Anbefaling
10. jan. 2014 | 15:05 - Opdateret 12. jan. 2014 | 15:41

Ti tv-serier, du kan glæde dig til

Foto | AMC
Better Call Saul, som er en spin-off til Breaking Bad, er blandt årets nye tv-serier.

2014 byder på masser af spændende tv-serier fra ind- og udland, og det gælder både nye serier og ældre, som danskerne endnu ikke har fået øjnene op for.

Af Kasper Sølvsten

Hvis du stadig har abstinenser, fordi du ikke længere kan få dit Breaking Bad-fix, er der lys forude. 

Tv-året 2014 byder på masser af spændende serier, der måske kan hjælpe dig. 

Tredje sæson af Sherlock har netop haft premiere, og senere på året kommer der nye afsnit af de populære Game of Thrones, Homeland og Mad Men. Sidstnævnte går ind i sin sidste sæson. 

Ligesom Breaking Bad bliver Mad Mens sidste sæson delt i to, så de syv første afsnit sendes i løbet af dette forår, mens de sidste syv afsnit af den epokegørende serie sendes i 2015. 

Men der er også masser af andre serier at glæde sig til – heriblandt nye, næsten nye og helt ukendte. 

Vi præsenterer her ti serier, der enten får premiere i løbet af 2014, eller som ikke har fået den opmærksomhed i Danmark, de fortjener. 


True Detective
Det er 15 år siden, at HBO revolutionerede tv-dramaet med The Sopranos, og tv-seriens nye guldalder begyndte. 

Siden da har HBO givet os fremragende serier som The Wire, Six Feet Under og Enlightened, hvis anden sæson Ekko kårede til en af bedste serier fra 2013, men som desværre ikke er blevet forlænget. 

Denne sæson kan vi til gengæld glæde os over, at en helt ny dramaserie lanceres på HBO, nemlig den yderst lovende True Detective

Seriens første sæson kommer til at handle om to betjentes sytten år lange jagt på en seriemorder, der hærger i staten Louisiana. Hollywood-stjernerne Matthew McConaughey og Woody Harrelson har hovedrollerne i første sæson. 

Efter sigende vil hver sæson indeholde en afsluttet historie, og såvel karakterne som hovedhistorien vil være forskellig fra sæson til sæson. 

True Detective har premiere 12. januar.

 


1864
Med et budget på over 170 millioner kroner, stjerneskuespillere og omkring 6.000 statister tegner DR’s dramatisering af 1864 til at blive storslået. 

Ole Bornedal instruerer og har selv skrevet manuskriptet til serien på baggrund af Tom Buk-Swientys bøger om Danmarks nederlag til tyskerne i Dybbøl og det efterfølgende tab af Slesvig og Holsten. 

Pilou Asbæk, Søren Malling, Nicolas Bro, Jens Jørn Spottag, Rasmus Bjerg, Sidse Babett Knudsen, Søren Sætter-Lassen, Peter Plaugborg og mange, mange flere er på rollelisten. 

1864 får efter planen premiere på DR1 27. september – på 150 årsdagen for det store nederlag. 


Turn
Jamie Bell, aktuel i Nymphomaniac, spiller hovedrollen i AMC’s nye serie, Turn, der sammen en anden ny serie, Halt & Catch Fire, skal bære stationens fane videre efter Breaking Bad og Mad Men

Turn handler om farmeren Abe Woodhill (Bell), der i 1778 samler en gruppe venner fra New York i The Culper Ring. Det er en spionring, der kommer til at spille en afgørende rolle i Amerikas kamp for at opnå frihed. 

Turn er premieresat til 6. april.

 


Better Call Saul
“You don’t need a criminal lawyer. You need a criminal lawyer.” 

Det var med de ord, vi første gang blev præsenteret for tv-historiens måske mest tvivlsomme advokat, Breaking Bads Saul Goodman (Bob Odenkirk). 

Nu får Saul Goodman sin egen serie, nemlig Better Call Saul, hvor vi følger hans praksis i de ubekymrede år, inden hans liv spoleres af Walter White og Jesse Pinkman. 

At prequel-serien har en noget mere munter tone end Breaking Bad, skal man bare gå ind på Saul Goodmans egen hjemmeside for at konstatere. Her kan man få råd om, hvem man kan sagsøge for multimillionbeløb (det er alle!), eller hvad man gør, hvis ens tiger har flået naboens knægt. 

Better Call Saul produceres af AMC og vises på Netflix til efteråret.

 


Rectify (sæson 2)
Daniel Holden har siddet på dødsgangen i nitten år, dømt for voldtægten og drabet på sin gymnasiekæreste. 

Men nu har DNA-beviser afsløret, at han er uskyldigt dømt. Han løslades og kommer ud til det lille samfund, der i knap tyve år har ønsket ham død. 

Aden Young er fabelagtig i sit afdæmpede portræt af Daniel Holden, der har brugt det meste af sit liv på at forberede sig på at dø og nu – da han pludselig er en fri mand – ikke aner, hvordan han skal leve det. 

Anden sæson af Sundance Channels stærkt anbefalelsesværdige serie får premiere i løbet af 2014. 


House of Cards (sæson 2)
Sidste sæsons store, nye serie var Netflix’ House of Cards

Kevin Spacey er kongresmedlemmet Frank Underwood, som er gruppeformand i den konservative gruppe i Repræsentanternes Hus, og som absolut ingen midler skyr for at opnå den magt, han så inderligt brænder efter. 

Efter at være blevet vraget til jobbet som udenrigsminister i seriens første sæson erklærede Frank Underwood over for seerne, at han nu ville gå efter den mest magtfulde post af dem alle: præsidentposten i Guds eget land. 

I anden sæson bliver han udnævnt til vicepræsident, men jo større Underwoods magt bliver, jo større bliver risikoen for, at skeletterne i skabet skal rasle ud og fælde ham. 

House of Cards anden sæson har premiere på Netflix 14. februar, hvor alle tretten afsnit offentliggøres samtidig.

 


Girls (sæson 3)
27-årige Lena Dunham og hendes serie Girls er en af de senere års største åbenbaringer inden for tv-fiktion.

Dunham har skrevet serien, der handler om en gruppe New York-piger mellem 20 og 30 år, og hun spiller selv hovedrollen som den aspirerende forfatter Hannah Hovath, der er charmerende og sjov og samtidig øretæveindbydende egoistisk og fuldstændig uden situationsfornemmelse. 

I den kommende sæson kan man blandt andet se frem til at opleve, at Hannah igen har fundet sammen med sin ekskæreste Adam (Adam Driver). Hun begynder også at gå til psykolog og får arbejde på magasinet GQ. 

Sæson tre har starter på HBO søndag 12. januar.

 


Orange is the New Black (sæson 2)
En sidste års mest interessante nye serier var Netflix’ Orange is the New Black

Serien handler om den kønne, naive og veluddannede Piper (Taylor Schilling), som havner i spjældet, fordi hun for ti år siden blev lokket til at smugle nogle stoffer for sin daværende kæreste (Laura Prepon), der tilfældigvis sidder i det samme fængsel. 

Orange is the New Black store styrke er, at den springer ubesværet frem og tilbage mellem komedien og dramaet. Og den behandler en fortærsket genre, fængselsdramaet, på en forfriskende ny måde. 

Første sæson sluttede højdramatisk, så det bliver rigtig spændende at se, hvordan det kommer til at gå Piper, når anden sæson får premiere, formentlig til sommer. 


The Americans (sæson 2)
I begyndelsen af 1980’erne var Den Kolde Krig på sit højeste, og paranoiaen krøb ind gennem alle åbninger og sprækker. Det er den stemning, The Americans genskaber.

 I serien er Keri Russell (Felicity) og Matthew Rhys et all american ægtepar, der bærer på en stor hemmelighed: De er i virkeligheden russiske agenter, hvis opgave er at infiltrere de amerikanske magthavere i Washington, D.C. 

Ekko kårede for nylig The Americans første sæson til en af sidste års bedste, så det bliver spændende at se, om serien kan blive ved at holde niveauet. 

The Americans vender tilbage med anden sæson 27. februar på tv-kanalen FX.

 


Justified (sæson 5)
En anden serie fra FX, der allerede har vist, at den kan holde niveauet over flere sæsoner, er Justified

Serien foregår i Lexington, Kentucky, hvor U.S Marshal Raylan Givens (Timothy Olyphant fra Deadwood) forsøger at holde lov og orden i en drivende svedig sydstatsverden fuld af moonshine og skydeglade rednecks. 

Justified har indtil videre ikke fået megen opmærksomhed i Danmark. Det er en skam, for bortset fra en lidt svag første sæson er serien aldeles glimrende. 

Sæson fem havde premiere på FX 7. januar.


Community (sæson 5)
Gennem fire sæsoner har komedieserien Community fulgt medlemmerne af en studiegruppe på det uduelige community college i Greendale. 

Sidste sæson sluttede med, at de studerende fik deres eksamen og forlod Greendale. Men i sæson fems første afsnit, Repilot, ansættes gruppens leder, den karismatiske og ekstremt narcissistiske advokat Jeff Winger (Joel McHale), på Greendale som underviser i jura, og de øvrige medlemmer af gruppen melder sig igen ind som studerende. 

Community er en af de bedste komedieserier i mange år, og man bliver næsten rundtosset af at prøve at følge med i alle seriens populærkulturelle referencer og snørklede, selvreflekterende metalag. 

Community sæson 5 havde premiere på NBC 2. januar.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko