Shortlist: Tomboy-engel med fægtedrøm

En måned, en dokumentarist og et kamera. Således lød konceptet bag Lea Hjort Mathiesens rejse til Tunesien, hvorfra hun hjembragte råmaterialet til kortfilmen om den elleveårige drengepige Malek, der drømmer om at blive professionel fægter.

Projektet bag rejsen er et samarbejde mellem Den Danske Filmskole og IMS (International Media Support), der giver unge dokumentarister fra Filmskolen mulighed for at rejse til et mellemøstligt land for på egen hånd at lave en kortfilm.

”Det var en militæraktion uden lige. I en fægtesal fyldt med børn og kårer skulle jeg stå med kamera og lyd og instruere folk, der talte et fremmed sprog – det var ret overvældende,” fortæller Lea Hjort Mathiesen, da vi møder hende på Den Danske Filmskole, hvor hun netop har påbegyndt sit sidste semester på dokumentarlinjen.

”Men jeg må nok erkende, at det oftest er den slags situationer, der driver mig,” tilføjer hun.

Malek Means Angel er efter en tur på filmfestivalen IDFA i efteråret nu kommet blandt boblerne på Ekko Shortlist, hvor den ligger klar til at blive stemt op på listens top 10.

En gave at møde publikum
Lea Hjort Mathiesen har i løbet af de seneste par år haft flere af sine kortfilm på festivaler. The Renovation blev i 2011 udtaget til Gen Art Film Festival i New York og vandt et år senere prisen for bedste dokumentar på Da Vinci Film Festival i Oregon.

Derudover er hun fotograf og medinstruktør på kortfilmen Night Shift, der havde premiere på Bruxelles’ kortfilmfestival FIDÉC i 2012.

Alligevel kom det som lidt af en overraskelse, da hun sidste år fik den glædelige nyhed om, at Malek Means Angel var udtaget til IDFA, dokumentarfestivalen i Amsterdam, der regnes for verdens førende.

”Jeg kan tydeligt huske øjeblikket, da jeg fik mailen. Jeg blev selvfølgelig vildt glad, men det var også lidt af et chok. Jeg tænkte: ’Det må være spam, det her.’ Det var lidt ligesom at få en af de her mails, hvor der står: ’Du har vundet en million. Du skal bare lige sende dit kontonummer til Cypern,’” griner hun.

– Hvad har det betydet for dig og for filmen, at den blev vist på IDFA?

”Det har været fantastisk at opleve, at noget, jeg har brugt syv måneder på at lave, rent faktisk bliver set af en masse mennesker. Dét, at filmen fik lov til at møde et publikum og fik respons, har betydet utroligt meget.”

”Og så har det selvfølgelig været en kæmpe gave for mig netop nu, hvor jeg snart er færdig her på Filmskolen. Jeg fik mulighed for at møde branchen og lære andre filmfolk og dokumentarfeltet bedre at kende.”

”Det var også vildt. Jeg var meget overrasket over, hvad det egentlig indebærer at være på en festival af den størrelse med en film. Roskilde festival, go home!” tilføjer Lea Hjort Mathiesen med både humor og ydmyghed i stemmen.

Den perfekte kulisse
Da Lea Hjort Mathiesen rejste til Tunesien, havde hun endnu ingen klar plan for, hvad hendes film skulle handle om. Idéen bag projektet gik da også ud på, at man skulle opsøge historierne i det land, man var kommet til.

”Men jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker. Jeg ville gerne finde en pige, som på en eller anden måde var i bevægelse. En pige, som udtrykte sig fysisk,” forklarer hun.

Moren i den tunesiske familie, som Lea Hjort Mathiesen boede hos, tog hende en dag med hen til den lokale svømmehal i Tunis.

Her opdagede hun ved et tilfælde en trappe ned til en kælder, og nysgerrigheden ledte hende ned til fægtelæreren Habib, der var i færd med at gøre klar til fægteundervisning senere på dagen. Ved hjælp af lidt gebrokkent fransk (Tunesien var en fransk koloni fra 1881-1956, red.) fik hun lov til at komme igen med sit kamera.

Mødet med Habib blev indgangen til Malek Means Angel, og den rustikke fægtekælder tjener som kulisse til størstedelen af filmen.

”I virkeligheden var det jo bare et hvidt, aflangt rum med afskallet maling. Jeg er sikker på, at der er en del fotografer, der vil sige, at et hvidt rum ikke egner sig særligt godt som baggrund til en film. Men jeg syntes, det var fantastisk, for det blev enormt abstrakt – næsten futuristisk. Jeg havde brug for, at filmen fik sit eget univers.”

Hvornår penslen skal føres
”Det var en perfekt baggrund, en slags lærred, for den koreografi, der er i fægtningen,” forklarer Lea Hjort Mathiesen og tilføjer, at hun selv har gået til dans i mange år og måske derfor kunne øjne en særlig kvalitet i fægtningens præcise trin.

– Hvorfor udvalgte du lige netop Malek Hannachi som hovedperson?

”Det var faktisk lidt sjovt, for oprindelig troede jeg, at jeg skulle lave filmen om Yassmine (Maleks hjerteveninde, red.),” fortæller hun.

”Men allerførste gang jeg tændte kameraet, var Malek i billedet. Det var helt i starten, hvor jeg instinktivt ville teste eksponeringen. Men det var jo ikke tilfældigt, at det var hende, der fik mig til overhovedet at tænde kameraet,” siger Lea Hjort Mathiesen.

”Jeg havde ikke bevidst lagt mærke til hende, da jeg var der. Men da jeg så materialet igennem derhjemme, så kunne jeg bare se, at der var noget helt specielt ved hende, som jeg gerne ville undersøge.”

