Tolv uforskammede tv-minutter

Det var dengang, DR havde en utrolig stærk tv-dokumentargruppe. Med journalister som Stig Andersen, Poul Martinsen, Sten Baadsgaard og Alex Frank Larsen. Det var i slutningen af 1980’erne.

I foråret 1990 havde Alex Frank Larsen lavet en dokumentar om de tamilske flygtninges ret til familiesammenføring. Blodets bånd hed den. Han gik ikke af vejen for at anklage den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen for at være den direkte skyldige i, at to tamiler var blevet dræbt, mens de ventede på deres lovsikrede ret til at få indrejse til Danmark. En de facto-anklage for mord. Ninn-Hansen var blevet tilbudt at medvirke i programmet, men havde afvist.

Bjørn Erichsen, direktør i European Broadcasting Union, var dengang journalist i DR.

– Hvad skete der efter udsendelsen?

”Da Erik Ninn-Hansen så den, fortrød han, at han havde sagt nej til at medvirke. Han gik fluks til den daværende DR-generaldirektør Hans Jørgen Jensen og bad om en halv times direkte program, hvor han kunne diskutere med Alex Frank Larsen og tilbagevise beskyldningerne. Det skulle generaldirektøren aldrig have accepteret.”

– Hvorfor ikke?

”Politikere bør ikke kunne bestille tid på en public service-tv-station. Generaldirektøren accepterede ikke desto mindre. Udsendelsen skulle vare 28 minutter og blev programsat til primetime kl. 20.30 den 1. maj – af alle dage. Min programchef Kjeld Veirup, noget af et egetræ, som først havde opbygget Dokumentargruppen og nu var programchef i Fakta-afdelingen, bad mig ordstyre den.”

Generaldirektøren i kontrolrummet
– Hvordan greb du opgaven an?

”Alex er en pernittengryn, når han laver dokumentarudsendelser. Han har styr på de mindste detaljer, men nogen hårdtslående debattør er han ikke. Han ankom til studiet med seksten kæmpestore gule ringbind fyldt med research-dokumenter, som han bad om at få stillet op bag sig. Det tegnede ikke godt. Du kan ikke begynde at læse op af alenlange mødereferater i en debatudsendelse. Jeg prøvede at få dem ud af studiet, men Alex insisterede. Det skulle vise sig med god grund.”

– Hvorfor?

”Ninn-Hansen er gammel procesadvokat, og han ved præcis, hvordan man fremsætter og afværger beskyldninger. Han satte sig venligt i stolen og tog sit ur af. Han vidste, at han havde 28 minutter, hverken mere eller mindre. Vi gik direkte på kl. 20.31.”

”Debatten var hård, men også langsom. Ninn-Hansen blev ved med at bede Alex om dokumentation for sine beskyldninger. Og Alex blev ved med at undvige og svarede, at man ikke spørger en dame om hendes alder og en journalist om hans kilder. Tiden gik, og der var nu otte minutter tilbage. Det vidste Ninn-Hansen, og jeg tvivler på, om Alex havde styr på tiden.”

”Jeg havde også forberedt mig og vidste, at Alex havde den afgørende dokumentation. At han havde de hemmelige regeringsmødereferater, der dokumenterede, at justitsministeriet administrativt trak familiesammenføringerne i langdrag på trods af de internationale organisationers rapporter om faren for disse mennesker, hvis de ikke kunne komme ud af Sri Lanka.”

– Hvad gjorde du? Sparkede du Alex Frank Larsen over benet?

”Det tillod bordopstillingen ikke. Jeg tog i stedet Ninn- Hansens parti og bad Alex om at komme til sagen og lægge beviserne frem. Langsomt vendte han sig om og fiskede det gule ringbind 9 ud af rækken og begyndte sin bladren. Der var nu 30 sekunder igen, og jeg fik mit første cue i øresneglen om at lukke ned. Jeg besluttede mig for at gå over tiden.”

– Var det ikke en vovet beslutning?

”Måske, men debatten skulle ikke afgøres på point, hvis der var udsigt til en knockout, sagde den indre journalist i mig. Tidsplaner eller ej. Jeg vidste, at generaldirektøren sad med i kontrolrummet. Han havde budt Ninn-Hansen, der i øvrigt netop var blevet udnævnt til formand for Folketinget, velkommen i TV-Byen og sikkert også forberedt en drink efter udsendelsen.”

”Alex lagde det afgørende ministermødereferat på bordet og bad Ninn-Hansen bekræfte, at dette var referatet, der dokumenterede påstandene i udsendelsen. Ninn-Hansen spurgte, hvorfra han havde det hemmeligt stemplede dokument? Alex hyggede sig igen med damernes alder og ... Ninn bekræftede. Vi var nu seks minutter over tid. Sproget i øresneglen var ikke til at tage fejl af.”

Skarpe skud i en byge
– Hvordan tacklede du det?

”Jeg gjorde noget, man ikke må. Jeg tog øresneglen af og lagde den på bordet foran mig, så det kunne ses på kamera 3 og dermed af produceren, men ikke af seerne. Derved afbrød jeg forbindelsen til kontrolrummet og signalerede, at det nu var mig, der bestemte, hvor lang denne udsendelse skulle være. I kontrolrummet havde de nu kun muligheden for at gå i sort midt i den ophidsede debat, og det ville jo unægtelig have set mærkeligt ud.”

– Hvordan reagerede Ninn-Hansen?

”Han tog sit ur på for ligesom at antyde, at jeg åbenbart ikke kunne klokken. Nu faldt Alex skarpe skud i en byge. Dokument efter dokument blev lagt frem, påstandene blev dokumenteret, og beskyldningerne i Blodets bånd om mord blev fastholdt og underbygget. Kl. 21.12 lukkede jeg ned, tolv minutter over tid. Da rulleteksterne var færdige, rejste Ninn-Hansen sig og råbte til mig, at jeg var en færdig mand i DR. Generaldirektøren kom styrtende ud af kontrolrummet og sendte mig et blik, der kun bekræftede, hvad Ninn-Hansen netop havde sagt, og sammen forsvandt de to op på 12. sal, hvor direktionen holdt til.”

– Blev du fyret?

”Sammen med mit godt skærmende egetræ mødte jeg op på generaldirektørens kontor næste morgen kl. 10. Jeg fik læst og påskrevet, at jeg var aldeles udisciplineret og uforskammet. Det første kunne jeg jo dårligt afvise, men jeg fastholdt, at det også var et uforskammet godt stykke journalistik. Jeg fik at vide, at jeg senere på dagen ville blive informeret om min fremtid i DR. I 12-Radioavisen meddelte Mimi Jakobsen fra Centrum-Demokraterne, at hun efter at have set udsendelsen nu støttede oppositionens forslag om en tilbundsgående undersøgelse. Dermed havde forslaget flertal. Så tog juristerne over, hvor journalisterne havde sluppet. Jeg hørte ikke mere fra 12. sal om min fremtid i DR.”

Den 12. januar 1993 fremlagde højesteretsdommer Mogens Hornslet Tamilrapporten. Konklusionen var utvetydig: Erik Ninn-Hansen havde forsinket familiesammenføringer, hvilket er i direkte modstrid med loven.

Samme dag indkaldte statsminister Poul Schlüter til et pressemøde, hvor han meddelte, at den borgerlige regering trådte tilbage. To år senere blev Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel for brud på Ministeransvarlighedsloven.