine muligheder.

Og så brast illusionen.

For der var ingen muligheder. Hvis jeg ville blive ved med at lave film som 501 og Upstairs, som NDS helhjertet havde bakket op om, så var hans bedste råd, at jeg skulle lave noget satire på Zulu. Det var den bedste chance, jeg havde. Alternativt skulle jeg lave en folkekomedie.

Den type film, de udvikler folk til at lave på NDS, sælger bare ikke billetter, så de får ikke støtte. Og han havde jo ret. Jeg ved ikke, hvordan billetsalget havde det dengang i 2011, men i 2017 er det i hvert fald game over. Selv komedierne klarer sig kun nogenlunde, sammen med Jussi-filmene og den årlige med Trine Dyrholm i hovedrollen.

Dengang som nu var der ikke plads til originale, farlige, nytænkende film. Der blev bare alligevel brugt millioner på at udvikle folk til at lave den slags film. Det er så falskt, som det kan være. På overfladen støttes nytænkning, men realiteten er, at Danmark egentlig ikke er et filmland. Vi lader bare som om.

Lige til højrebenet
Men jeg tænkte, at det skulle fandeme være løgn. Og så satte jeg mig ned og forfattede et helt univers, et projekt, der simpelthen kunne bruges på samtlige platforme, der var og måtte komme.

Det var både en ambitiøs og cinematisk spillefilm, men det kunne transformeres, eller udbygges, til både tv og web. Projektet var, på alle leder og kanter udtænkt til at kunne fungere alle steder. Genren var en antologi-gyser i fire dele knyttet sammen af én begivenhed og hovedsageligt rettet mod unge mennesker, med deres problemer behandlet på en spritny og mere interessant måde.

Manuskriptet var voldeligt som ind i helvede, men jeg kender min genre, og jeg designede det til at kunne distribueres i hele verden. Men i farten glemte jeg sgu, at jeg boede i Danmark.

Og så hed det Filminstituttet.

Sammen med min producer begyndte jeg at udfylde den forældede Filminstitut-ansøgning, hvor målet selvfølgelig var Rasmus Horskjær, der dengang havde de helt store planer om ”Nordic Twilight”.

Den lå til højrebenet. Men en antologi består jo af flere historier, og Horskjær blev helt forvirret og spurgte sin overordnede (det hedder det sikkert på Filminstituttet), om han måtte støtte mit projekt, som han elskede. Men dét måtte han ikke.

Ting, der er i afsnit, skal støttes af en anden ordning, nemlig tv-serie-ordningen. Så projektet røg ud af Horskjærs hænder, og vi vendte tilbage til tegnebrættet, fordi en antologifilm åbenbart er en tv-serie i Danmark.

Det var lidt en fejl fra vores side, for vi skulle have holdt fast ved spillefilmen – men Det Danske Filminstitut lod os forstå, vi ikke havde noget valg.

Det er nemlig vigtigt at holde sig indenfor de i forvejen konstruerede ”kasser”, så ikke noget med at komme og spille smart med en antologifilm, og heller ikke noget med at blande genrer.

Mine detaljeret beskrevne muligheder for alt-i-en-platforme og de mangfoldige distributionsmuligheder blev aldrig nogensinde nævnt med et ord, det var en tv-serie. Dage blev til uger, uger blev til måneder, og efter et års tid havde vi fået bikset en tv-serie-ansøgning sammen.

Kassen er tom
Dorte Høeg Brask, der i 2012 var konsulent for tv for børn og unge, elskede idéen. Hun gav os støtte til at lave en lille teaser-produktion for at fremvise universet og demonstrere, hvordan man opnår production value for et lavbudget.

Med supplerende støtte fra Den Vestdanske Filmpulje fik vi teaseren færdig (se den nederst i artiklen). Den er ikke perfekt og behøver heller ikke være det, da det er en promo, som blev optaget på én dag. Men det er et meget godt bud på, hvordan lavbudgetordningen kan udnyttes, så dansk film ikke taber penge.

Men så holdt Dorte Høeg Brask op som konsulent og blev afløst af Ulla Hæstrup. Endnu et år var gået, og vi fik skrevet ansøgning til en ny konsulent (fordi der ikke er et reelt overbringningssystem konsulenterne imellem, eller nogen anden kommunikation for den sags skyld), og så gik der et år mere.

