Dag 3: Trier og andre vilde mus

Da min sidemand i biografsalen hører, at jeg er fra Danmark, falder det ham ganske naturligt at spørge til Lars von Trier.

”Kender du ham?”

– Ikke personligt, men jeg har beskæftiget mig med ham …

”Men ved du, hvad hans politiske overbevisning er? Han er vel ikke nazist?”

Der er noget ganske logisk over spørgsmålet om den kontroversielle danske filminstruktør, som siden sine spøgefulde Hitler-mumlerier i Cannes i 2011, har haft nazisme klistret til sit navn. Alligevel er der noget mærkværdigt ved at sidde i hjertet af Berlin og blive spurgt om nazisme, men måske heler tiden vitterligt alle sår.

Jeg forklarer, at hvis der fandtes et provokationsparti, som altid mente det modsatte af alle andre, ville Trier nok stemme på dem, og så sænker mørket sig ellers i salen til visningen af den østrigske Wilde Maus.

Smart pr
Siden formiddagen har Trier været talk of the town. Fordi der er sluppet nye oplysninger ud om hans kommende seriemoderfilm The House That Jack Build. Og især fordi der er blevet offentliggjort et mystisk sort-hvidt billede, hvor Lars von Trier står med en le over skulderen – en indforstået hilsen til forbilledet Carl Th. Dreyer og hans Vampyr fra 1932.

Trier er en festival-darling og en megastjerne blandt filmanmeldere, og derfor er billedet blevet dissekeret om og om igen.

Det er uden tvivl et smart træk fra folkene bag spillefilm. Der skal nemlig tilføres flere penge til projektet, og på markedspladsen for filmdistribution er nyheden også nået frem. Således kunne man fra morgenstunden læse i branchebladet The Hollywood Reporter, at den kommende film allerede er solgt til stribevis af lande over hele jordkloden.

Men nu lige nu og her toner Wilde Maus frem på lærredet, og den ligner ikke ligefrem noget, man ser hos en auteur som Trier. Fortællingen stikker helt af, men først går den i stå.

Vanvidstur
Hovedpersonen Georg fyres fra den ene dag til den anden fra sit job som musikkritiker på en af Wiens fornemmeste aviser. Og det føler han ikke, at hans yngre psykologkone derhjemme behøver vide noget om.

Georg lever og ånder igennem sit arbejde, og derfor går han med eskalerende fart i hundene efter fyringen. Det sker med et ordentligt skud sort humor fra en af Østrigs mest anerkendte komikere i disse år: Josef Harder.

Han er både instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver i filmen, som er en kras kritik af, hvordan moderne mennesker ser på hinanden.

Georg finder nemlig efterhånden ud af, at det er umuligt at få lov til at bryde sammen i denne ordentlige verden.

Filmen er skabt på samme selskab, der producerer Michael Hanekes film. Men den har et endnu klarere slægtsbånd til svenske Ruben Östlunds Force Majeure, fordi den mandlige hovedperson viser sig at være en lille mus, da krisen opstår. Men hvor Östlund er en mester i den visuelle fortælling, bliver Wilde Maus desværre aldrig mere end den ene sjove scene efter den anden.

Trækbasun fra Afrika
Så var der mere på spil i morgenens fremragende hovedkonkurrencefilm, Félicité. Fortællingen dundrer derudaf med en musikalsk nerve, som fejer benene væk under én.

Vi befinder os i Congos hovedstad Kinshasa, og her tjener barsangerinden Félicité til dagen og vejen med pulserende underholdning i stemmen. Men da hendes søn en dag kommer på hospitalet, må Félicité begive sig væk fra sin rytmiske plads i baren og ud i det congolesiske samfund for at skaffe hurtige penge til sønnens operation.

Det er fransk-senegalesiske Alain Gomis, der har instrueret sin fjerde spillefilm, og det er han sluppet godt fra. Især på billedfronten. Gomis formår – som i sin mest kendte film L’afrance fra 2001 – at hæve og sænke tempoet i kameraindstillingerne.

Sommetider er filmen næsten dokumentarisk registrerende, når vi følger Félicité ud i den beskidte, afrikanske virkelighed, mens det andre gange er som at blive svedt i ansigtet af et andet menneske, når kameraet brager lige op i øjnene på Félicité under hendes musikalske eskapader.

Eneste minus er, at det kun er hovedrolleindehaveren (debutanten Véro Tshanda Beya Mputu), der virkelig spiller røven ud af buksedragten som en musikalsk trækbasun af en anden verden. Det hæmmer filmen, at der så entydigt er fokuseret på hendes præstation, selv om Mputu faktisk er lige ved at kunne bære hele molevitten alene.

Drenge til mænd
Generelt har Afrika-fortællingerne fået et stærkt fodfæste på Berlinalen anno 2017. Således har en af de film, som flest har skrevet og talt om, været The Wound.

Det forstår man godt, for den er et livtag med, hvad maskulinitet vil sige i Afrika. Og den debuterende instruktør John Trengove vrider virkelig en væsentlig historie frem om forhold mellem mænd.

The Wound vises i Panorama-sideprogrammet og er hentet til Berlin fra den amerikanske Sundance-festival, og den fortæller historien om et afrikansk ritual, hvor drenge skal blive til mænd. Men hvad er en mand, og hvad nu hvis en mand er mere interesseret i mænd end i kvinder?

Med rolige billeder, der fotograferes intimt tæt på personerne, formår Trengove at skabe et fortættet univers, hvor drenge bliver til mænd. Eller til noget, der er langt mere værdifuldt: dem selv.

Dansk trækplaster
Lørdag har også været en flot danskerdag i Berlin.

Allerede lørdag morgen var der markedsvisning på Max Kestners snedige og sjove rumdokumentar Amateurs in Space. Rygterne i Berlinale-paladset gik efterfølgende på, at de internationale opkøbere var mere end tilfredse med fortællingen om de entreprenante typer, der spænder ben for hinandens drømme.

Et andet sted i Berlin på samme tid var Lone Scherfig trækplaster i en diskussion om fortællingens muligheder i det ændrede filmlandskab. Her vendte Scherfig filmverdenen med den franske producent Julie Bergeron (Les prisonniers de Beckett) og den tyske manuskriptforfatter Katja Eichinger (Baader Meinhof komplekset).

Og uanset om det er danske Trier, østrigske Hader eller franskafrikanske Gomis, der blive vendt blandt filmfolk rundt omkring i Berlin lørdag aften, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at deres bidrag til Berlinalen alle sammen vil blive betragtet som stemningsfyldte og provokerende.

Eller måske nærmere som vilde mus, der piler i alle mulige retninger med personlige og politiske fortællinger.