Tegneseriefortolkeren

Oversættelse: Jesper Bo Petersen

I slutningen af 1980’erne udkom Alan Moore og Dave Gibbons grafiske roman Watchmen, som foregår i en fiktiv virkelighed anno 1985, hvor Den kolde krig raser med uhæmmet kraft. En falleret superhelt, Komikeren, bliver myrdet. Hans paranoide kollega Rorschach samler sporet op. Der er nogen, som vil rydde tidligere helte af vejen, og samtidig har den overmenneskelige Dr. Manhattan mistet forbindelsen til verden og den regering, der har udnyttet ham som supervåben og pr-stunt.

Watchmen fascinerer med sine undergangsbilleder og sit excentriske persongalleri. Og nu er den efter mange års arbejde endelig filmatiseret af 43-årige Zack Snyder, der i 2004 brød igennem med genindspilningen af zombieklassikeren Dawn of the Dead. I 2006 satte han i filmen 300 skuespillere, klædt ud som spartanske krigere, op mod en grøn skærm og skabte i computeren et digitalt univers, der matcher Frank Millers voldelige tegneserieæstetik. Watchmen er på samme måde en effektfuld blanding af levende mennesker, kulisser og digital teknologi.

– Frygten for atomar udslettelse er en stor del af Watchmen. Hvorfor er den problemstilling aktuel i dag, Zack Snyder?

”Studiecheferne sagde til mig, at vi skulle opdatere historien og erstatte Den kolde krig med krigen mod terror, og Dr. Manhattan skulle tage til Irak i stedet for Vietnam. Det kunne jeg sådan set godt forstå, men koldkrigen er en stærk metafor. Den viser, at ødelæggelsen af vores moderne samfund kan komme alle steder fra. Det kan være en hvilken som helst terror, der pludselig ødelægger alt det, vi tror på. Parallellerne i den grafiske roman til vores egen tid er så interessante, at det ville være bedre, hvis publikum bare kunne få lov at se filmen og selv drage den parallel.”

– Der er blevet arbejdet på den her film i mere end tyve år, og der har været andre instruktører tilknyttet projektet før dig, blandt andre Terry Gilliam. Kender du deres visioner?

”Nej, jeg har ikke talt med nogen af dem, men jeg har stor respekt for dem alle. I slutningen af titelsekvensen er der en fyr, der kaster en molotovcocktail gennem ruden på en tv-forretning – nøjagtigt som i åbningssekvensen i Terry Gilliams Brazil. Det er den samme stemning, og jeg ville gerne anerkende den stil, fordi jeg beundrer filmen.”

Gammeldags metoder
– Kan du fortælle mig lidt om selve processen. Hvordan optog du filmen?

”Jeg optog på film, og jeg optog på high-speed og en masse super high-speed. Jeg bruger stadig et gammeldags, analogt filmkamera, ikke fordi jeg er purist eller noget andet skørt, men det er bare min måde at lave film på. På det område er jeg endnu ikke konverteret til den digitale tidsalder, på trods af at jeg laver alt andet digitalt.”

– Hvorfor valgte du forholdsvis ukendte skuespillere?

”Producenterne ville helt sikkert have været lykkelige, hvis jeg havde brugt nogle store kendte navne, men det handler jo også om at finde de rigtige skuespillere til filmen. Jeg forsøgte at besætte hver rolle præcis sådan, som jeg forestillede mig karakteren. Patrick Wilson var den første skuespiller, jeg fandt, og jeg følte virkelig, at han ville personificere helten Natuglen II, som er en af hovedpersonerne. Billy Crudups rolle, Dr. Manhattan, er et koncept – en god mand, som er meget dyster og ikke viser mange følelser. Det er en svær udfordring for enhver skuespiller, men jeg mente, at Billy havde tålmodigheden og disciplinen til at klare den.”

– Dr. Manhattan er mere eller mindre nøgen det meste af filmen. Hvor meget af det, vi ser på lærredet, er rent faktisk skuespillerens egen krop?

”Dr. Manhattans gestik og ansigt er Billy Crudups, men hans krop og alt andet er skabt i computeren. Billy var faktisk ikke nøgen på noget tidspunkt, mens vi filmede. Han var iført et light suit, som registrerede hans bevægelser i computeren og samtidig afgav et blåt lys. Jeg vidste godt, at han ville være nøgen i filmen, men jeg forsøgte ikke at lade mig styre af det, når vi skulle beskære ham med kameraet. Hvis han rent faktisk havde været nøgen sammen med os andre, ville vi nok være blevet hylet ud af den. Vi endte med en meget naturlig fremstilling af hans krop.”

– Brugte du virkelige kulisser i filmen?

”Ja, vi byggede en masse. Vi byggede New York City på en kæmpestor tømmerfabrik i Canada. Alt i alt er der blevet lavet over 200 kulisser til den her film.”

– Hvordan var det at filme både med virkelige og virtuelle kulisser?

”Det var svært. Vi endte med at lave en blanding, for eksempel i filmens store finale på Antarktis. I hele min karriere har jeg brugt rigtige kulisser, så jeg har faktisk ikke arbejdet så meget med visuelle effekter, og jeg føler mig faktisk bedre tilpas, når jeg arbejder med rigtige kulisser. Vi brugte og kombinerede alle de teknikker, vi kunne komme i tanke om. Nogle af kulisserne genbrugte vi op til ti gange. Det er en meget ambitiøs film, og vi havde hverken oceaner af tid eller penge.”

Kunsten at vælge musik
– Har der nogensinde været så meget blod i en film?

”Jeg ved ikke, hvorfor alle siger, at den her film er vildt voldelig. Der er helt sikkert mere vold i 300, for eksempel de tre afhuggede hoveder og en rigelig mængde blod. Eller tag et kig på Total Recall, hvis du har lyst til at opleve noget virkelig godt blod. Jeg er stor fan af Paul Verhoeven.”

– Med hensyn til musikken, du bruger – ligesom Quentin Tarantino – genkendelig musik i filmen frem for et originalt soundtrack. Hvorfor?

”Jeg laver film på den måde, at jeg har et manuskript – i dette tilfælde et manuskript, som vi havde arbejdet på et stykke tid – og jeg har en kopi af den grafiske roman. Så begynder jeg at tegne. Jeg starter med det første billede – sort titel på gul baggrund – og så forsætter jeg, indtil jeg når til det sidste billede. Til sidst har jeg så en ordentlig stak af 3000 tegninger, som vi laver til en film.”

”Før jeg begyndte at tegne Watchmen, lavede jeg en spilleliste på min iPod. Jeg gik igennem hele mit enorme musikbibliotek, og jeg fik en masse musik foræret, som jeg ikke kendte. Det var mit Watchmen-mix, og det er præcis den musik, jeg endte med at bruge i filmen, for eksempel Simon & Garfunkels The Sound of Silence og Leonard Cohens fortolkning af Hallelujah, som bare er helt rigtig. Gennem den proces, hvor jeg lytter og tegner, oplever jeg filmen på et meget tidligt stadie. Hvert nummer har sin egen personlighed og historie. Og publikums personlige oplevelse af en sang gør, at de betragter en scene fra et lidt andet perspektiv.”

– Og hvad med fremtiden, hvad kan vi forvente os fra dig?

”Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på børnefilmen Guardians of Ga’Hoole, som gerne skulle være klar til 2010. Det er en animeret fabel med ugler i de bærende roller, som jeg laver sammen med det australske selskab, der stod bag pingvinfilmen Happy Feet og også var med på 300.”

Oversættelse: Jesper Bo Petersen