Ulla Hæstrup var også helt vild med idéen, hun var vild med teaseren og heldigvis også vild med min stil. Men hun kunne jo godt se, at det i bund og grund var en antologifilm med et større budget end den smule, hun har til rådighed til børn og unges tv-serier. Og således, efter næsten tre år i systemet, endte vi tilbage ved spillefilmkonsulenterne – bare fordi, Filminstituttet ikke har en kasse for antologifilm.

Efter fire år fik vi endelig færdiggjort ansøgningen til Åke Sandgren, manden med den svenske finger på de unges puls, og vi havde i mellemtiden også sikret os tysk co-produktion. Jeg havde forbedret alle manuskripterne drastisk, og vi troede rent faktisk, at den ville gå lige igennem.

Da jeg ikke er tilhænger af tyve millioner kroners film i dagens kriseramte Danmark, ansøgte vi i stedet om de seks millioner i den nystartede lavbudgetpulje.

Men Åke havde desværre brugt alle lavbudgetpengene, havde heller ikke en idé om, hvad en antologi er, og ignorerede helt og aldeles de muligheder, en tysk co-produktions-aftale ville have med hensyn til distribution. Så det blev et forkølet afslag (se i bunden af artiklen) på grund af de forsvundne lavbudgetpenge, skrevet på svensk og en opfordring fra pop-up-vicedirektør Claus Ladegaard om, at vi havde en sidste chance – hos Mikkel Munch-Fals. Og sandsynligheden for støtte ville være stor, fik vi at vide.

Så fem år efter, at jeg skrev den første ansøgning til Rasmus Horskjær, fik vi endelig udformet vores sidste forsøg ved Det Danske Filminstitut.

Form over indhold
Mikkel Munch-Fals, der jo havde eftersøgt nazister i dansk film, havde proklameret, at han gerne så Lille Per død og udelukkende gik efter yderpolerne for at forny dansk film, vidste da i det mindste, hvad en antologifilm er.

Men på trods af at jeg aldrig har set et manuskript med flere budskaber og mere indhold (og jeg har dælme set mange), fik jeg et klokkeklart afslag (se nederst) med begrundelsen ”form over indhold” – han forstod ganske enkelt ikke den historie, jeg ville fortælle. Han forstod den ikke.

Så efter fem år med begejstrede konsulenter, tog det kun ét individ at begrave projektet. Han gjorde sig også den ulejlighed at svine mine to New Danish Screen-film til, just for the hell of it, som ”form over indhold”, og viste sig dermed som en af den slags mennesker, der bare ikke kan læse mellem linjerne og ikke kan tolke uden at have et regelsæt ved siden af.

Det er underligt, at både Dorte Høeg Brask og Ulla Hæstrup ikke havde nogen problemer med historierne, men måske er det noget med mandlige konsulenter. Som individer. Jeg overvurderede ham. Og efter seks år døde projektet så omsider.

Velfortjent død
Seks år af mit liv gik der med at blive slynget rundt på et ubeslutsomt Filminstitut, der ikke kunne bestemme sig for, om det var en serie, en komedie, en spillefilm, en antologi eller hvad hulen det var.

Efter tre modige konsulenter endte jeg ved to fallerede filminstruktører, der simpelthen ikke havde nosserne til at afprøve nye formater. Eller i det mindste at afprøve en ny stil i den hensygnende danske filmbranche – og ikke engang turde indkalde mig til møde, på trods af at seks år er en pæn bid af alle menneskers liv, og jeg i det mindste havde fortjent den lille ting.

I teorien kunne jeg godt forlange et afslagsmøde med Munch-Fals, men jeg gider sgu ikke se på ham eller høre, hvad han har at sige. Jeg gider ikke se huset på Gothersgade og den der ringe restaurant, hvor man altid ender med at spise. Jeg gider ikke sidde og drikke kaffe på flere små kontorer og stikke tungen helt op i røven på en eller anden magtfaktor, når jeg nu er helt og aldeles klar over, at dansk film bare er en illusion.

For vi lader bare som om. Henrik Bo Nielsens nylige flugt over plankeværket er det første og sidste søm i ligkisten. Flere vil følge, og flere bør følge. Det handler nemlig ikke om at være imponeret over, at en film er skabt, det handler om at være imponeret over den film, der er skabt. Jeg håber, den nye direktør kan se forskellen.

Ellers dør dansk film en velfortjent død.