Nyhed
27. juli 2020 | 19:40

Tenet får premiere i august

Foto | Hoyte van Hoytema
Robert Pattinson og John David Washington spiller hovedrollerne i Tenet, der handler om spioner, som gør deres bedste for at redde verden.

Christopher Nolans storfilm får endelig premiere i biografer verden over den 26. august, og for en gangs skyld kan den ses i Danmark før end i USA.

Af Nicki Bruun

Rygterne har løbet som en steppebrand, siden Warner Bros. for en uge siden meddelte, at Tenet var udskudt, men at filmen snarest ville få en ny premieredato.

Samtidig lød det nemlig fra distributøren, at man ikke ville lancere filmen på en traditionel måde, og siden har det forlydt, at filmen kunne få premiere først rundt omkring i verden.

Nu er det blevet officielt, at Christopher Nolans storfilm får premiere i en lang række lande, før den åbner i USA.

Således melder filmstudiet her til aften dansk tid ifølge flere amerikanske medier, at Tenet får premiere den 26. august i 70 internationale territorier. Efterfølgende får filmen premiere i udvalgte amerikanske byer den 2. september.

I pressemeddelelsen lyder det, at Tenet får premiere i lande som Frankrig, Tyskland og England, og den danske distributør har bekræftet, at filmen får premiere samtidig i Danmark.

Stor satsning
Der har hersket stor tvivl om, hvorvidt Warner Bros. ville turde give Tenet premiere i resten af verden, før den kommer i USA, hvor mange stater stadig holder biograferne lukket.

Det er en enorm produktion, der skal tjene en masse penge ind, og normalt får den slags originale film premiere samtidig i hele verden.

Det skyldes blandt andet frygten for, at de uden tvivl store plottwists bliver afsløret, mens også risikoen for pirateri er en faktor.

Men filmen er allerede blevet udskudt tre gange, og biografer rundt omkring i verden har givet til kende, at det er nødvendigt med nye storfilm for at kunne overleve som forretning.

Nu er Warner Bros. så nået frem til en løsning, der må glæde de desperate biografer og forhåbentlig også kan vise sig som en god forretning midt i de fortsatte kvaler med coronakrisen.

Trailer: Tenet

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko