Nyhed
07. jan. 2020 | 10:26

Trump nægter dansk Oscar-bud indrejse i USA

Foto | Danish Documentary Production
The Cave følger den kvindelige læge Amani Ballour, der i en underjordisk bunker forsøger at redde mennesker i hjemlandet Syrien, mens bomber falder oppe på landjorden.

Den syriske instruktør bag den danskproducerede dokumentar The Cave kan for anden gang ikke komme til USA for at promovere sin film til en Oscar.

Af Nicki Bruun

Han har prøvet det før.

Da syriske Feras Fayyad i 2018 var nomineret til en Oscar for De sidste mænd i Aleppo, blev han forhindret i at tage til USA. Det skyldtes hans nationalitet, der er på præsident Donald Trumps liste over lande uden indrejsetilladelse.

Og nu sker det igen for instruktøren. Han er denne gang i spil til en Oscar-nominering for den kritikerroste dokumentar The Cave, der er co-produceret af Danish Documentary Production. Den har premiere herhjemme i denne uge og får fem stjerner af Ekkos anmelder.

Folkene bag filmen havde ellers forsøgt at påvirke beslutningen ved at få den internationale dokumentarsammenslutning til at skrive et brev til den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo.

Her opfordrede prominente filmfolk som Oscar-vinderen Alex Gibney (Taxi to the Dark Side) de amerikanske myndigheder til at give Fayyad indrejsetilladelse. Men ifølge Kulturmonitor er der nu givet endegyldigt afslag.

Blandt favoritterne
The Cave
er lige nu en af femten dokumentarer, som kæmper om komme blandt de endelige fem nominerede til Oscar-uddelingen.

De fem film bliver udvalgt den 13. januar. På listen finder man også den russiske vandsymfoni Aquarela, der ligeledes er co-produceret af Danish Documentary Production.

Desuden er kritikerroste dokumentarer som amerikanske Apollo 11 og nordmakedonske Honningland i spil.

På Goldderby.com, hvor en række eksperter spår de nominerede og vinderne ved prisuddelinger, er de to blandt favoritterne til at blive nominerede. Og her sniger The Cave sig i skrivende ind på en femteplads og dermed en nominering.

Det svækker dog filmens chancer, at Feras Fayyad ikke kan rejse til USA og promovere sin film over for de mennesker, der skal stemme på den.

Oscar-uddelingen finder sted 9. februar amerikansk tid.

Trailer: The Cave

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko