Venedig 2018
28. okt. 2018 | 14:42

Tilda Swinton: Et remake vil slette originalen

Foto | Sandro Koop
Tilda Swinton spiller den mystiske danseinstruktør Madam Blanc i den nye Suspiria, hvor skuespilleren dog også har en anden og meget overraskende rolle.

Med protesepenis og heksekunster lykkedes det efter 25 år at lave en ny version af Suspiria. Mød Tilda Swinton, der ønsker at hylde originalen.

Af Simon Johansen

Tilda Swinton og Luca Guadagnino har længe fantaseret om at genskabe 1977-kultgyseren Suspiria, der får dansk biografpremiere 15. november.

Ja, faktisk har de talt om filmprojektet lige så længe, som de har været venner – i godt 25 år!

Dengang havde deres lange samarbejde endnu ikke taget sin begyndelse.

Parløbet startede med thrilleren The Protagonists fra 1999, nåede nye højder med den roste I Am Love fra 2009, blev cementeret i 2016 med A Bigger Splash og kulminerer med Suspiria, som er deres store fælles drøm

”Jeg husker, at vi begge var besatte af den film, da vi mødtes. Det føles som århundreder siden, at vi først drøftede idéen om at lave Suspiria,” siger Tilda Swinton, da Ekko i september møder den britiske skuespiller på filmfestivalen i Venedig.

Helt surrealistisk
Tilda Swinton lyser – bogstavelig talt – op i det elegante hotelværelse med den prangende udsigt ud til gondolbyens lagune.

Det korte, tilbagestrøgne hår er afbleget i en sådan grad, at det går i ét med den mælkehvide kjole, og sammen med den lyse hud føles det, som om man sidder over for en slags engel. Helt umuligt er det derfor at se, at skuespilleren snart fylder 58 år.

Swinton er i Venedig i forbindelse med verdenspremieren på netop Suspiria, hvor hun spiller rollen som den mystiske danseinstruktør Madame Blanc.

I filmen underviser den mystiske Madame Blanc på en anerkendt danseskole i et dunkelt Berlin i 1970’erne – en danseskole, som gemmer på en mørk og blodig hemmelighed.

”Det er surrealistisk, at jeg endelig kan få lov at tale om filmen i fortid. Det er nu en film, vi har lavet. Ikke en film, vi drømmer om at lave,” siger Tilda Swinton henrykt.

Skindet på slangen
Når projektet er lykkedes, skyldes det, at Luca Guadagnino har haft en vision om at lave en helt anden film end Dario Argentos oprindelige Suspiria.

”Det er umuligt at lave den film igen, og jeg sagde ja til at medvirke, fordi det er en komplet anderledes oplevelse. Filmen er inspireret af originalen, men går helt andre veje,” siger Tilda Swinton.

Hun kan ikke lide ordet ”remake” sagt i samme sætning som den nye film, der da også varer markant længere tid end originalen.

”Et remake giver indtryk af, at vi vil slette originalen fra folks bevidsthed. Og det er jo faktisk det modsatte, vi forsøger på. Luca Guadagnino og jeg vil hylde Dario Argentos fantastiske film.”

Skuespilleren forestiller sig venskabet mellem hende og Luca Guadagnino som skindet på en slange.

”Med jævne mellemrum gror slangen et nyt skind. Det fortsætter hele tiden, og det skind, som slangen efterlader, er et bevis herpå. Hver gang vi er færdige med en film – med et samarbejde – er det også et bevis på, at vores venskab fortsætter med at vokse.”

Protesepenis
Selv om Swinton brillerer og tiltrækker masser af opmærksomhed i rollen som den mystiske danseinstruktør, modtager hun her på den italienske festival også en del spørgsmål om en anden figur i filmen. Nemlig den aldrende psykolog Dr. Klemperer, som forsøger at opklare en sag om en forsvunden kvinde på danseskolen.

Ifølge psykologens oplysninger skulle der således findes hekse på skolen.

I rulleteksterne står, at psykologen spilles af debutanten Lutz Ebersdorf, en pensioneret, 82-årig psykoanalytiker fra Berlin, men rygterne har svirret på festivalen: Er det i virkeligheden Tilda Swinton, som har forklædt sig?

Swinton har flere gange tidligere forklædt sig til ukendelighed – mest bemærkelsesværdig som en 84-årig diamantklædt dame i Wes Andersons The Grand Budapest Hotel. Så hvorfor skulle hun ikke gøre det igen i Suspiria?

”Jeg spiller rollen som Madame Blanc, men jeg nyder virkelig at spille sammen med debutanter som Lutz Ebersdorf. Det er så vidunderligt at arbejde med folk, der ikke har været med til at lave film før.”

”Det er sørgeligt, at der findes den her Hollywood-ting med, at folk ikke gider arbejde med børn og dyr. Jeg elsker det. De er friske og åbne for inputs. I det her tilfælde kunne der sagtens være tale om en Oscar-værdig præstation. Oscar-statuetterne går jo til de særeste mennesker nu om dage,” siger Tilda Swinton med et glimt i øjet.

Efter vores interview i september har Swinton dog erkendt, at det er hende, som gemmer sig bag masken på Dr. Klemperer. Hun skal have insisteret på at få lavet en protesepenis og et sæt testikler, som hun havde på i de scener, hvor hun spiller den gamle psykolog!

Trailer: Suspiria

Kommentarer

Tilda Swinton

Født 1960 i London, Storbritannien.

Har studeret på universitetet i Cambridge.

Lavede i 1995 en udstilling på Serpentine Gallery i London, hvor hun lå i et glasbur i en uge.

Kom frem som skuespiller i artfilm som Derek Jarmans Caravaggio og Sally Potters Orlando.

Vandt i 2008 en Oscar for bedste kvindelige birolle i Michael Clayton.

Udvalgte film

Suspiria
2018

A Bigger Splash
2015

The Grand Budapest Hotel
2014

Only Lovers Left Alive
2012

Hvad med Kevin?
2011

Burn After Reading
2008

Michael Clayton
2007

Vanilla Sky
2001

I familiens hjerte
1999

Edward II
1991

© Filmmagasinet Ekko