”Det er også det ens arbejde som dokumentarist går ud på: Hvornår vælger du at optage? Du kan ikke optage det hele. Det hele er i princippet dit lærred, men det er op til dig at mærke efter, hvornår du skal føre penslen.”

Ikke begrænset af kønnet
– Har du en yndlingsscene?

”Jeg forstod Malek og filmen, og jeg forstod, hvorfor jeg var der, i det øjeblik, hun begyndte at synge. Denne her meget dybe og smukke sangstemme kom virkelig som en overraskelse.”

”Jeg vidste, at hun er et barn, men mens hun sang, transformerede hun sig til alt muligt andet. Hun blev en personlighed, en kraft, et menneske, som vokser op lige om lidt og skal til at udrette alt muligt. Det var meget inspirerende for mig.”

– Sang-scenerne står i klar kontrast til fægtescenerne og giver et ret interessant billede af Maleks meget drengede og meget pigede sider. Var det noget, du var bevidst om, mens du filmede?

”Ja, for jeg synes, det er enormt interessant, at man som barn ikke nødvendigvis lader sig begrænse af sit køn. Rammerne er i hvert fald ikke så udprægede endnu, som de bliver senere. Selvfølgelig er man en dreng eller en pige, men man er først og fremmest ’et barn’ – et menneske.”

”Og det er den form for ubekymret frihed, jeg gerne vil illustrere. Friheden til at gøre ting, bare fordi man synes, de er sjove, og friheden til at forestille sig, at verden er åben. Det er, inden man er begyndt at sortere alt muligt fra på baggrund af de biologisk- eller samfundsmæssigt udstukne kønsroller.”

– Hvilke tanker ligger der bag filmens poetiske titel?

”’Malek Means Angel’ var svaret, jeg fik af Maleks mor, da jeg spurgte, hvad navnet betød. Vi sad sammen på bagsædet i bilen efter fægtekonkurrencen, og Malek sov på min skulder, udmattet efter dagens strabadser. Og som hun sad der og så blid ud med lukkede øjne, gik navnet på en måde i opfyldelse.”

”Men samtidigt er der en fin pointe i, at dets betydning er noget, hun langt fra indretter sin adfærd efter. Hun er jo lidt af en skurk, ligesom jeg selv var i den alder.”

Inspiration fra udlandet
De mange rejser, der fremgår af cv’et, vidner om, at det store udland altid har trukket i Lea Hjort Mathiesen.

Som barn boede hun en overgang i USA og rejste efter sin bachelor på RUC i Kultur og Sprogmøder til New York, hvor hun blev optaget på The New Schools etårige dokumentarlinje. Da hun ved andet forsøg kom ind på Den Danske Filmskole, rejste hun tilbage til Danmark. Selvom hun ofte finder sine historier i udlandet, lader hjemlandet til at være en udmærket base.

– Hvor tror du, at du er om fire-fem år?

”Jeg er forhåbentlig her i Danmark med mulighed for at tage til udlandet. Jeg vil gerne lave film der, hvor historierne er, men også arbejde med mennesker herhjemme. Jeg synes vi har nogle af de mest inspirerende filmfolk i verden, så jeg glæder mig meget til at komme ud og forhåbentlig få lov til at arbejde sammen med nogle af dem,” siger hun, og fortæller, at hun finder stor inspiration i danske dokumentaristers værker.

”Jeg er meget glad for Janus Metz’ Fra Thailand til Thy og Andreas Kofoeds Alberts vinter, som jeg har set flere gange. De står begge meget stærkt.”

Alberts Vinter lå i seks uger på Shortlistens top 10 og kan i dag ses på All Time Shortlist, hvor den ligger i den bedste fjerdedel. Malek Means Angel må endnu kæmpe om brugernes gunst, men Lea Hjort Mathiesen er fortrøstningsfuld og håber på det bedste.

”Nu er det jo mig selv, der har lavet den, så det er nok ikke så overraskende, at jeg synes den er god. Men jeg synes også, det er en rigtig vigtig film, der fortjener at komme ud til folk. Det er en positiv historie om en pige i den arabiske verden, og dem synes jeg virkelig, vi mangler.”

Afgangsfilm i minusgrader
Efter en særdeles begivenhedsrig tid med hæsblæsende optagelser og festivalræs har Lea Hjort Mathiesen nu helliget sig sin allersidste film fra Den Danske Filmskole: afgangsfilmen.

Hun er ikke meget for at afsløre detaljer, da vi taler med hende midt i januar, hvor filmen endnu er på et tidligt stadie. Men hun kan fortælle, at den skal optages i 25 minusgrader i de norske fjelde, hvor hun har lejet en skihytte til sig selv og filmholdet.

”Den handler om at springe ud i livet, mens nogen, der har passet på én hele ens liv, måske skal til at forlade det,” fortæller hun og understreger dermed forkærligheden for den coming-of-age-tematik, der går igen i flere af hendes værker.

”Det er det heftigste, jeg har prøvet indtil videre, både følelsesmæssigt og kunstnerisk,” siger hun om arbejdet med afgangsfilmen.

”Det bliver en kæmpe udfordring, men jeg kan godt lide at arbejde ud fra devisen ’the sky is the limit’. Jeg bliver simpelthen nødt til at risikere noget.”

– Er du ikke lidt bange for, at det går galt?

”Jo, og den risiko er der jo. Men er der noget, jeg har svært ved, så er det, når tingene bliver for forudsigelige og for bekvemme. Jeg fungerer ikke i det rent kunstnerisk. Jeg har brug for at kaste mig ud fra en klippe hver gang,” siger Lea Hjort Mathiesen.