Tegnefilm skal sætte asylbørn på dagsordenen

”Far kom i fængsel, fordi han ikke måtte sige sin mening.”

Sådan siger Solén på ti år, der bor på et asylcenter med sin mor og to søstre. Hendes far er i fængsel i Syrien, og Solén drømmer om at rejse ned og befri ham. Eller bare ringe til ham, men der er ingen telefon i fængslet, siger mor.

Fortællingen om Solén er den ene af de to korte, animerede dokumentarfilm om børn i asylcentre (en tredje er på vej), som Jannik Hastrup har instrueret og blandt andet kan ses på Røde Kors’ hjemmeside.

Klinger navnet Jannik Hastrup ikke bekendt, så gør titler som Cirkeline, Bennys badekar og Fuglekrigen i Kanøfleskoven måske.

I over 50 år har Jannik Hastrup bidraget til dansk tegnefilm med noget så særegent som sociale budskaber til de små. Der er langt til vold og overfladisk underholdning, når Cirkeline lærer os om venskab, eller når Samson og Sally sætter miljøspørgsmål i børnehøjde.

Historier i højsædet
Siden Jannik Hastrup i 1959 kom i lære som animator, har hans stil været kendetegnet ved et eksperimenterende og fantasifuldt udtryk. Et udtryk funderet i begrænsningens kunst.

Tegnefilminstruktøren forklarer, at stilen blev født, da han arbejdede freelance for tv med forfatter og tegner Flemming Quist Møller, og økonomien var stram.

”Vi fik en sæk med penge og en tidsbegrænsning, så vi vidste, hvor meget vi skulle lave hver dag. Så finder man ud af, hvor mange sekunder man skal lave i timen, og den rate må man bare holde.”

Derfor er det ikke animationernes detaljerigdom, der er i højsædet for Jannik Hastrup. Han mener, at børn nok skal blive fanget af historien, selvom stilen er simpel og lidt gammeldags. Det er fortællingen, der driver værket.

Og børnene i Hastrups asylfilm har hårde historier at fortælle.

Baseret på interviews
”Ham der bestemmer i Syrien, han hedder Bashar al-Assad. Han hader kurdere,” fortæller Solén, mens brændende bygninger danner baggrund for en smilende diktator, der trækker sit ansigt af, som var det en maske. Bagved gemmer der sig et ondskabsfuldt dødningehoved.

”Hvis nogen ikke vil gøre, som han siger, så bang!” fortsætter Solén, der selv er animeret i glade farver og altid med yndlingsbamsen Sosu ved sin side.

Hun er tegnet af Jannik Hastrup, men eksisterer også i virkeligheden. De to film, Asylbarn –Solén, Jeg altid husker far og Asylbarn –Jamila, Gid jeg kunne flyve, er animationsfilm baseret på interviews med pigerne Solén, Lorin og Beri, der alle har eller har haft deres hverdag på et asylcenter.

Uanstændige lejre
Danmark har i øjeblikket 6500 asylansøgere, hvoraf 1700 er børn. Børn, hvis psykiske helbred er langt værre end de danskfødtes ifølge en empirisk undersøgelse, man kan læse i antologien Asylbørn i Danmark – en barndom i undtagelsestilstand (2011).

De lever i et ingenmandsland, hvor de fungerer som tolke for deres forældre, og hvor omgangskredsen er begrænset til andre flygtninge.

Jannik Hastrup er indigneret over, at man i årevis holder mennesker i sådan et limbo.

”Det er fuldstændig uanstændigt at have de der lejre. Det er i orden at have en modtagelejr, hvor man lærer nogle grundregler om det danske samfund. Men så skal du altså ud efter et halvt eller et helt år,” mener instruktøren.

Ghetto, hvorfor ikke?
”Det er et stort problem, hvis du er der i ti eller fjorten år. De har fået tæsk nok, hvor de kommer fra. Det er jo en ydmygelse både af børnene og deres forældre at beholde dem så længe,” fortsætter Jannik Hastrup.

