Troldspejlet er tilbage
Troldspejlet er et fænomen inden for fantasiens verden.
Programmet har i mere end 30 år dyrket film, tegneserie og computerspil. Nu er det tilbage under titlen Troldspejlet Special.
Programmet løber over ti afsnit, der hver især dykker ned i emner fra populærkulturen, og i bedste Troldspejlet-ånd er der skruet helt op for nørderiet.
Det første program undersøger grænsen for syrede tegnefilm ved at kigge nærmere på serier som Rick and Morty og Beavis og Butthead.
I andet afsnit fortæller programmets ikoniske vært Jakob Stegelmann computeranimationens historie. En vild udvikling, der tog fart med fortælling om Woody og Buzz Lightyear i Toy Story i 1995.
Ramaskrig
Det er gode nyheder for fans af Troldspejlet, der sidste år var lukningstruet som tv-program.
Ekko kunne afsløre, at ledelsen i DR var i tvivl om, hvorvidt Troldspejlet, som dengang blev sendt på DR2 i formatet Troldspejlet & Co, skulle fortsætte.
Historien om den mulige lukning skabte et af de største ramaskrig i Ekkos historie. Siden har DR skiftet mening til mange trofaste fans lettelse.
Troldspejlet Special vises hver fredag klokken 22.30 på DR2 samt på streamingtjenesten DRTV.
Kulturdækning i fare
Programmet er den sidste bastion for seriøs behandling af filmstoffet, som DR har skåret kraftigt ned på med lukningen af flere programmer.
Tv-programmet Filmselskabet blev første gang lukket i 2019, mens Per Juul Carlsens radioprogram Filmland efter næsten tyve år i æteren blev lukket sidste år.
Siden blev førstnævnte kort genoplivet med Filmselskabet Delight. Men det endelige dødsstød kom i år med fyringerne af værterne Per Juul Carlsen og Maria Månson.
”Jeg er dybt bekymret for ikke alene filmstoffet, men kulturstoffet i det hele taget,” fortalte Per Juul Carlsen til Ekko.
”Det ser ud til, at ansvarshavende i medieverdenen har fået den opfattelse, at særligt unge mennesker – som er dem, man henvender sig til i disse tider – kun er interesseret i hurtige og lette anbefalinger.”
Kommentarer