Han hentyder til, at der i Danmark ikke er en begrænsning på, hvor længe man kan opholde sig i et asylcenter.

Har asylansøgere fået afslag på ophold, kan de ikke altid sendes tilbage til hjemlandet, hvis det pågældende land ikke vil modtage dem. Derfor må de opholde sig i asylcentrene på ubestemt tid.

Jannik Hastrup mener ikke, man flygter fra sit hjemland, medmindre man virkelig er i knibe.

”Du skal ikke bilde mig ind, at der er nogen som helst, der ikke ville foretrække at være i deres eget land,” siger Jannik Hastrup.

Han ligger ikke inde med en færdig løsningspakke på hele asylproblematikken, men ser gerne, at flygtninge kommer ud af centrene og får et netværk.

”Man kunne tage dem ind til byerne. Det kan selvfølgelig være med til at underbygge ghettoerne, men jeg kan ikke se, hvorfor folk med samme sprog ikke skulle kunne bo i samme område.”

De uledsagede børn
De to film blev født, da den unge producer Maria Stevnbak kontaktede Jannik Hastrup. Hun var blevet opslugt af ideen om at fortælle asylbørns historier.

Hun kendte Jannik Hastrups engagement i emnet, men anede ikke, han også var personligt involveret.

For et par år siden blev tegnefilmsinstruktøren nemlig opmærksom på de mange uledsagede børn og unge, der hvert år kommer til Danmark, fordi de er tvunget til at flygte uden deres forældre.

Han blev repræsentant for en afghansk dreng og har blandt andet hjulpet ham med at finde et kollegieværelse og komme på HF, hvor han læser nu.

”Han har været fem år undervejs som flygtning. Hans far blev skudt i Afghanistan, og så flygtede han med sin mor og søskende. Senere måtte han flygte videre alene og kom hertil for tre år siden,” fortæller Jannik Hastrup.

Stof til skoler
Den slags skæbner er sjældent hverdagskost for børn i den danske folkeskole, så Hastrup håber, at filmene kan være en øjenåbner.

”Jeg håber, at filmene bliver brugt i undervisningssammenhæng. Når skolelærere skal snakke om asylpolitik og indvandring, kan de hente de her to film ned fra hylden.”

Filmene er et samarbejde med Dansk Røde Kors, Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp og skal netop bruges i undervisningssammenhæng.

2100 skoler landet over modtager materiale om børn i asylcentre og computerspil, hvor man skal hjælpe Solén af med hendes mareridt fra Syrien og frygt for at blive sendt tilbage.

Selvom hovedformålet er undervisning, har holdet bag filmene prøvet ihærdigt at få dem vist på DR – uden held.

Politikerne svigter
”Det er en meget snæversynet politik, politikerne fører. De tænker kun frem til næste valg,” siger Jannik Hastrup.

Han føler sig svigtet af venstrefløjen, som han – på trods af en ny asylpakke – ikke mener gør nok for flygtninge.

”Det er forfærdelig trist. Da vi fik en ny regering, tænkte jeg: ’Nå, nu går det godt. Nu får dem, jeg kender, opholdstilladelse.’ Men det skete jo kun i nogle få tilfælde. Der er nok ikke så stor forskel på Socialdemokraterne og Venstre i virkeligheden.”

Muslimsk Far til fire
Jannik Hastrup har tidligere afvist at kalde sine film politiske, men har aldrig lagt skjul på, at han altid har et budskab med sine film.

”Alle film har jo en holdning, selv Far til fire. Jeg ved så ikke, hvad den er,” griner han.

”Man giver jo udtryk for et eller andet, selvom man siger: ’Min film er helt upolitisk, jeg skal bare underholde.’ Men det er også en holdning, for du viser nogle bestemte familiemønstre,” understreger han og kommer med en ide.

”Hvorfor ikke lave en Far til fire med en muslimsk familie, hvor moren var flyttet eller død, og hvordan klarer far nu den med fire børn i et dansk samfund? Det kunne være virkelig morsomt.”